Casper & Frank om ny stil i ’Klovn’: »Vi blev trætte af at se 45-årige mænd løbe rundt i bar røv«

Casper & Frank om ny stil i ’Klovn’: »Vi blev trætte af at se 45-årige mænd løbe rundt i bar røv«
Frank Hvam og Casper Christensen under Copenhagen TV Festival.
Foto: Ernst Tobisch / Copenhagen TV Festival
Casper Christensen og Frank Hvam er i den nye sæson ’Klovn’ bevidst gået uden om den tabuflirtende seksuelle humor, der kendetegnede de to spillefilm. Det fortalte de under Copenhagen TV Festival, hvor de dog også så tilbage på de scener, som har været mest grænseoverskridende for dem at lave. De involverer en voksenble og en finger i røven.

De fleste forbinder ’Klovn’ med tåkrummende situationskomik og en grænseoverskridende humor, der blev taget til et helt nyt niveau i de to film ’Klovn: The Movie’ og ’Klovn Forever’. Nærbilleder af en 12-årig knægts mikropenis og Caspers de facto-voldtægt af en uvidende Mia med Franks samtykke satte nye standarder.

I vores anmeldelse af de tre første afsnit af den nye sæson ’Klovn’ savnede Thomas Spejlborg Sejersen noget af universets grænseoverskridende smerte (han er siden blevet mere begejstret med fem stjerner til seneste afsnit), men faktisk er Casper Christensen og Frank slet ikke gået efter at nedbryde nye grænser i den første omgang ’Klovn’ siden 2009.

»Vi er meget bevidste om, at vi ikke ville starte sådan et tabukapløb i den her sæson«, fortalte Frank Hvam, da han og Casper Christensen blev interviewet under denne uges Copenhagen TV Festival.

»Vi var interesserede i nogle andre ting. Vi var interesserede i, at sæsonen afspejlede, at vi var blevet ældre (…). Nu så vi lige klippet fra ’Slikræven’ (afsnit 4 i den nye sæson, red.), som jo handler om den modne mand, der gerne vil anerkendes i sit lokalområde. Vi ved jo, at mænd i vores alder kan finde på at melde sig som antenneforeningsformand. Man vil gerne være noget for fællesskabet! Det er sådan en historie, vi ikke kunne fortælle for 10 år siden«.

Chokeffekten kørt i bund

Casper Christensen tilføjede, at han mener, at tiden er løbet fra den form for humor, der måske i højere grad dominerede ’Klovn’ tidligere.

»Man har set chokeffekten og det frække og den lidt for voldsomme seksuelle humor – den er kørt og også kørt i bund. Vi havde lyst til at vise noget andet. Vi var selv blevet trætte af at kigge på det. Og det skal man lytte efter. At se flere 45-50-årige mænd, der forsøger at knalde og løber rundt i bar røv – nu kunne vi sgu ikke mere«, sagde han.

»Vi kan godt selv mærke, at der skal noget andet på, at det er noget andet, vi skal arbejde med. Vi skal ikke bare prøve at være så frække eller sjofle eller grænseoverskridende som muligt. Tiderne skifter en lille smule«.

Frank Hvam og Casper Christensen i ‘Klovn’ sæson 7.

Særligt én oplevelse gjorde det tydeligt for Frank Hvam, at han havde brug for en pause fra den kropslige blotlægning.

»Så længe folk skriger af grin, er det jo sjovt. Men på et tidspunkt bliver både vi og publikum trætte af det. Jeg kan huske i ’Klovn Forever’, hvor der er nogle rigtigt sjove scener, men der er da også en scene, hvor jeg ligesom får min penis fanget i en drømmefanger«, fortalte han.

»Og man sidder til premieren, og man kan tydeligt se min penis hænge fast i den drømmefanger – jeg har selvfølgelig gjort det, fordi jeg ville gøre det ægte. Og der kom kun sådan lidt tøhø rundt omkring i salen. Der vidste jeg bare, det kommer jeg ikke til at gøre lige med det samme igen. For det skal bare være super sjovt, når man stikker sin tissemand ind i en drømmefanger«.

Annonce

En finger i røven

Det var derfor nærmest med en vis nostalgi, at Casper Christensen og Frank Hvam så tilbage mod nogle af de scener, der har været mest grænseoverskridende for dem at indspille gennem ’Klovn’-tiden.

For Frank Hvam gjaldt det sidste afsnit i sæson 6, ’Falsk lorte alarm’.

»Jeg skulle skifte ble på den dame, der spiller Bodil, som er lam. Trine i virkeligheden – en skøn spiller. Men altså, det var voldsomt. Det var voldsomt for hende og voldsomt for mig, for vi kommer jo tæt på hinanden, og jeg står der og hiver i hendes underbukser og skal have en ble på hende. Samtidig skulle jeg jo også spille, at jeg syntes, det var ulækkert. Det syntes jeg ikke nødvendigvis, det var. Det var bare en svær situation for hende og mig«, fortalte han til stor latter i salen.

Det fik Casper Christensen til at tænke på den berømte scene fra ’Klovn The Movie’, hvor Casper under deres tour de fiss dyrker sex med den lokale kvinde Ronja, og han beder Frank, der også er i sengen, til at stikke en finger op i røven på hende.

»Det er ret grænseoverskridende. Der er meget, meget varmt den dag, og det er et lille bitte rum, og vi har ikke noget tøj på. Alle sveder, og lige pludselig er det, som om vi ligger og knalder. Sådan føles det altså«, fortalte Casper Christensen.

»Det var den lugt, der var i rummet«, supplerede Frank Hvam.

Casper: »Ja, hele stemningen. Og at jeg så skulle sige: ’Frank, for helvede, stik en finger i røven på hende’«.

Frank: »Jeg plejer at være god til ikke at grine, men fordi jeg ikke var 100 procent i centrum, og det var Casper, der var i centrum – så grinede og grinede og grinede jeg og ødelagde det ene take efter det andet. Og du blev mere og mere forbitret, for du ville gerne have den i kassen og komme ud«.

Casper: »Ja, jeg ville gerne ud og have noget frisk luft… Men det er det gode ved Frank, du stikker jo fingeren ind i røven på hende, faktisk«.

Frank: »Nej, jeg stikker ikke fingeren ind i anus på hende, det gør jeg ikke, men det er rigtigt, at jeg finder et punkt på balden, indersiden af balden«.

Casper: »Dyb dyb inderside, vil jeg sige. Kan man ikke sige det?«.

Frank: »Ronja og jeg havde aftalt, hvor min finger sådan cirka skulle lande«.

Casper: »Jeg kan i hvert fald sige, at jeg så Frank stå og klippe negle inden taket«.

Frank: »Det er rigtigt. Vi skulle ikke have en ulykke. Og det er rigtigt, at jeg trykker hårdt fat, for jeg skal også være sikker på, at fingeren bliver på det punkt, hvor jeg har sat den, så den ikke pludselig smutter. Det var en utroligt delikat scene. Men den blev gudskelov utroligt morsom, og så er alt godt«.

Små katastrofale problemer

Den slags scener kan ’Klovn’-fans dog skyde en hvid pil efter i den nye sæson, der meget sigende bærer undertitlen ’Tilbage til hverdagen’.

Det var netop den diminutive hverdagskomik, makkerparret savnede efter to film, hvor det skulle handle om liv og død.

»Vi savnede at beskæftige os med nærmest ingenting. Og lade helt små problemer udvikle sig katastrofalt. Det kan man i tv-serien. Man kan ikke lave en film om en mand, der maler på en kop. Men man kan godt lave det til et afsnit«, sagde Frank Hvam under Copenhagen TV Festival.

Fravalget af det seksuelt tabubrydende betyder dog ikke, at der er slækket på ambitionerne med de 10 nye afsnit. Hvam og Christensen er bevidste om, at forventningerne er højere end nogensinde før.

»Man skal passe på med at tænke for meget over, hvad publikum gerne vil have, men holde fat i, hvad der startede det, nemlig hvad synes vi er fedt«, sagde Casper Christensen, mens Frank Hvam slog fast:

»Selvfølgelig skal et godt afsnit ’Klovn’-afsnit næsten være endnu bedre end i gamle dage for at få samme impact, hvor man sidder og snakker om det i frokostpausen på arbejdspladsen dagen efter«.

Læs også: Ét billede i det nye ‘Klovn’ var for grov kost til TV 2

Læs også: Anmeldelse af det nye afsnit ‘Klovn’ – ‘Slikræven’ kan måle sig med de bedste gennem tiden