‘Night in the Woods’ imponerer med stærke karakterer og glimrende miljøskildring

‘Night in the Woods’ imponerer med stærke karakterer og glimrende miljøskildring

Psykisk sygdom, eksistentiel frygt og de små amerikanske bysamfunds stille død. Det er ikke temaer man som gamer støder på alt for tit.

Men 2D-adventurespillet ‘Night in the Woods’ fra tremandsstudiet Infinite Fall er ikke desto mindre centreret omkring dem – tilmed set gennem øjnene af en kat.

På imponerende vis behandler spillet faktisk disse svære temaer på livsklog, oprigtig og ofte vittig vis ved hjælp af sine stærke karakterer, sprudlende dialog og fine miljøskildring.

Men det til trods undgår ‘Night in the Woods’ ikke at køre lidt i tomgang i sit ellers smukke Wes Anderson møder Richard Scarry-univers.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En kat vender hjem

Mae Borowski er en 20-årig antropomorf kat, der efter et par år på college dropper ud og vender hjem til fødebyen Possum Springs, en lille uanseelig by, der efter lukningen af byens mine befinder sig i en form for identitetskrise. Jobbene er forsvundet, og byens indbyggere kæmper for at klare sig økonomisk. Enten må byen genopfinde sig selv eller også står den over for en langsom, men sikker udslettelse.

På mange måder befinder Mae sig i en situation lig Possum Springs. Hun er ikke længere et barn (teenagerne kalder hende en adult), men hun er heller ikke trådt ind i de voksnes rækker (de voksne behandler hende stadig som et barn og kalder hende kid).

Modsat Mae har hendes venner rykket sig. De har fået (utilfredsstillende) fuldtidsjob og planlægger og drømmer om voksenlivet, som gerne skal foregå langt væk fra Possum Springs. For at det ikke skal være nok, begynder der også at ske mærkelige ting med Mae. Har de noget at gøre med et mentalt sammenbrud nogle år tilbage, eller er de tegn på noget større, som ikke blot involverer Mae og hendes nærmeste, men hele Possum Springs?

Det centrale plot i Night in the Woods er ikke bange for at tage handlingen ud på nogle ganske vilde overdrev og når endda forbi kosmisk horror à la H.P. Lovecraft, men de store temaer til trods, er det faktisk i de små intime hverdagsfortællinger og hovedpersonernes indbyrdes forhold, spillet for alvor excellerer.

NightInTheWoods2

Anarkister og hverdagspoeter

På trods af at de alle tilhører dyreriget, har ‘Night in the Woods’ nogle af de bedste og mest velskrevne karakterer længe. Der er bedstevennen Gregg. En anarkistisk, (små)kriminalitetshungrende gavflab, der ud over kæresten Angus er den eneste homoseksuelle indbygger i Possum Springs. Derudover er han en hamrende god ven. Der er Selmers. Tidligere stofmisbruger, offer for hustruvold og hverdagspoet i bedste ‘Paterson’-stil.

Og så er der selvfølgelig Mae, som dybest set er både selvisk, selvoptaget og lidt for glad for baseballbat, men også sjov, reflekterende og intelligent og en person jeg havde lyst til at hjælpe med at finde ud, hvad det hele betyder for hende, familien, vennerne og byen.

NightInTheWoods3

Mekanisk simplicitet

Jeg er klar over, at jeg indtil videre kun har beskrevet historien i ‘Night in the Woods’, hvilket hænger sammen med, at spillet mekanisk er ret simplistisk. Man bruger størstedelen af tiden på at udforske Possum Springs og snakke med dens indbyggere for at skubbe historien videre. Dette involverer en del platforming, men ‘Night in the Woods’ er ikke et spil, der udfordrer hverken de små grå eller finmotorikken. Fokus ligger på historien og karaktererne.

På velafvejet vis krydrer Infinite Fall dog oplevelsen med en række integrerede minispil, der blandt andet omfatter søgen efter gemte stjernebilleder, nogle ‘Guitar Hero’-lignende ture i øveren med bandet og en knivduel. Der er sågar en 8-bit dungeon crawler med det rammende navn ‘Demontower’ installeret på Maes computer, som man godt kan få et par timer ud af i sig selv.

I det hele taget lykkes ‘Night in the Woods’ – modsat mange andre historiefokuserede indietitler som for eksempel sidste års beslægtede ‘Oxenfree’ – med lige akkurat at have nok gamey elementer til rent faktisk at føles som et spil og ikke bare en interaktiv fortælling. Til gengæld er jeg ikke en stor fan af måden ‘Night in the Woods’ håndterer sin overordnede struktur på.

Spillet er inddelt i dage, der alle starter og slutter i Maes seng. Første del af dagen omfatter førnævnte frie udforskning af byen, hvor spillets miljø og karakterer uddybes, mens anden halvdel er en unik form for aktivitet med en eller flere venner, som oftest skubber den overordnede historie videre. Det resulterer i en masse løben frem og tilbage ad de samme gader og stier, hvilket – på trods af at det indfanger Maes situation og sindsstemning ganske godt – giver Night in the Woods en lidt formularisk og monoton rytme og pacing.

NightInTheWoods4

Wes Anderson møder Richard Scarry

Visuelt har Infinite Fall skabt et herligt univers, der tager sig ud som en form for blanding af Wes Anderson og Richard Scarry. Flere af spillets scener – som for eksempel den herlige cykeludflugt med Gregg – er lige til at indramme og hænge op på væggen, og den smukke visuelle side har en stor del af fortjenesten for, at jeg beholdt interessen, når pacingen haltede.

Alle med hang til handlings- og dialogtunge spil skylder sig selv at tjekke ‘Night in the Woods’ ud. Godt nok er pacingen monoton, og det centrale plot doseres på ret ujævn vis, men dialogen, karaktererne og den visuelle side er så fremragende, at det aldrig blev uinteressant at gå på opdagelse i Possum Springs med Mae og hænge ud med hendes herlige slæng af venner.


Godt
+ Tematisk dybde
+ Glimrende dialog
+ Flot visuelt udtryk

Skidt
– Monoton og formularisk pacing

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af