Ole Bornedal om ‘1864’: »Syvende afsnit er fuldstændig forfærdeligt«

Ole Bornedal om ‘1864’: »Syvende afsnit er fuldstændig forfærdeligt«
Foto: Lone Kröning Mogensen / DR
På søndag har danmarkshistoriens dyreste tv-serie, ’1864’, premiere på DR1. Her fortæller manden bag om at lave krigsscener som ’Saving Private Ryan’ og om den værste dag på settet.

Hvad kan historien om 1864 sige os i dag?
»Hvis du laver en fortælling, som folk kan spejle sig selv i, eller som de kan blive emotionelt masseret af, så er det jo nok. Så har man lavet en fortælling, der er væsentlig for folk. Det er ikke, fordi jeg har et eller andet historisk-politisk budskab. Jeg kommer ikke til at løbe landet rundt med en fakkel og sætte bål i folks stuer for at få dem til at tænke på 1864. Forhåbentligt er der nogle levende mennesker og nogle ægte karakterer i den her serie, som man tager til sig, og som man oplever hele det her kaos sammen med. Så intentionen med serien er at tage publikum med på den her rejse«.

Uden om begivenhederne i 1864 har du valgt at lave en rammefortælling, der foregår i 2014. Hvorfor?
»Fordi du ikke ved noget som helst om 1864. Mine børn ved ikke noget om 1864. Jeg er måske den sidste generation, der kan huske, at der var noget, der hed Dybbølmærket, som jeg ikke engang dengang vidste, hvad blev brugt til. Derfor blev jeg nødt til at lave et link, der beskrev dig og mig. Jeg måtte lave et link til det ansigt, der ikke vidste noget om 1864«.

Hvad frygter du mest for, når serien løber over skærmen?
»Min største frygt er selvfølgelig, at der er noget, som folk ikke kan lide, og at de ikke tager fortællingen til sig. Det er jo derfor, vi har lavet den. Hvis ikke publikum synes, det er exceptionelt godt, så vil det være en kæmpe ærgrelse. Den frygt har man da altid med sig – både som spiller, som instruktør og forfatter«.

Hvad ville du i bagklogskabens ulideligt klare lys gerne have lavet om?
»Ingenting. Man laver jo et klap på hvert take, man tager i en scene. Det lyder måske lidt sjovt, men vi sluttede faktisk på klap nummer 1864. Ud af alle de klap er der måske kun fem scener i hele serien, hvor jeg tænker, at det måske godt kunne have været gjort bedre, og hvor vi måske kunne have brugt noget mere tid. Sådan vil det nok altid være. Det er en utrolig beskeden statistik«.

Hvad er du gladest for ved serien?
»Jeg er gladest for at opdage, at den handler om begrebet tid, og at den handler om mennesker. Det er ikke ligesom en actionfilm, hvor det kun drejer sig om plottet. Det handler ikke kun om 1864. Det er en fortælling om os alle sammen. Det handler om alle de eftertanker, man bør have, imens man er i live«.

Hvad var den bedste dag på settet?
»Det var, da jeg instruerede min lille søn Peter, som var tre-fire år gammel, og som pludselig skulle spille en meget, meget væsentlig hovedrolle i ottende afsnit. Han blev så bedårende og så ægte, at han næsten udspillede alle de andre medvirkende på hele serien«.

Ole-Bornedal-foto-Per-Arnesen-DRFoto: Per Arnesen / DR

Hvad var den værste?
»Det var en varm dag på 38 grader, da 450 tjekkiske statister i meget tykke uldfrakker begyndte at falde om, og ambulancerne strøg ind og ud af settet. Det var simpelthen uforsvarligt, og jeg måtte afbryde optagelserne til sidst. Det var generelt et helvede at skyde de scener, og den dag var det direkte ubehageligt«.

Hvad var dine største forbilleder for, hvordan du ville lave serien?
»Jeg er så heldig, at jeg er født med en ekstremt skarp visuel hukommelse, så jeg kan huske tusindvis af scener, billeder og stemninger. Stemningen i Victor Sjöströms mareridt i ’Smultronstället’ har for eksempel en fantastisk atmosfære. Jeg ved, hvordan lyden er, og jeg ved hvordan lyset er. Det samme med åbningen på Bertoluccis ’1900’. Det er jo elementer fra hukommelsen, som jeg tager med ind. Man er en dårlig instruktør, hvis ikke man står på skulderne af alle de andre mestre, som man har fået lov til at se«.

Hvad var din inspiration til krigsscenerne?
»Alle foran og bag kameraet fik at vide, at krigen skulle være tør og umusikalsk. Det skal være realistisk og ubehageligt. Det skal på ingen måde minde om en Hollywood-opera. Så derfor brugte jeg samme undertekst i mine instrukser til alle de medvirkende, og den hed de første 17 minutter af Steven Spielbergs ‘Saving Private Ryan’. Så hver gang der var noget, som jeg ikke følte fungerede, så bad jeg dem om at gense de første 17 minutter. Her tillader Spielberg sig at være fuldstændig kontant og knastør. Den oplevelse af krig som noget ubeskriveligt tørt har vi fulgt 100 procent. Det gør også ’1864’ meget ubehagelig at se på«.

Kommer seerne så til at sidde med samme følelse, som da vi så ’Saving Private Ryan’ første gang?
»Ja, det gør du helt sikkert. Syvende afsnit er fuldstændig forfærdeligt. Det kan jeg godt love dig«.

Læs også: Anmeldelse af ‘1864’

Læs også: Ole Bornedal skal lave tv-serie for HBO

Læs også: ‘1864’-aktuelle Sidse Babett Knudsen om sit internationale eventyr

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold