Magtens Korridorer

Få bands kan som Magtens Korridorer få befolkningen herhjemme til at skråle med som demente hooligans, når deres hits bliver luftet i æteren. Sammensvejsningen mellem ukomplicerede poppunkede proletarhymner og en gadepoetisk fuckfinger til det oversmarte caffé latte-København er da også en klassisk og gedigen en af slagsen.

Men hvad så når drengerøvene bliver voksne og begynder at gruble over det radioaktive nedfald fra de mange branderter, der blandt andet bragte dem til picnic på Kastellet og til tinderne af P3’s hitlister? Svaret er dette nye album, som indeholder gruppens måske mest blåsorte toner til dato.

Det er ikke nødvendigvis skidt. En rastløs energi propellerer den indledende ‘Noget om helte’ og titelnummeret, som også er førstesinglen, fremad. The Cardigans-produceren Per Sundings strømlinede lyd klæder her stenbroromantikerne fremragende. Det umage ægteskab mellem uforfalsket catchiness og Johan Olsens lyriske katarsis på den genialt hedonistiske ‘Samvittighed’ bør ligeledes kvalificere til hitlistedominans. Disse fængende og tempofyldte skæringer er albummets tændsatser sammen med den elegiske ‘Sidste omgang’, der, hvis man kender lidt til bandets københavnske vandhuller, let afkodes som det endelige, smukke kasketvip til Vesterbros store, afdøde bartender Per ‘Bof’ Hansen.

Surf-nummeret ‘En kold triumf’ og den elektronisk injicerede ‘En sidste chance til’ er velmente og på papiret interessante forsøg på at ruske op i den ellers konservative sangskrivning, men ender som småklodsede kuriosa. Sammen med uvedkommende og sukkersentimentale bisætninger som ‘Klar besked’ og ‘Engle’ forkludrer de desværre også hækkeløbet mod karakterskalaens højeste trin. Selvom humøret ikke når fordums højder, er Magtens Korridorer stadig bedst når de banker indædt derudaf.