’Neruda’: Fascinerende og frustrerende film med Gael García Bernal

’Neruda’: Fascinerende og frustrerende film med Gael García Bernal
3 6
Spillefilm
Instruktion

Pablo Larrain

Medvirkende

Gael García Bernal, Luis Gnecco, Mercedes Morán

Spilletid

107 min.

Premiere
  1. december

Chile. 1948. Det hele starter på et lokum i landets parlament. Magtens elite diskuterer livligt, mens de står og pisser ned i kummerne. Pablo Neruda (Luis Gnecco), Chiles revolutionære digter og kommunistiske senator, er folkets mand. Gabriel Videla, Chiles liberale præsident, er amerikanernes mand. Stemningen er munter på herretoilettet. Men under overfladen summer en stemning af alvor. Verdenskrigen er afløst af Den Kolde Krig. Forandring er på vej i Chile. Især for Pablo Neruda, da kommunistpartiet forbydes, og jagten sættes ind på den kommunistiske digter, der må gå under jorden og tage flugten fra myndighederne med politimanden Peluchonneau (Gael García Bernal) lige i hælene.

’Neruda’ bliver aldrig en forfølgelsesfilm, et historisk drama eller en traditionel biopic. Filmen er snarere en sælsom blanding af det hele, hvor Pablo Neruda som menneske og myte væves sammen i en gådefuld mosaik. Neruda er ingen revolutionær skikkelse med skråhue. Han er først og fremmest en levemand, der omgiver sig med prostituerede, mens han drikker champagne og spiser fyldte chokolader.

En falsk mand af folket, postulerer Gael García Bernals kluntede betjent, der også er filmens fortællerstemme med en synsvinkel, som fremstår upålidelig. Nøjagtig som Neruda, der er mere optaget af at iscenesætte sig selv som en selvfed type end som et ideologisk glansbillede. Neruda ville egentlig ikke gå under jorden. Han vil være over den og leve festligt på den. Og som en føljeton efterlader Neruda konstant små håndskrevne fortællinger til Peluchonneau, der hele tiden er et skridt bagefter digteren. Jo længere jagten bevæger sig igennem Chiles smukke landskaber og de flotte, fotograferede billeder af Andesbjergenes snedækkede landskaber, des mere metaagtigt fremstår hele oplevelsen.

Og mod vejs ende nærmest som var man havnet i et magisk realistisk digt. Der bliver alt for meget af det gode.

Med syv spillefilm instrueret på 10 år har chilenske Pablo Larrain for længst slået sit navn fast som et af sydamerikansk films helt store navne. Den 41-årige instruktørs film er skabt af det stof, der næsten konsekvent indbringer ham nomineringer til Oscar, Golden Globe og deltagelse på filmfestivalen i Cannes. ’Neruda’ er bare ikke Pablo Larrain, når han er allerbedst. Som i hans seneste film ’Jackie’, der er gådefuld som ’Neruda’, men trods alt mere tilgængelig.

For på den ene side er ’Neruda’ dybt fascinerende. På den anden side bare en temmelig langtrukken og frustrerende affære.

Sponsoreret indhold
Hold jul med familien, du selv vælger
Inviter dine allerbedste Avengers, din South Park-familie og intergalaktiske slægtninge med til julehyggen. Gør julen sjovere med Viaplay her.
Viaplay
Advertisement