SHITSTORM-ÅRTIET: Publikums værste fordomme blev hængt til tørre – men vi blev faktisk også klogere

SHITSTORM-ÅRTIET: Publikums værste fordomme blev hængt til tørre – men vi blev faktisk også klogere
Michael B. Jordan som Black Panther og Brie Larson som Captain Marvel.
Twitter-storme, forhastede fyringer og »cancel«-kultur skyllede ind over Hollywood i et årti, hvor diversitet for alvor kom i fokus. Debatter om LGBTQ-repræsentation, ligestilling og race på skærmen affødte alt fra vild jubel til vild retorisk forvirring (hvem kalder hvem hvad, og må de overhovedet det??) og foruroligende troldekampagner. Så hvor står vi nu?
SHITSTORM-ÅRTIET: Publikums værste fordomme blev hængt til tørre – men vi blev faktisk også klogere
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder på Soundvenue

FARVEL TIL 10’ERNE. Privilegieblindhed. Repræsentation. Cancel culture. White-washing. Toxic fandom. Ligestilling. Krænkelseskultur.

Film- og serieland sydede af identitetspolitiske nøgleord i 10’erne, idet de skyklapper, mainstream-Hollywood havde smidt i popcornsbøtten på publikums regning, blev flået af, og Twitter-opråb fra marginaliserede grupper borede en pæl igennem antagelsen af, at kunsten afspejler det samfund, den udspringer af.

Harvey Weinsteins episke fald fra Olympen kickstartede et historisk opgør med seksuelle krænkelser og sexchikane, der udstillede branchens systematiske misogyni og hykleri (»See no evil, hear no evil!«), og diversitetsfokusset tvang både studiebosser og os i sofaen til at kaste et grundigt blik i spejlet og tjekke egne bias og blinde vinkler. Det satte SoMe-empatien på sin hidtil største prøve: Fanmiljøerne splittede op i opponerende grupperinger med aggressive ejerfornemmelser over fiktive karakterers outfits, hudfarve og køn,  og reaktionære klummeskribenter himlede op om skuespilfagets »knæfald« for LGBTQ-repræsentationsdebatterne.

Alt imens kvindelige stemmer i #MeToo-diskussionerne rask væk blev stemplet som »feminazier« af mandlige skeptikere, der i hvert fald aldrig selv personligt havde klappet nogen i røven (når kommende generationer slår op under »manglende situationsfornemmelse« i synonymordbogen vil de blive mødt med »#NotAllMen«), og man på Twitter »aflyste« både krænkere og de kendisser, der udviste mindre woke adfærd i offentligheden (der gemmer sig et oplagt ’Black Mirror’-afsnit).

Scarlett Johansson i ‘Ghost in the Shell’.

Årtiets ufrivillige poster-girl for Hollywoods privilegieblindhed Scarlett Johansson blev cancelled ad flere omgange: Først i 2016 da hendes hovedrolle i filmatiseringen af den japanske manga-tegneserie ’Ghost in the Shell’ affødte fordømmelse af Hollywoods systematiske white-washing af asiatiske karakterer. Og igen i 2018, da skuespilleren takkede ja til rollen som transmand i filmen ’Rub and Tug’ (fra samme instruktør som på ’Ghost in Shell’, intet mindre).  To ægte møgsager, som Løkke ville have sagt det – og de spydige Twitter-tirader blev ikke just færre, da skuespilleren senere forsvarede krænkelsesanklagede Woody Allen.

’Girls’-skaberen Lena Dunham blev ligeledes kritiseret, da en række gamle (og slettede) tweets med racistiske formuleringer dukkede op og bekræftede kommentarsporskritikere af ’Girls’-castets whiteness i, at Dunham havde et problem med navnlig farvede kvinder. En teori, der kun fik vind i sejlene, da Dunham forsvarede en mandlig kollega mod krænkelsesanklager fra en farvet kvinde – og kollegaen viste sig at være skyldig. Komiker Kevin Hart trak sig som Oscar-vært i 2018, da gamle tweets af homofobisk karakter så dagens lys, og ’The Guardians of the Galaxy’-instruktør James Gunn blev fyret af Disney-ejede Marvel, da et deep-dive i hans Twitter-historik afslørede grove jokes om transpersoner og pædofili, postet tilbage i 00’erne inden karrieren tog fart.

Homokærlighed og superhelte sejrede

Kulegravningen af Hollywoods manglende race- og LGBTQ-repræsentation i mainstreamkulturen, og reducering af homoseksualitet til punchlines i drengerøvsdialoger, var velkomment og længe ventet, og fokusset har vitterligt revolutioneret branchen – pyt så med, om ældre producenters nyfundne wokeness for nu drives af rent kommercielle interesser, for samfundseffekten af diversificeringen kan ikke undervurderes for særligt yngre publikummers sociale forståelse.

’Ghost in the Shell’s whitewashing-backlash ramte også Marvel-serien ’Iron Fist’ og superheltefilmen ’Dr. Strange’, der begge havde castet hvide skuespillere som karakterer med asiatiske aner, og ’Rub & Tug’-kontroversen understregede behovet for at diskutere, hvad det betyder for seernes opfattelse af og fordomme imod marginaliserede grupper, at selvsamme grupper ikke får mulighed for at repræsentere sig selv på skærmen.

Genoplivningen af ’Shaft’ med Samuel L. Jackson fra 2018 blev mødt med en storm af kritik for sin 90’er-bedagede skildringer af homofobisk sort maskulinitet og internt stigma i minoritetsmiljøer – en tendens, hvis samfundsproblematik er blevet vigtigt belyst af både Oscar-vinderen ’Moonlight’ og Aziz Ansari-serien ’Master of None’. Og det er utænkeligt, at superstjernen Bradley Cooper i ’The Hangover’ havde brugt ordet »faggot«, hvis monsterkomediehittet (der blot er fra 2009) var blevet lavet i dag. Lige så utænkeligt er det, at Cooper ikke også selv ville have gjort personlige indsigelser imod replikken.

Henrik Holm og Tarjei Sandvik Moe i ‘Skam’ sæson 3.

Twitter viste sig som et uvurderligt redskab til at råbe Hollywood op med en volumen, der ikke kunne ignoreres på direktionsgangene, samtidig med at en hær af nye – og nytænkende – filmmagere med vidt forskellige baggrunde bragte friske perspektiver til lærredet i både små og store formater; Som Jordan Peeles boxoffice-succesfulde racegysere ’Get Out’ (slet og ret årtiets vigtigste film) og ’Us’, Boots Rileys syrede indiesatireperle ’Sorry to Bother You’, førnævnte ’Master of None’, Phoebe Waller-Bridges kvindedrevne serieåbenbaringer ’Fleabag’ og ’Killing Eve’, og Lena Waithes ghettodramaserie ’The Chi’.

De allerstørste triumfer fik hjerterne at flyde over:

’Black Panther’, ’Wonder Woman’ og ’Captain Marvel’ og endelig ’Crazy Rich Asian’s gigantsucceser ved billetlugerne manede bias om, at film om sorte og kvindelige superhelte såvel som rent asiatiske casts – instrueret af sorte, kvinder og asiater – ikke har bred blockbuster-appel.

Homokærlighed prægede nogle af årtiets bedste romancer på film og tv, fra ’Moonlight’ (hvis Oscar-sejr over kridhvide, Hollywood-klassiske ’La La Land’ ikke kan undervurderes på signalværdi) til nyklassikerne ’Carol’ og ’Call Me By Your Name’, HBO-serien ’Euphoria’, Netflix-flagskibet ’Orange Is the New Black’ og ej at forglemme norske ’Skam’s fænomenale tredje sæson, hvori Isak og Evens spirende forhold sendte uimodståelige skyer af forelskede sommerfugle direkte ud af NRK-appen og ind i vor vinterkolde nordiske sjæle.

Og transskuespillerne i Ryan Murphys banebrydende serie ’Pose’, breakout-talentet Hunter Schafer i ’Euphoria’ og de danske webserier ’Ondt i røven’ og ’Yes No Maybe’ slog tilbage imod forkølede brancheundskyldninger om, at det ikke er til at opdrive talentfulde transskuespillere til større roller.

Men sideløbende med landvindingerne afdækkede både sejre og SoMe-shitstormene en foruroligende trend i onlinedebatten.

Én gang Twitter-idiot, altid idiot

James Gunn vendte tilbage, da Marvel genansatte ham efter ramaskrig fra fans (der retmæssigt påpegede det paradoksale i, at moderselskabet Disney selv kontinuerligt har gjort sig skyldig i racestereotypificeringer og homoundertrykkelse i sine tegnefilmproduktioner), og det skorter heller ikke på projekter i hverken Kevin Hart eller Scarlett Johanssons kalendere.

Men ikke desto mindre tegnede de mest vokale kritikeres kontante afskrivning af de skyldiges inderste moral et ærgerligt billede af, at undskyldninger og forsøg på at lære af egne fejl potentielt ikke betyder en flyvende fis for SoMe-domstolens vilje til at tilgive, når først et tilfælde af galoperende un-wokeness er blevet identificeret.

Én gang Twitter-idiot, altid idiot. Og hvorfor skulle man så i fremtiden overhovedet forsøge at bygge broer?

Det samme gjorde sig gældende debattører imellem: Mens nogle gik i kødet på Johansson, Dunham og co. angiveligt med henblik på at gøre verden til et bedre sted, ét fældet Hollywood-fjols ad gangen, blev kritikerne selv kritiseret og hånet af dem, der »ikke orkede« mere politisk korrekthed eller »angreb« på ytringsfriheden (jævnfør retten til at kalde andre debattører for bøsserøve, beta-males og sindssyge kællinger).

Vildfarne feminister slut-shamede Wonder Womans korte skørter ud fra misforståede fordomme om, at lækkerhed nødvendigvis devaluerer kvinders troværdighed som forbilleder (way to go, søsterskab), og rabiate grupper af mandlige tegneseriefans angreb omvendt Captain Marvels ’manglende’ femininitet, ansporeret af en grum hadekampagne mod den virkelige kvinde bag, Brie Larson. På samme konto blev ’Star Wars’-skuespilleren Kelly-Marie Tran ramt af toxic fandom-trolling i en grad, der fik hende til at kvitte Instagram og filmens instruktør Rian Johnson til Twitter-tasterne i modangreb mod de hooligans, Hollywoods årtilange leflen for nørdkulturen til dels selv havde været med til at nurse.

Claudia Kim som Nagini i ‘Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’.

Kulturkampen mellem den race, LGBTQ- og feminismeallergiske alt-right-fløj og deres fjendebillede på den progressive venstrefløj – social justice warriors – brølede, og selv Harry Potters mor J.K. Rowling blev trukket i ringen, da Voldemorts slange Nagini sprang ud som asiatisk kvinde i ’Fantastic Beasts and Where To Find Them’. Til stor forargelse blandt de Potter-heads, der mente, at castingen var et rendyrket SJW-move.

James Bond-fans fik deres dry martinis galt i halsen, da det blev annonceret, at den sorte skuespillerinde Lashana Lynch arver kodenavnet 007 i Daniel Craigs kommende og sidste Bond-film, ‘No Time to Die’, men det var intet imod den gakkelak Twitter-respons der eksploderede, da Disney offentliggjorde, at man havde castet den sorte skuespillerinde Halle Bailey til at spille Ariel i den kommende live-action-version af ’Den Lille Havfrue’, og fans oprigtigt talt fløj i totterne på hinanden over, hvordan havfruer ser ud – for alle og enhver ved, at de absolut ikke kan være mørke i huden, når nu det forlæg, som Disney allerede har omskrevet fra a-z, oprindeligt kom fra en dansk forfatter…

»Det er ikke noget, jeg har oplevet«

Hver en shitstorm har vist os, at forandring evig og altid kræver upopulære ’ofre’ aka. hvad der i det store hele som oftest er tegn på præcis det modsatte. Og erkendelsen af, at det moderne Hollywood ikke kan vente på tidligere årtiers langsommelige forandring i castingprocesserne, når en dominerede gruppe af hvide, heteroseksuelle mænd og kvinder har så massivt et privilegieforspring, har blottet publikums største personlige småligheder og fordomme (gerne indledt med et »nu er jeg ikke racist/homofob/kvindehader, MEN…).

Tomme tønder buldrer dog højest i ekkokamrene, og på vej ud af 10’erne har de fleste af os forhåbentlig lært at lytte lidt mere til hinanden og acceptere, at andres oplevelser og mærkesager ikke er mindre relevante eller troværdige, bare fordi vi ikke selv kan relatere os personligt til problematikken. Vi har lært, at konstateringen af, at »Det er ikke noget, jeg har oplevet«, ikke bør forveksles med et argument, uanset om samtalen handler om at føle sig stigmatiseret på grund af sin hudfarve, eller få stillet spørgsmålstegn ved sit køn.

Føler man sig automatisk kaldet til at gøre opmærksom på, hvor dybt uinteressante/latterlige man finder sine medmenneskers svære, hvis ikke direkte smertelige udfordringer i det samfund, vi alle deler, understreger det blot debatternes akutte relevans for fremtidige generationers rummeligheds skyld.

Hunter Schafer og Zendaya i ‘Euphoria’.

Diverse noble intentioner til trods, har Hollywood måtte lære på den hårde måde, at det ikke er videre woke at sætte sin lid til, at køns- og raceskævridningen i særligt blockbusters kan fikses ved at springe let og elefant henover reelt organisk karakterudvikling, der forvandler fremskridt til dovne markedsføringsmemes (ahem, ‘Avengers: Endgame’ og ‘Men in Black’).

Og vi i biografsædet har lært, at privilegieblindhed er en ting, selvom vi heroppe måske nok gik og troede, at vi var født med ligestillingsbriller på næsen. I samme åndedræt fandt vi også ud af, at det ikke nytter noget at slå hinanden oven i hovedet med begrebet, som var det et skældsord: At have flere privilegier end andre betyder selvsagt ingenlunde, at man er en snob eller racist, eller at man per default ikke har en stemme i debatter om dem, der har mindre. Langt de fleste mennesker vil forhåbentlig som udgangspunkt stadig andre mennesker det godt, uanset hvad utallige rødglødende kommentarspor måtte antyde om verdens generelle tilstand.

I det nye årti må der gerne blive plads til endnu mere forståelse for, at alle er meget mere end deres dårligste formuleringer eller platteste Twitter-jokes. At Lena Dunhams tonedøvhed ikke rokker ved, at ’Girls’ er årtiets vigtigste tv-værk i forhold til at fremme kropspositivitet og realistiske skildringer af sex og seksualitet i serieland. At debatter om, hvem der kan spille hvilke roller, ikke er så sort-hvide som et irritabelt »det er jo SKUESPIL«. Men i høj grad også, at uoplyst er ikke det samme som ligeglad.

2010’erne tvang Hollywoods øjne åbne, men det er først og fremmest os, der er blevet klogere.

Forhåbentlig.

LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne

Læs også: De 25 vigtigste film i 2010’erne

Læs også: Hadet mod Scarlett Johansson

Læs også: Brie Larson og ‘Captain Marvel’ overdænges med kvindefjendsk had – det bør ALLE fans tage afstand fra

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold