Andrew Bird

Imponerende nok udgiver Andrew Bird nu sit andet album i 2012. Der er denne gang tale om en blanding af covers, blandt andet af country-guruen Townes Van Zandt, og omrokerede originaler, alle optaget i en lade i Illinois. Hertil er det beundringsværdigt, at eksperimentmageren Bird ikke laver en ’Ryan Adams’ (læs: Til tider yderst produktiv omend knapt så kvalitetsbevidst), men derimod igen bringer os gedigen kvalitet og fornyelse.

Hvor forårets udgivelse var en smuk musikalsk legeplads, er dette album en mere stringent komposition uden de voldsomme Bird’ske udskejelser.

Læs anmeldelse: Andrew Bird ‘Break It Yourself’

Hans elskede violiner, som her har vokset sig større og varmere, spreder gavmildt country ud over hele albummet, der derudover er solidt støbt i americana og den amerikanske folk-tradition. Det er med slideguitar og sav, at vi bliver inviteret indenfor på ’Three White Horses’, og sammen med ’When That Helicopter Comes’ præsenteres man fra starten på et nærmest apokalyptisk bud på en ellers hjertevarm genre. Men så snart man begynder at føle countryens lidt for dystre skyggesider krybe under huden, bydes man op til rendyrket halbal af whiskers og smittende banjo på ’Railroad Bill’.

Den åbenlyse stjerne på det 36 minutter korte/lange album er den simple ’Orpheo’: Et sart og sobert remake af navnebroderen fra forårsudgivelsen ’Break It Yourself’. Men wow, hvor formår den simple skæring at charmere selv det hårdeste hjerte af sten til ren gelatinedepraveret budding med sit nærmest naive melodiske og lyriske udtryk. Nummeret er derfor, sammen med den fine instrumental-outro, en passede ende på et rigtigt rart album.