Trailer: Dansk stortalent spillefilmdebuterer med det ekstremt ambitiøse slavedrama ‘Guldkysten’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Instruktion: Daniel Dencik. Medvirkende: Jakob Oftebro, Danica Curcic, Anders Heinrichsen, Adam Ild Rohweder, Morten Holst. Premiere 2. juli.

1) Daniel Dencik, bror til skuespilleren David, er uddannet klipper fra Den Danske Filmskole og nåede at klistre succeser som ’Voksne mennesker’ og ’… Og det var Danmark’ sammen, inden instruktørgerningen kaldte. Den fremragende dokumentar ’Moon Rider’ om cykelrytteren Rasmus Quaade cementerede både hans visuelle begavelse og hans menneskelige indsigt, mens dokumentarkortfilmen ’Tal R: The Virgin’ løb med en Robert-statuette sidste år.

2) Med ’Guldkysten’ debuterer han som spillefilminstruktør med en hyperambitiøs, historisk fortælling om dansk imperialisme i 1830’ernes Guinea. Jakob Oftebros botaniker er på kongens befaling rejst til den danske koloni i Afrika for at transformere den tørre, afrikanske jord til spirende kaffeplantager. På det fjerne kontinent bliver han vidne til de danske kolonisters brutale og forbudte slavehandel. »Afrikas negere er som svampe«, siger en af dem. »De skyder op af jorden«. Hvor stjerneskuddene Oftebro og Danica Curcic ser ud til at forløse deres skyhøje potentialer i filmens hovedroller, kan man frygte, at de gemene slavehandlere kun får liv på lærredet som papirtynde karikaturer.

3) Til gengæld har Dencik dømt ud fra traileren skabt en himmelsk billedside, skiftevis åndeløst smukt og ekstremt ildesvarslende. Til lyden af ’Twin Peaks’-komponisten Angelo Badalementis besættende toner indfanges den afrikanske natur først i svævende, æteriske indstillinger, inden junglens vanvid bryder ud i lys lue i det, der ligner psykedeliske visualiseringer af mental opløsning. Malick møder Kinski og Herzog? Meget kan gå galt, men traileren giver løfter om noget stort.

Læs også: Otte danske filmtalenter, der kan slå igennem i år

Læs også: Prisvinder Danica Curcic: Jeg skal blive bedre til at fejre succesen

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af