Anmeldelse: Afgangsfilmene fra Den Danske Filmskole 2015

Den nye Trier, Vinterberg, Bier eller Arcel? Et nyt kuld filminstruktører har taget afgang fra Den Danske Filmskole med syv meget forskellige afgangsfilm. Vi anmelder.

’Sorte måne’

Instruktør: Kasper Skovsbøl. Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Peter Plaugborg, Anders Hove, May Simón Lifschitz

Kasper Skovsbøl er auteuren i Den Danske Filmskoles flyvefærdige kuld. Hans afgangsfilm, ’Sorte måne’, er så afgjort den mest sanselige og æstetisk gennemførte i bunken med tydelig inspiration fra både Bergman og Dreyer.

Filmen er en allegorisk fortælling om religiøs og seksuel undertrykkelse sat i den mørke middelalder, troværdigt levendegjort ved Bornholms kyst. Her må en mors (Karen-Lise Mynster) blodsbånd stå sin styrkeprøve, da hoben kommer anstigende med deres høtyve og kræver hendes heksedatter brændt på bålet, fordi hun som en forbuden frugt frister byens mænd og smitter dem med en ukendt sygdom. Datteren spilles af den transseksuelle model May Simón Lifschitz, og i andre roller ses blandt andre Anders Hove og Peter Plaugborg.

Det er især de sjælfulde billeder, der imponerer med forførende flot sort-hvid, mens den omsluttende lydside fortætter atmosfæren. Klippestilen er rapsodisk, og fortællingen er et nummer for kryptisk til min smag, men på stil og stemning er filmen årgangens stærkeste.

’Sia’

Instruktør: Annika Berg. Medvirkende: Sigrid Lippert, Christiane Rohde, Jytte Rygaard, Olofsson

Annika Bergs ’Sia’ er et hverdagsportræt af livets forgængelighed med afsæt i en gammel, ensom kvinde, der ikke har meget andet selskab end sin lunefulde kat og sin papegøje. Uden for handlingen forholder flere fortællerstemmer sig til døden, i hvad jeg går ud fra er stumper fra virkelige samtaler.

Vi er i et grænseland mellem fiktion og dokumentarisme, og filmen er både opfindsomt tænkt og flot iscenesat. Der er en Wes Anderson-agtig symmetri i de rolige tableauer, hvor fremdriften i stedet kommer fra rigtig mange (måske også for mange) jump cuts.

Men flot er farvespillet mellem planternes grøn, det himmelblå porcelæn, den spraglede papegøje, de purpurrøde klunkemøbler og Sias kysserøde negle, og de surrealistiske drømmesekvensker er stærke på stemning og suggestivitet. Og så er ’Sia’ med sin ægthed og poetiske slutning uden sammenligning den film ud af de syv, der rørte mig mest.

’Den fremmede’

Instruktør: Aske Bang. Medvirkende: Sebastian Jessen, Sandra Yi Sencindiver, Marie Tourell Søderberg, Joachim Fjelstrup

Du har sikkert set Aske Bang som en af de lidt overfriske gutter i Unibet-reklamerne. Hans film, ’Den fremmede’, er inspireret af Naja Marie Aidts novelle ’Afbrydelse’ (men har til gengæld intet med Camus at gøre), og den handler om den unge dagdriver Tommy (Sebastian Jessen), der frister en ensom tilværelse i sin uhumske hybel.

Indtil det en dag banker på døren, og en forskræmt thaipige fra bordellet på den anden side af gaden vælter ind og nægter at gå igen. Mod Tommys vilje flytter hun ind som au pair med frynsegoder, og det giver Tommy lidt af et forklaringsproblem over for studiekammeraterne og hans nye søde underbo (Marie Tourell Søderberg).

Bang bruger komediens vinkler, klippestil og musikstykker, og der en god energi og legesyge bag eksekveringen – også selvom den kronisk ironiske distance underløber ethvert optræk til alvor, ikke mindst i den bagatelliserende slutning. Flere scener peger ingen steder hen, og det forbliver svært at se, hvad Aske Bang egentlig vil sige med filmen.

’I mørke’

Instruktør: Gustav Möller. Medvirkende: Josephine Raahauge, Joel Spira, Julie Carlsen

Gustav Möllers ’I mørke’ er så langt fra den første film i historien, der foregår på en lukket afdeling, og den føjer ingen nye greb til genren. Men den er et stringent og velfortalt psykologisk drama med talent både foran og bag kameraet.

I hovedrollen som den maniodepressive Alex har Möller fået en stærk præstation ud af Josephine Raahauge, som fluktuerer overbevisende frem og tilbage på Alex’ omskiftelige følelsesregister. Den unge kvinde mener bestemt ikke, at hun hører til på den lukkede, men kæresten og personalet er uenige, og for hvert nej stiger hendes desperation.

Der er et obligatorisk nik til ’Gøgereden’, da Alex smadrer en vask, men ellers lægger filmen sig tættere op ad James Mangolds ’Girl, Interrupted’. Den talentfulde fotograf Jasper Spanning mærker dygtigt scenernes stemninger, når han klæber sig klaustrofobisk til Alex i rolige, dvælende indstillinger, som truer med at slå over i hidsig håndholdt. Desværre er der ikke så meget kød på manuskriptet, og efterhånden flader dramaturgien noget ud, men stil- og stemningsmæssigt er filmen fint forløst.

’Melon Rainbow’

Instruktør: Laurits Flensted-Jensen. Medvirkende: Victoria Carmen Sonne, Albert Mogensen, Josephine Park

Tendensen i kortfilmene fra dansk films underskov er, at talenterne har styr på det filmiske håndværk og kan sætte en stemning med lyd og billeder, mens det til tider kniber med historiefortællingens bread and butter: At skrive interessante karakterer og begavet dialog og fortælle en historie på en gribende måde.

De børnesygdomme ses også i nogle af afgangsfilmene, og tydeligst er de i Laurits Flensted-Jensens ’Melon Rainbow’, der handler om en ung webcammodel (Victoria Carmen Sonne), som til daglig arbejder som handicapmedhjælper for bl.a. en jævnaldrende, blind mand. Det bliver hans tillid og handicap, hun udnytter, da hun bliver kontaktet af et pornobureau, som gerne vil se hende i en testoptagelse.

Filmen er skudt i sanselige nærbilleder og er ikke uden poesi og menneskeligt nærvær, men manuskriptet halter. Webcammodelbranchen er et interessant tabu at tage op, men det virker, som om man har troet, at resten af historien ville komme af sig selv, og vi bliver aldrig rigtig klogere på karaktererne og deres konflikter.

’Heaven’

Instruktør: Josefine Kirkeskov. Medvirkende: Sara Hjort Ditlevsen, Joachim Fjelstrup, Susanne Storm, Magnus Krepper, Ariel Castro

Sponsoreret indhold
Kig nærmere på den nye serie 'Catch-22'
Den talentfulde Christopher Abbott kilder både lattermusklerne og tårekanalerne – læs her fire andre gode grunde til at se 'Catch-22'.
C More

Josefine Kirkeskovs ’Heaven’ har også en kvinde i hovedrollen (fem ud af syv, go ligestilling!). Sammen med kæresten Oscar (Joachim Fjelstrup) rejser Victoria (Sara Hjort) mod sydligere himmelstrøg for at besøge sine forældre ved deres luksuseksil på Mallorca, men idyllen knuses som et tabt glas, så snart de ankommer. Fra soveværelset lyder der henført stønnen, men kort efter kommer faren hjem, og ned fra trappen slasker i stedet moren og den unge, spanske husgæst.

Det vælter Victorias verdensbillede og driver også en kile ind mellem hende og Oscar. Hendes ønske om et stabilt og konformt ægteskab rimer dårligt på hans hashtågede frisind, og den diskrepans forstørres, når den spejles i forældrenes hedonistiske konstellation.

’Heaven’ er den klareste og mest traditionelle fortælling ud af de syv film, og den er både velafrundet og velspillet med tydeligt optegnede figurer og godt gehør for replikkerne. Og med Mallorcas tropiske bagtæppe i vekslen mellem intime nærbilleder og frodige totaler er den også skøn at skue.

’I stykker’

Instruktør: Eirik Sæter Stordahl. Medvirkende: Patrick Baurichter, Rosalinde Mynster, Carsten Bjørnlund, Kenneth M. Christensen

Norske Eirik Sæter Stordahl har lavet noget så sjældent som en dansk sci-fi-dystopi. I ’I stykker’ har maskinerne taget magten fra menneskeheden, og i en imponerende prolog ser vi en sværm af droner patruljere over et tåget, mennesketomt København.

Så var pengene så også brugt: Resten af filmen foregår i den bunker, hvor de overlevende har forskanset sig, og det handler ikke om kampen mod maskinerne, men kampen for en tabt kærlighed mellem hovedpersonen Victor (Patrick Baurichter) og hans ekskæreste (Rosalinde Mynster) uden for betonfængslet, som Victor nægter at give slip på, selvom al fornuft siger, at hun har lidt samme skæbne som ligene i de forladte gårde fra prologen.

Filmen springer mellem bunkeren og flashbacks fra det forliste forhold. Det er finfølte nedslag, som begrunder Victors ubesindige stålsathed, men kærlighedshistorien forbliver lidt abstrakt i sin fragmentariske form og har derfor ikke helt den ønskede følelsesmæssige impact. Teknisk er dystopien dog troværdigt realiseret med en flot scenografi i bunkeren, og der er endda en suspensefyldt lille actionsekvens dernede.

Læs også: Mød Filmskolens nye instruktørkuld – deres største forbilleder og hedeste drømme