’Sankt Bernhard Syndikatet’: Brügger, Cilius og Bruun har lavet en underligt elskelig film
’Sankt Bernhard Syndikatet’ er en utroligt underlig og underligt elskelig film.
Det er Mads Brüggers første spillefilm efter de grænsesøgende gonzodokumentarer ’Det røde kapel’ (2009) og ’Ambassadøren’ (2011), og ligesom dem er ’Sankt Bernhard Syndikatet’ et formbrydende freakshow af en film.
De to hovedfreaks er d’herrer Frederik Cilius og Rasmus Bruun, kendt fra Den Korte Radioavis/Weekendavis, som spiller ’Frederik Cilius’ og ’Rasmus Bruun’.
Det er der ikke nogen ’Klovn’sk metapointe i: Skuespillerne var af logistiske årsager nødt til at bruge deres rigtige navne og foregive, at de var deres karakterer, så filmen kunne laves under det kinesiske censursystems vagtsomme radar.
Frederik, den fiktive altså, er en driftig forretningsmand – eller vil i hvert fald gerne være det. I virkeligheden er han, i hvert fald ifølge sin far, nærmere en fusentast, der er gået på røven mere end én gang.
Hans seneste plimsoller går ud på at opdrætte og sælge sanktbernhardshunde i Kina, hvor de ifølge hans efterretninger er blevet et statussymbol blandt den velstående klasse. »Vestens panda«, vil han brande hunden som.
Det kniber med at finde investorer, men til en reunion på elitekostskolen Herlufsholm får han øje på sin gamle klassekammerat Rasmus. Egentlig har Frederik kun ringeagt til overs for den enfoldige møbelsælger, men han mindes, at Rasmus’ far lige er død, så der må da være noget arv et sted.
Rasmus er ikke helt solgt, men da han kort efter får konstateret ALS (»det som Stephen Hawking har!«), griber han dagen og rejser til den kinesiske metropol Chongqing sammen med Frederik. Med sig har de Frederiks fars sanktbernhardshund Dollar, som Frederik har kidnappet som maskot for Sankt Bernhard Syndikatet.
Herefter skildrer filmen deres ubehjælpsomme og tiltagende groteske forretningseventyr, og det er en ujævn og aparte, men også charmerende og mestendels morsom oplevelse. Ikke av-min-mave-sjov, men med en ukomfortabel og småmelankolsk humor, som sniger sig ind på én.
Filmholdet (minus Mads Brügger, der blev hjemme af frygt for, hvad der ville ske, hvis regimet fik nys om hans tidligere film) rejste til Kina med et manuskript af Lærke Sanderhoff (’Klumpfisken’) under armen, men også med en intention om at improvisere og lade virkelighedens tilfældigheder råde.
Det giver filmen en temmelig rapsodisk struktur, hvor især andet akt virker padlende og planløst. Eksempelvis udsættes vi undervejs for en corny kinesisk reklamefilm for Sankt Bernhard Syndikatet, som varer flere minutter.
Som nævnt var det nødvendigt for Frederik Cilius og Rasmus Bruun at spille deres karakterer, selv når kameraet var slukket, og det var dem, der bestilte reklamen hos et lokalt produktionsselskab under påskud af at være forretningsmænd. Det er meget sjovt, men i fiktionens forløb forstyrrer reklamen mere, end den morer.
Spontaniteten fører dog også til nogle pletvise pletskud i de barokke optrin, der opstår. Såsom et absurd møde med en stenrig kagekonge, som har bygget sit eget eventyrslot, eller en pinagtig jobsamtale, hvor Frederik ikke kan skjule sin irritation over Rasmus’ blotte tilstedeværelse og gør et stort nummer ud af at understrege, hvem der er chefen.
For ikke at tale om en amatøragtig produktlancering, der – som hele filmen i øvrigt – er klippet med komisk timing og flot indfanget med en snert af tragik af Jonas Berlins håndholdte kamera.
Cilius og Bruun er i disse situationer flankeret af kinesiske skuespillere, der for de flestes vedkommende er amatører og kun halvvejs virker til at fatte, hvad de har meldt sig til. Det gør kun det hele endnu uforudsigeligt og ubekvemt – endda næsten uhyggeligt i filmens finale.
Man fornemmer, på godt og ondt, at filmen med få ændringer kunne være blevet til endnu en gonzodokumentar i familie med ’Det røde kapel’ og ’Ambassadøren’. Ligesom Brüggers tidligere film er ’Sankt Bernhards Syndikatet’ en skælmsk satire, som dykker dybt ned i kulturkløften mellem Vesten og Østen med foragt for politisk korrekthed.
Det er især hvidhårede Rasmus, der gang på gang jokker i de kulturelle sæder med sine velmenende fordomme og sin akavede indladenhed. En rolle, som Bruun har forfinet på Den Korte Radioavis, og som han også mestrer her.
Cilius er mindst lige så god som den hovmodige, brovtende Frederik, der egentlig havde foretrukket at få Rasmus’ penge uden hans selskab. Radioduoens kemi og gehør for grov-sjove replikker er filmens stærkeste kort, og selvom deres filmiske alter egoer udgør et umage par, får de og filmen med tiden famlet sig frem til en ømhed i deres relation.
Det er lidt uforståeligt, at Brügger (og/eller Sanderhoff) har valgt at adskille Bruun og Cilius i længere passager af filmen. Men heldigvis er de to herrer godt selskab både sammen og hver for sig, og det er først og fremmest deres fortjeneste, at den sorte og uudgrundelige komedie bliver et overvejende sjovt og sympatisk bekendtskab.
Og hvis du bagefter er i tvivl om, hvad meningen med det hele er (det er du nok), så bare spørg Mads Brügger:
»Sankt Bernhard Syndikatets budskab er, at hvis du bor på 19. etage og ejer en kat, så skal du nok anskaffe dig en hund i stedet – for katten hopper ud ad vinduet«.
Kort sagt:
Frederik Cilius og Rasmus Bruun går i hundene i Kina i Mads Brüggers første spillefilm, som er et højst mærkværdigt formeksperiment. Filmen vil være for sær for mange, men fans af Brügger eller Den Korte Radioavis kan muntre sig med tåkrummende absurditeter ad libitum.