Også dansk film kan trække tæppet væk under publikum: De 10 bedste plottwists i nyere tid

Også dansk film kan trække tæppet væk under publikum: De 10 bedste plottwists i nyere tid
'Aminas breve'.
Nogle af dansk films mest overrumplende plottwist involverer Mads Mikkelsen, fængselsvold, Ulf Pilgaard, en morderisk lærer – og høns. Vi rangerer de bedste fra de seneste 25 år.

Monumentale plottwists er ikke kun forbeholdt Hollywood-thrillere og asiatiske eventyr, og skønt det ikke typisk er et greb, man forbinder med den mere lineære, socialrealistiske danske film, er der stærke eksempler fra nyere tid, der har fået os til at tabe næse og mund ned i popcornsbøtten. Fra dem, der vender filmens virkelighedsbillede på hovedet, over den komplet utroværdige fortæller til twistet, der midtvejs pludselig tager historien i en helt ny, chokerende retning.

I forbindelse med vores tema om plottwistets renæssance har vi her fundet frem til de 10 bedste af slagsen i dansk film, der giver øjeblikkelig lyst til at gense værkerne med nye briller.

Sidse Babett Knudsen og Mads Mikkelsen som ekskærester i Susanne Biers ‘Efter brylluppet.

10. ‘Efter brylluppet’

I Susanne Biers Oscar-nominerede drama spiller Mads Mikkelsen Jacob, der bestyrer et børnehjem i Indien. Da hans ekskæreste Helene (Sidse Babett Knudsen) noget overraskende inviterer ham til sin datters bryllup, rejser Jacob til Danmark for at deltage i festen, drevet af lige dele gamle følelser for Helene og nysgerrighed. Lidet aner han, at rejsen vil vende op og ned på hans liv.

Til brylluppet holder bruden Anna (Stine Fischer Christensen) en tale til sine forældre Helene og Jørgen (Rolf Lassgård), hvori hun fortæller, at selvom hun for år tilbage fik at vide, at Jørgen ikke er hendes biologiske far, så har han altid været det for hende. Jacob lytter, og tiøren falder lukt ned i rejecocktailen: Anna er hans datter.

Afsløringen ryster indledningsvist vor hovedperson, men ’natten’ er endnu ung, og senere indvier Jørgen Jacob i en vægtig plan: Jørgen er dødeligt syg og vil donere en stor sum penge til børnehjemmet i Indien, hvis bare Jacob vil blive og tage hans plads i familien, når han snart går bort. En opgave, Jacob slutteligt påtager sig, hvorfor twistet munder ud i en bittersød – om end tårevædet – slutning.

Det unge cast i ‘Sidste time’, med manuskript af Dennis Jürgensen.

9. ‘Sidste time’

Den danske gyser slog sig energisk i tøjret i 90’erne, hvor der blev skelet ikke så lidt mod det twist-fanatiske Hollywoods appetit på gåsehudsinducerende chokafsløringer. Det skortede således ikke på ambitioner i instruktør Martin Schmidts teen-slasher ’Sidste time’ om en gruppe uheldige gymnasieelever, hvis ’Breakfast Club’-inspirerede eftersidningsdag forvandler sig til en blodig massakre, da det viser sig, at de er spærret inde på skolen med en hævngerrig morder – der måske/måske ikke er en tidligere lærer beskyldt for seksuelle krænkelser.

Én for én mister de unge livet, samtidig med at der klippes til den glatte journalist Micky Holm (Peter Jorde), der dækker selvsamme mord live uden for skolen for tv-programmet Sidste Time. Redningsfolk bærer ofre ud, og kameraerne ruller, og eleverne kan selv følge med på et fjernsyn i biologilokalet. Men når de kigger ud af vinduerne, er der ingen udenfor … Til sidst er der kun final girl Nicoline (Lene Laub Oksen) tilbage. Og så ser hun sig selv på skærmen, død. Arbejder Dennis Jürgensens frydefuldt campede manuskript med parallelle virkeligheder?

Måske ikke, for i sine sidste minutter ruller filmen tilsyneladende tiden tilbage: Micky sidder igen på sit kontor og er ved at dø af kedsomhed. Han leger med en terning: »Hvis jeg slår en seks’er … «. Og så er vi ved filmens start, hvor eleverne ankommer til eftersidning. Var det hele Mickys hede drøm om et saftigt scoop? Foregik alt på gymnasiet i fortiden, mens postyret udenfor var nutid – eller fremtid?

’Sidste time’ er et mindfuck, der lægger op til flere visninger.

Anders Matthesens ‘Terkel i knibe’.

8. ‘Terkel i knibe’

Da Anders Matthesens radiohørespil ’Arne fortæller… Terkel i knibe’ i 2004 blev filmatiseret af animationsselskabet A. Film, var det en bragende publikumssucces med næsten 400.000 solgte biografbilletter. Filmen bød både på Matthesens velkendte grovkornede humor og catchy omkvæd i sange som ’Ta’ og fuck af’ og ’Hva’ med dig selv?’, men også et særdeles overraskende twist.

Da en mursten med et påklistret trusselsbrev bliver kastet gennem Terkels rude, tror han, at den kommer fra mobberne Sten og Saki, der har været hårde ved ham gennem længere tid. Men efter de tre slutter fred og bliver venner, tager truslerne faktisk til.

På en skæbnesvanger lejrtur til Degnemosen finder Terkel et dødt dyr i sin sovepose og en dødstrussel i sin kontaktbog, og da han får en sms fra den altid jernrørsbærende klassekammerat Jason med teksten ’Du skal dø!’, synes skyldneren at være fundet.

Men det afsløres, at klassens nye lærer, den fredsproklamerende og guitarspillende Gunnar Bjerre, har lånt Jasons mobil. I virkeligheden er han en bindegal morder, der vil have hævn, fordi Terkel i starten af filmen trådte på en edderkop. Gunnar jager sin elev gennem den mørke skov, inden Jason kommer Terkel til undsætning med sit jernrør.

Marie Boda og Nikolaj Groth i ‘Mens vi lever’. (Foto: SF Studios)

7. ‘Mens vi lever’

Med ’Mens vi lever’ genoplivede Avaz-brødrene veloplagt det klassiske melodrama, som dansk film brillerede, i inden ophavsdronningerne Susanne Bier og Lone Scherfig drog udenlands. Filmen blev til for en bøjet femøre, flotte vennetjenester og stærke skuespilpræstationer fra Bodil-vindende Julie Christiansen, Charlotte Munck, Sebastian Jessen og Nicolas Bro – men det var plottwistet, der fik publikum til at gispe i kor.

Fiskeren Kristian (Jessen) vender hjem til Gribskov, da hans surrogatfar (Bro) ligger for døden. Her genforenes den unge, vrede mand med ungdomskæresten Trine, der nu sjovt nok har en lille søn, der ligner Kristian. Faderskabet bekræftes – men det er ikke ’Mens vi lever’s mavepuster.

Sideløbende med Kristian og Trines forsøg på igen at nærme sig hinanden og adskillige hints til en bagvedliggende tragedie, følger vi også gymnasieeleven Tobias’ (Nicolas Groth) spirende forelskelse i klassekammeraten Sabine (Marie Boda). Vi tror, at historierne udspiller sig i samme lille bysamfund, og det gør de også – bare ikke på samme tid.

Tobias er Trines lillebror, der kørte galt på knallert sammen med Kristian og blev dræbt. Og derfor har Trine og hendes mor (Munck) svært ved at lukke Kristian ind igen, endsige se på ham. Det er en i dansk regi ganske ambitiøs og overraskende velturneret plotforskydning, i hvad der på overfladen syner af et mere generisk familiedrama. Hvorfor afsløringen vækker en tilsigtet lyst til at se filmen forfra.

Esben Smed som tvetydigt uligevægtige Janus i ‘Aminas breve’.

6. ‘Aminas breve’

Dem, der ikke på forhånd havde læst Jonas T. Bengtssons fængslende debutroman ’Aminas breve’, fik sig en gedigen og ubehagelig overraskelse i slutningen af filmatiseringen med Esben Smed i hovedrollen som psykisk uligevægtige Janus.

Den unge mand er netop blevet udskrevet fra den lukkede afdeling og drømmer kun om at opsøge gymnasieveninden Amina, der skrev breve til ham under indlæggelsen. Men Amina er ikke sådan til at finde, og hendes familie er stærkt afvisende over for Janus’ forespørgsler. Aminas lillesøster (Sarah-Sofie Boussnina) afslører imidlertid, at Amina er blevet gift, i hvad der for Janus lyder som et tvangsægteskab. I sin søgen knytter Janus kortvarigt bånd med en åndsbeslægtet kvindelig kunstner, der lader ham bo hos sig, men han kan ikke slippe tanken om Amina.

Hele filmen ses fra fortabte, længselsfulde Janus’ perspektiv, og derfor er det også så meget desto mere uhyggeligt, da han endelig finder Amina i forstæderne, og det går op for os, at det er Janus, den er helt, helt gal med: Han har stalket Amina af flere omgange og fået tilhold af politiet mod at nærme sig hende. Størstedelen af deres brevkorrespondance er fri fantasi, ligesom kunstneren også blot var et fatamorgana af Janus’ splittede sind.

Janus angriber Aminas mand og forsøger herefter at begå selvmord. Senere ser vi ham tilbage på den lukkede afdeling, hvor han igen sidder med et brev fra Amina – og så starter det hele forfra. Eller var det mon begyndelsen? ’Aminas breve’ er en foruroligende rejse ind i en forvrænget virkelighed med en dybt utroværdig fortæller, der kalder på vores medfølelse, mens tragedien lurer forude.

Dulfi Al-Jabouri og Pilou Asbæk forud for ‘R’s kæmpe overraskelse.

5. ’R’

Twistet i Michael Noer og Tobias Lindholms fælles debutspillefilm er ikke af den type, hvor alt, hvad der er gået forud, står i et nyt lys – men af den slags, hvor historien bare tager en totalt uventet og usædvanlig drejning, så man rives kortvarigt ud af fortællingen med kæben raslende på gulvet.

Fra filmens første sekunder er Pilou Asbæks Rune – R – den altoverskyggende hovedperson. Vi er med ham fra bilen på vej til Horsens Statsfængsel, vi er med ham under den indledende stripsearch og hans første oplevelser med livet som indsat. Det er hans øjne, vi oplever fængslet igennem, og det er hos ham, vores sympati er forankret, efterhånden som han bliver presset til det yderste, stiger i hierarkiet og knytter nye venskaber til sine medfanger, særligt til Dulfi al-Jabouris sympatiske Rashid.

Helt chokerende er det derfor, da Rune pludselig bliver slået ihjel som led i en narkohandel, der går galt, og synsvinklen skifter til Rashid – den nye R – som i sidste del er filmens hovedperson. Det er højst usædvanligt, særligt i Danmark, at slå hovedkarakteren ihjel på halvvejen, men Lindholm og Noer udnytter den radikale overraskelse til maksimal effekt: De understreger fængslets kynisme og umenneskelighed, og de viser nuancerne i skismaet mellem dansker- og indvandrergrupperingerne i fængslet.

Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen gør nye bekendtskaber i ‘Mænd og høns’.

4. ‘Mænd og høns’

Vi danskere bryster os gerne af en veludviklet sorthumoristisk sans, men de færreste kunne nok alligevel have forudset det absurd-komiske twist, Anders Thomas Jensen serverer på en skåret tallerken med dyremotiver i ’Mænd og høns’.

Mads Mikkelsen og David Dencik er outcast-brødrene Elias og Gabriel, der ved deres fars død finder ud af, at de er adopterede, og at deres rigtige familie bor på en lille dansk ø. Her møder duoen deres tre ukendte, dybt mystiske og ikke så lidt voldelige brødre Gregor (Nikolaj Lie Kaas), Franz (Søren Malling) og Josef (Nicolas Bro), der bor i en faldefærdig villa propfuld af bondegårdsdyr. Og høns. Et utal af høns.

Hver bror ser mere grotesk ud end den næste, men alle deler en instinktiv appetit på dyresex, der også vækker skjulte lyster i Elias. Den biologiske alfader, der er død, udførte lyssky eksperimenter i villaens aflåste kælder, og ved vejs ende går tæppet for den grumme sandhed: Alle fem fladpandede brødre er produkter af gensplejsning med diverse landbrugsdyr.

Religionssymbolik og konsekvenserne af menneskets dårskab over for hverandre og naturen spiller som vanligt en bærende tematisk rolle i Anders Thomas Jensens manuskript, der her samler sig til en hylende morsom allegorisk advarsel mod farerne ved at lege Gud. Anført af et veloplagt drømmecast på slap line. Hvad end man elsker eller hader fortællingens idioti, er ’Mænd og høns’ en af de mest overraskende, vidunderligt politisk ukorrekte danske film fra nyere tid med et twist, der selv med garvede klaphatsbriller sprænger rammerne for, hvad danske komedier tør smide på bordet i provokationens navn.

Jakob Cedergren har den altdominerende hovedrolle som presset politimand i ‘Den skyldige’.

3. ’Den skyldige’

Da Gustav Möllers debutfilm så sent som i sidste uge fik premiere i biograferne, skal vi undlade på denne plads at røbe twistet for ikke at lede nysgerrige sjæle i fordærvelse trods blinkende spoileradvarselstrekanter. Så lad os nøjes med at konstatere, at historien om Jakob Cedergrens pressede politimands forsøg på at redde en kidnappet kvinde fra en alarmcentral tager flere uventede drejninger undervejs – og at et twist i sidste del får én til at se hele historien i et nyt lys.

Man er så investeret i Cedergens bestræbelser, at drejningen vil komme bag på de fleste, og Möller og manuskriptforfatter Emil Nygaard Albertsen forløser twistet med største elegance og troværdighed. Det føles ikke påtvunget, men understøtter flot filmens pointe om, at virkeligheden sjældent er sort-hvid.

Nikolaj Coster Waldau og Ulf Pilgaard i Ole Bornedals ‘Nattevagten’.

2. ‘Nattevagten’

Det var twistet, der gav genlyd i et helt filmårti: Ole Bornedals mesterlige debutthriller tog røven på alt og alle – og fik eftersigende antallet af danske organdonationer til at falde drastisk umiddelbart efter premieren.

I ’Nattevagten’ spiller Nikolaj Coster-Waldau den medicinstuderende Martin, der indgår stadigt mere dumdristige, ominøse væddemål med sin smågale ven Jens (Kim Bodnia). Legen tager overhånd, og mens Martin sommerjobber som nattevagt på Retsmedicinsk Institut, kontaktes han af kriminalinspektør Wörmer (Pilgaard), der efterforsker en række mord. Og så begynder der ellers at ske skræmmende ting i instituttets kølerum involverende nekrofili og Bodnias afskårne tommelfinger.

Man er lige ved at mistænke Martin for at være skingrende vanvittig, i hvad der havde været et udmærket twist i sig selv, da Wörmer demaskeres som drabslysten psykopat med hang til at skære i prostituerede. Blodet fryser til is, idet Pilgaard – det pæne, revyelskende menneske – forvandler sig til et monster og spotter os og Martin for at ladet vores autoritetstro overskygge al mistanke.

Et fejltrin, danske publikummer i tiden efter syntes fast besluttede på ikke at gentage, hvorfor Pilgaard i årevis måtte lide den tort at blive hovedmistænkt i samtlige film, han medvirkede i.

Troels Lyby og Sofie Gråbøl i ‘Anklaget’.

1. ’Anklaget’

Vi kommer inden længe til at fortælle hele historien om det opsigtsvækkende ’Anklaget’-twist gennem instruktør Jacob Thuesen, manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson og hovedrolleindehaver Troels Lybys ord, så her skal vi blot understrege, hvor kompromisløst de tre herrer iscenesatte den uventede drejning i Thuesens debutfilm som instruktør.

Lyby og Sofie Gråbøl spiller et ægtepar, der sammen har teenagedatteren Stine og lever et normalt middelklasseliv, indtil datteren lukker sig mere og mere om sig selv. Over for skolepsykologen fortæller hun, at hendes far misbruger hende seksuelt, men han overbeviser dommeren om sin uskyld og sættes fri, mens vi i stigende grad sympatiserer med ham, efterhånden som hans venner og omgivelser tager afstand.

Det er den klassiske historie om den uskyldigt forfulgte, tænker man, for man er kommet så tæt på svømmelæreren og hans krakelerende tilværelse, at filmen umuligt kan underminere vores tillid til ham. Tror man. Indtil den gør det – og efterlader én fuldstændigt chokeret, mens man gennemspiller filmen for ens indre blik for at granske Henriks opførsel gennem hele forløbet.

Slutningen gør ’Anklaget’ til en af de mest dystre – og mest oversete – danske film i nyere tid.

Læs også: De 12 vildeste (internationale) plottwist i dette årti

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold