‘Friends’-skabere afslører de afsnit, de fortryder mest

I denne måned kan den evigt populære tv-serie ’Friends’ fejre 25-års-jubilæum. Selvom serien i de senere år er blevet anklaget for homofobi og fatshaming, er det nogle helt andre jokes, seriens skabere fortryder i dag.

Ikke alle 236 afsnit er gået over i historien som pletskud. Det indrømmer seriens hovedforfattere Martha Kauffman og David Crane i et interview med The Hollywood Reporter:

»Nogle [afsnit] er bedre end andre«, siger David Crane.

Men det er først og fremmest kvaliteten af visse jokes, de skammer sig over. Mest tåkrummende finder de to afsnit, der begge har den småskøre hippietype Phoebe som hovedperson.

I det ene er Charlie Sheen gæstestjerne som Phoebes gamle flamme, der er marinesoldat. Men i stedet for en hed genforeningsweekend med den uniformsklædte herre, rammes begge af skoldkopper og får tapet ovnhandsker fast med gaffatape:

»Det krævede rigtig meget omskrivning at få det til at fungere«, fortæller Martha Kauffman.

Derudover er det succesfulde makkerpar ikke tilfredse med afsnittet, hvor Phoebe falder for en mand, spillet af David Arquette, der stalker hende, fordi han tror, hun er tvillingesøsteren Ursula.

»Det er meget sværere for mig at nyde de gode øjeblikke, når der er tidspunkter i serien, hvor jeg tænker: ’Du godeste, lod vi det der ske? Vi lavede det der«, fortsætter Kauffman.

David Crane fortæller, at de specifikke scener ikke som sådan har sat sig fast i hukommelsen, men at han af og til falder over et afsnit og tænker: »Wow, virkelig? Var det det der, vi satsede på? Vi kunne ikke lige være blevet 10 minutter længere for at finde på en bedre joke?».

Læs også: ‘Breaking Bad’-film er forbeholdt fans, fastslår skaber Vince Gilligan

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold