Owen

Mike Kinsella kan et eller andet med skæve pseudonymer. Blandt hans tidligere bands finder vi Cap’n Jazz og American Football, som henholdsvis var så langt fra jazz og sportsidioter, som man kunne komme, og nu er han klar med sit sjette album under det undselige, nærmest mentalt lowercasede dæknavn Owen.

Siden den spæde start for et årti siden med base i Kinsellas gamle drengeværelse er Owen groet i kompleksitet fra at være en gang søvnig enmands-sovekammerindie til et fuldvoksent bandprojekt, i takt med at Kinsella selv er blevet gift og har fået en datter, som besynges på på de lovligt sukkersøde ‘O Evelyn’ og ‘Mother’s Milk Breath’. Han er mere overbevisende, når han lader lidt af den gamle emo-attitude fra Cap’n Jazz-tiden skinne igennem sit nyere, folkede eksteriør og de nørklede, introverte guitar-arabesker med giftigheder som »Fuck you and your front lawn / I’d rather die with my hands tied than holding a gun!«.

Owen anno 2011 har noget af den samme nørdede kringlethed og højpandede andægtighed over sig som Death Cab For Cutie. De ni sange er alenlange og propfulde af ord. Ord, som er i Kinsellas magt. Det velsigner dem med en klædelig tyngde og drøjde, som gør at de ganske vist er svære at sluge umiddelbart, men blot kræver lidt drøvgumlen før tiøren falder. ‘Ghost Town’ er et voksent og glimrende album at gå en stille aftentur med hunden og tænke tanker til, og tillige det klassiske eksempel på et, der vokser med tiden.