De 20 største øjeblikke i de syv ’Game of Thrones’-sæsoner rangeret – fra kæberaslende twists til legendariske flammetaler

De 20 største øjeblikke i de syv ’Game of Thrones’-sæsoner rangeret – fra kæberaslende twists til legendariske flammetaler
Jaime Lannister (Nikolaj Coster-Waldau) i 'Game of Thrones'.
Foto: Macall B. Polay/HBO
Chokerende dødsfald, grundvoldsrystende afsløringer, storslåede actionscener og glødende flammetaler. ‘Game of Thrones’ er en perlerække af øjeblikke, vi aldrig glemmer. Forud for ottende og sidste sæson rangerer (og spoiler!) vi de 20 største.

20. Daenerys får The Unsullied

Sæson 3, episode 4: ‘And Now His Watch Is Ended’

Kvindehaderen Kraznys stod for skud, da Daenerys ytrede sit første, frydefulde ‘dracarys’. Den slimede slavehandler, der havde kaldt dragemoderen for alverdens valyriske ukvemsord i episoderne op til, troede, at han lige havde erhvervet sig Drogon i bytte for Unsullied-hæren. I stedet beordrede Dany straks sin nye hær til at erobre Astapor – og Drogon til at flammegrille Kraznys levende. Hun gjorde det endda på valyrisk for at understrege, at hun hele tiden havde været et skridt foran. Boss.

19. Shireen går op i røg

S5E9: ‘The Dance of Dragons’

Bedst som vi var begyndt at bløde op over for stivstikkeren Stannis, gjorde han dette. Vi vidste godt, at hans blinde tro på Melisandre kunne drive ham til at gøre frygtelige ting, men at han ligefrem kunne finde på at brænde sin egen datter, havde de færreste nok troet. Den helt store tragedie er, at man faktisk tror på, at han elskede hende (og omvendt), hvilket deres hjerteskærende sidste scene sammen også bar præg af.

Her fortalte han hende, at hvis en mand skal være tro mod sig selv, må han fuldføre sin skæbne, uanset hvor meget det piner ham. Og kærlige, renhjertede Shireen opmuntrede ham, bestyrkede ham i hans beslutning, uden at vide hvad hun gik ind til. Det bliver kun værre af, at ritualet tilsyneladende virkede. Sneen smeltede, så Stannis’ mænd kunne ride videre mod Winterfell.

Stannis tabte ikke, fordi blodmagien ikke virkede, men fordi det var mere, end hans mænds moral kunne holde til. Og en sidste tanke: Hvis Melisandre har ret i, at »only death can pay for life,« var Shireen så prisen at betale for, at Jon Snow kunne blive genoplivet? Og hvad ville du i så fald have valgt?

18. Tyrion dræber Tywin (på toilettet)

S4E10: ‘The Children’

Tyrion fik forløsning for et livslangt faderkompleks, da han under sin killing spree i The Red Keeps mørke korridorer fandt Tywin Lannister siddende på das. Magtforholdet mellem de to var vendt på hovedet: Tywin befandt sig i en ydmygende position, mens Tyrion havde magten i form af en armbrøst. Tywin forsøgte at smyge sig ud af situationen, som han havde gjort så ofte før. »Du er min søn«, gentog han flere gange og talte om sin respekt og beundring for Tyrion.

Men Tyrion bed ikke på: »Jeg er din søn, og du dømte mig til døden. Du vidste, jeg ikke forgav Joffrey, men du dømte mig alligevel«, sagde han og gennemborede sin fars iskolde hjerte med to harmdirrende pile, hvorefter han vendte King’s Landing og familienavnet ryggen. Et vendepunkt for en af seriens bedste karakterer og et poetisk retfærdigt farvel til en anden.

17. Daenerys angriber Jaimes hær

S7E4: ‘The Spoils of War’

Den måske svageste ‘Thrones’-sæson hidtil gav os et af seriens allerbedste afsnit i form af ‘The Spoils of War’, der først og fremmest huskes for Daenerys’ frontalangreb på Jaimes kavaleri. Slaget var en storslået symfoni af suspenseopbygning, stemningsmusik og kreativ kameragang, der legede med vores i forvejen konfliktfyldte følelser.

For hvem holdt vi egentlig med: Daenerys, Drogon og dothrakierne eller fanfavoritterne Jaime og Bronn? Største øjeblik? Da den stormløbende dothrakihorde dukker op over bakkekammen, efterfulgt af Drogon og Daenerys, der skyder slaget i gang ved at riste et dusin Kingsguard-mænd.

16. Viserion dør (og genopstår (og vælter muren))

S7E6: ‘Beyond the Wall’

Lad os for en stund lige glemme, hvor tåbelig hele planen var (lad os bringe en wight til Cersei og håbe, det ændrer hele hendes verdensopfattelse, det virker da overhovedet ikke usandsynligt i betragtning af, at hun allerede har en fucking zombie som personlig livvagt). Lad os lige glemme, hvor ulogisk det var, at Daenerys ikke bare fløj med i første omgang, når hun åbenbart var parat til at hoppe på den første den bedste drageafgang ved første tegn på problemer (hvad havde du regnet med?). Lad os lige glemme, hvor hurtigt ravne øjensynligt flyver i Westeros.

Der var meget, der ikke gav mening i den vanddelende sæson 7-episode ‘Beyond the Wall’. Men den gav os nogle af de mest filmiske og spektakulære billeder i seriens historie, da Daenerys og hendes drager kom Jon Snow og kompagni til undsætning i 11. time. Men redningsmissionen fik en høj pris, da The Night King greb sit isspyd og jog det igennem den flyvende Viserion, der faldt og sank gennem isen. Senere i episoden blev han bjærget af den døde hær, og ved The Night Kings berøring åbnede han atter sit frostblå øje. Det banede vejen for sæsonfinalens cliffhanger, hvor den genopstandne White Flyer angreb – og væltede – muren.

15. Blackwater Bay i (grønne) flammer

S2E9: ‘Blackwater’

Slaget ved Blackwater var det første store slag i ‘Game of Thrones’, og det er stadig et af de bedste. Senere slag har budt på dyre drager, fancy special effects og langt flere statister, men få har haft samme stramme fokus (hele afsnittet var dedikeret til King’s Landing) og moralske kompleksitet som Blackwater-slaget.

På den ene side ønskede vi brændende at se Joffreys hoved på en pæl, på den anden side vidste vi, at en Stannis-sejr ville varsle ilde for Sansa og Tyrion. Der er masser af øjeblikke at fremhæve: The Hounds udvandring med udgangsreplikken »fuck the king!«, Joffreys kujonagtige stikken halen mellem benene og Tyrions flammetale til tropperne. Men prisen går til Kingsguards overraskelsesangreb, da de stak wildfire på havet, og de grønne flammer opslugte det meste af Stannis’ flåde, inklusive Davos’ søn.

14. The Mountain vs. The Viper

S4E8: ‘The Mountain and the Viper’

Åh, Oberyn. Du strøg ind i vores hjerter på dine dansefødder, stjal hver eneste scene du var med i, og så skulle du absolut blive kæphøj. Oberyn, fjerde sæsons karismatiske gæstestjerne, havde fældet Bjerget, der blot lå og ventede på det dræbende stød efter at være blevet udmanøvreret af hugormens balletagtige teknik.

Men Oberyn ville have ham til at tilstå sine synder, så han cirklede omkring Bjergets kæmpemæssige korpus og gentog »You raped her! You murdered her! You killed her children!« Desværre glemte han at holde behørig sikkerhedsafstand, så The Mountain fik fat i hans ankel, slog hans tænder ud og knuste hans kranium, indtil det eksploderede. Ak.

13. Purple Wedding

S4E2: ‘The Lion and the Rose’

Ah, dengang vi alle sammen jublede, som om Danmark havde vundet VM i fodbold, fordi en forskræmt dreng led en smertefuld død. Good times. Vi havde brug for denne revanche efter Red Wedding, og det var frydefuldt at se ondskabens inkarnation kløjes i sin forgiftede vin, lige efter at han havde ydmyget både Sansa og Tyrion. Det kom ud af ingenting, allerede i andet afsnit af sæson 4, men sekvensen var fremragende eksekveret og satte scenen for resten af sæsonen.

12. Jaime og Brienne tager et varmt bad

(S3E5: ‘Kissed by Fire’)

Jaime Lannister var vel nok den mest forhadte ‘Thrones’-karakter i første sæson efter sit mordforsøg på Bran og mange syrlige bemærkninger til Ned Stark. Det ændrede sig i sæson 3, hvor han tog på roadtrip sammen med Brienne. Han mistede sin sværdhånd undervejs (det var med på bruttolisten til denne artikel), men fik til gengæld moralsk oprejsning, ikke mindst i denne dampende dialogscene fra ‘Kissed by Fire’, hvor han gav sin version af historien om dengang, han stak Mad King Aerys i ryggen og sikrede sig det nedsættende øgenavn ‘Kingslayer’.

»Tell me, if your precious Renly commanded you to kill your own father and stand by while thousands of men, women and children burned alive, would you have done it? Would you have kept your oath then?« spurgte han Brienne, inden han dejsede om i hendes arme. »Help, the Kingslayer!« råbte den nøgne krigerinde, men manden i hendes favn rettede hende: »Jaime. My name is Jaime«. Smukt skrevet og smukt spillet af Nikolaj Coster-Waldau, som havde fortjent en Emmy det år.

11. Jon Snows død

S5E10: ‘Mother’s Mercy’

Glem Ned Starks halshugning, glem Red Wedding – ‘Game of Thrones’ har aldrig chokeret mig personligt, som den gjorde med Jon Snows død. I cirka fem minutter altså. For man skulle ikke google rundt ret længe, før man indså, at hans død næppe var permanent. Det tager naturligvis lidt fra øjeblikket sådan retrospektivt set (og ikke mindst tager det noget fra hans senere genopstandelse). Men lige da det skete? Damn.

10. Cerseis bodsgang

S5E10: ‘Mother’s Mercy’

»Shame! Shame! Shame! Shame!« Blottet, blodig og beskidt. Cersei var afklædt i mere end én forstand, da hun gik sin ulideligt lange spidsrodsgang gennem King’s Landing, mens pøblen kastede ukvemsord, tomater og latriner i hovedet på hende. Sekvensen var svær at se på, og den opnåede noget ganske usædvanligt: Den fik os til at føle (midlertidig) medlidenhed med Cersei Lannister.

9. Jaime skubber Bran ud af vinduet

S1E1: ‘Winter Is Coming’

»The things I do for love«. Med de udødelige ord skubbede Jaime Lannister klatretrolden Bran ud af tårnvinduet, efter at den lille lurer havde overværet Jaime og Cerseis family style doggy style. Det var det øjeblik, de fleste tog med fra et pilotafsnit, hvor vi kæmpede for at holde rede på de mange mærkelige navne og nye ansigter, og for mange af os var det den cliffhanger, der holdt os hooked i de næste par afsnit. Samtidig blev det afsættet for både Brans forvandling til den treøjede ravn og for Jaimes senere syndsforladelse.

8. Battle of the Bastards

S6E9: ‘Battle of the Bastards’

Hvordan vælger man ét øjeblik fra dette vanvittigt medrivende slag, som varede næsten et helt afsnit?

Tager man det ikoniske billede af Jon Snow, ensom og til fods over for Ramsays hesteridende hær? Tager man det simulerede one-take, der viser slagets blodige, beskidte brutalitet i al sin gru? Tager man Jon Snows nærdødsoplevelse (nummer 213) under en dynge af kroppe? Tager man den rene katharsis, da Jon, som den badass han er, parerer Ramsays pile og banker ham til pulled pork? Eller skal man helt om på den anden side af slaget til Sansas søde hævn, da hun serverer Ramsay for hans egne hunde? Nej, man snyder sgu og tager hele sekvensen med i ét punkt.

7. Tyrions tale i retten

S4E6: ‘The Laws of Gods and Men’

»I did not kill Joffrey, but I wish that I had! Watching your vicious bastard die gave me more relief than a thousand lying whores! I wish I was the monster you think I am. I wish I had enough poison for the whole pack of you, I would gladly give my life to watch you all swallow it!«

Man får næsten gåsehud bare af at skrive det. Det var en udsøgt tilfredsstillelse, da Tyrion endelig fik nok af King’s Landings løgnagtige hyklere og opgav at gøre gode miner til slet spil. Brormand Jaime havde ellers fået mingeleret det sådan, at Tyrion ville blive benådet og sendt til muren, hvis/når han blev kendt skyldig, men til sidst kunne Tyrion ikke udstå yderligere ydmygelser og forlangte en trial by combat. Peter Dinklage har haft mange gyldne øjeblikke som Tyrion, men denne monolog, spyttet ud med indædt, indestængt vrede, er svær at toppe.

6. Cersei sprænger Sept of Baelor i luften

S6E10: ‘The Winds of Winter’

Hvordan kommer man efter en actionsekvens som Battle of the Bastards? Man gør som sæson 6-finalen ‘The Winds of Winter’, der bygger langsomt, sikkert og poetisk op til et chokerende øjeblik, nemlig eksplosionen i The Great Sept of Baelor. Med ét smæk fik Cersei gjort det af med en håndfuld af sine fjender, herunder Margaery, Mace og Loras Tyrell, Lancel og Kevan Lannister og Ypperstespurven. Desværre drev hun så også sin Kong Tommen i døden. Men hey, så var tronen i det mindste ledig.

5. Slaget ved Hardhome

S5E8: ‘Hardhome’

White Walkers’ overraskelsesangreb ved fiskerlejet Hardhome er en af de bedste actionsekvenser i hele serien, fra den klaustrofobiske suspense i stilheden før stormen til Jon Snows første drab på en White Walker. Mest ikonisk er dog de afsluttende sekunder, hvor Jon Snow og hans decimerede hær sejler i sikkerhed, mens The Night King, uden at blinke med de isblå øjne, hæver armene og genopliver alle de døde – heriblandt Birgitte Hjort Sørensens Karsi – som zombieficerede wights til sin samling. Sjældent har det set sortere ud for menneskeheden.

4. Hold the door!

S6E5: ‘The Door’

Hårrejsende action og mesterligt forudseende historiefortælling smeltede sammen i sæson 6-episoden ‘The Door’. Her fik vi Hodors tragiske forhistorie serveret, simultant med at The Night King og hans horde af wights invaderede grotten under træet og dræbte den treøjede ravn. Bran, der var midt i et syn, spaltede sin bevidsthed mellem fortid og nutid og fik uforvarende skabt en forbindelse imellem de to, som drev den unge Wylis (Hodor) fra forstanden.

»Hold the door«, skreg han igen og igen, indtil ordene blev afsnubbet til det eneste ord, han nogensinde skulle komme til at sige igen. Så mens (gamle) Hodor holdt døren og gik i døden for sine venner, lærte vi, hvordan drengen Wylis blev til halvhjernen Hodor. Fik jeg nævnt, at Brans kæmpeulv Summer også nåede at ofre sig for sine venner undervejs? Åh, mit hjerte!

3. Dragerne fødes

S1E10: ‘Fire and Blood’

Første sæson sluttede med seriens måske mest ikoniske billede til dato: En kjoleklædt kvinde træder ind i bålflammerne, som er ved at opsluge hendes mands jordiske rester. Da flammerne dør ud, sidder den samme kvinde, nøgen, men uskadt,på den forkullede jord, mens tre spæde drager smyger sig ind til hende. Hun rejser sig fra asken, og alle de forsamlede mænd og kvinder kaster sig på knæ for deres khaleesi, deres dragemoder, mens dragen på hendes skulder skriger med på temamusikken. Sådan slutter man en sæson.

2. Ned Stark taber hovedet

S1E9: ‘Baelor’

Øjeblikket hvor ‘Game of Thrones’ ændrede reglerne. Ned Stark var den altoverskyggende hovedperson i den fabelagtige første sæson. Han var vores fikspunkt, vores emotionelle anker, vores helt. Før han mistede sit hoved, kunne den slags karakterer ikke dø på tv-skærmen. Det var en del af kontrakten mellem serie og seer: Uanset hvad der skete, ville hovedpersonen ikke dø, i hvert fald ikke før til allersidst.

Ned Starks død – den uundgåelige kulmination på sæsonens politiske rænkespil – viste os, som ikke havde læst bøgerne, at ‘Game of Thrones’ ikke var til sinds at følge reglerne. Det var en serie, hvor alt kunne ske, og ingen var fredet – selv ikke helten. Hvilket vi blev mindet om igen to år senere…

1. Red Wedding

S3E9: ‘The Rains of Castamere’

Sjældent har et serieafsnit sat ild i de sociale medier som ‘The Rains of Castamere’, det næstsidste afsnit i tredje sæson. To sæsoner efter at Ned Stark mistede sit hoved, blev hans førstefødte søn offer for et lignende forræderi, da Roose Bolton og Walder Frey indgik en uhellig alliance med Tywin Lannister og faldt Robb og Catelyn i ryggen til Edmure Tullys bryllup.

Sekvensen var et suverænt crescendo, der byggede op til øjeblikket, hvor orkestret slog tonerne an til Lannisters slægtssang, og Catelyn anede uråd og opdagede brynjen under Roose Boltons gevandter. Hvad der efterfølgende skete, vil vi aldrig glemme.

Find hele vores ‘Game of Thrones’-optakt HER.

Læs også: En bøn til ‘Game of Thrones’ før finalen: Glem ikke, hvad der gjorde dig god

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold