Noah Baumbach har en svaghed for solipsistiske narrøve. Han er både bedre end nogen anden til at beskrive dem og ubegribeligt god til at gøre ekstremt usympatiske karakterer både vedkommende og exceptionelt sjove.
Siden han som 26-årig debuterede med filmen ’Kicking & Screaming’ (1995), som trækker på hans egen studietid på Vassar College, har hans verbose værker været befolket af en særlig type newyorker: hvid, bogklog, indbildsk, kunstnerisk, privilegeret, affekteret, charmerende, enerverende.
I stil med landsmanden Whit Stillman ynder Baumbach at skildre unge menneskers ubarmhjertige møde med virkeligheden, efter universitetsboblen er bristet, og øjeblikket indtræffer, hvor man konfronteres med, at fantasien, man har opbygget om sit fremtidige, succesrige selv undervejs, muligvis ikke har meget med virkeligheden at gøre.
Og at sandsynligheden for, at man bliver den næste Annette Michelson, Don DeLillo, Taylor Swift, Orson Welles, Elon Musk, eller hvad man nu går og drømmer om, kun bliver mindre, jo længere tid der går. Det er et universelt skræmmende øjeblik, som karakteren Max sætter ret godt ord på i ’Kicking and Screaming’, når han lettere panisk siger: »What I used to able to pass off as a bad summer could now potentially turn into a bad life.«
Woody Allen-arvtager med franske fornemmelser
I mange år var Baumbach primært kendt som medforfatter til Wes Andersons Roald Dahl-filmatisering ’Fantastic Mr. Fox’ og den Jacques Cousteau-inspirerede ’Life Aquatic with Steve Zissou’. At Baumbach har været så mange år om at blive anerkendt som instruktør i egen ret, skyldes muligvis, at han modsat Anderson ikke har en letgenkendelig visuel stil, men i stedet minder om sit newyorker-forbillede Woody Allen i sin leg med forskellige fortælleformer, visuelle udtryk og kærlige appropriation af de instruktører, han idoliserer.
Ligesom Allen, der tidligt i sin karriere eksperimenterede med at lave Fellini-film (’Stardust Memories’) og noget Bergman-agtigt (’Interiors’) uden at miste sin egen, distinkte stemme og sans for humor, lader Baumbach sig tydeligt inspirere af franske nybølgeinstruktører som Jean-Luc Godard, François Truffaut, og især bevægelsens grand père, Éric Rohmer – som da også har lagt navn til instruktørens førstefødte, sønnen Rohmer Emmanuel Baumbach.
Ligegyldigt hvor heftigt Baumbach refererer til fortidige filmskabere via plakater, løbescener og ikoniske replikker, er der dog altid en knivskarp dialog og misantropisk humor til stede, der gør, at filmene føles som hans. Fordi hans film er så ordrige og karaktererne forholdsvist speedsnakkende, er det nærliggende at tro, at der må være en del improvisation på spil, men det er ikke tilfældet.
Når man ser en Baumbach-film kan man være sikker på, at hvert eneste ord, joke, tøven og pause er skrevet ind i manuskriptet, og han kører gerne sine skuespillere igennem 40-50 takes for at få det, præcist som han vil have det: Ordret og naturalistisk. Baumbach er på én gang en kæmpe kontrolfreak og den slags instruktør, der helst undgår at sige »action«, fordi han ikke ønsker at minde nogen om, at det er en film, der er gang i. Skuespillet skal for alt i verden ikke føles forceret.
Forsmået kunstnerfar
Baumbachs store gennembrud kom med ’The Squid and the Whale’ i 2005, og denne gang introducerede han en helt ny slags narrøv, der overgik selv den mest studentikose snothvalp i selvmedlidende narcissisme – nemlig den forsmåede kunstnerfar Bernard Berkman, spillet fuldstændig eminent surmulende af Jeff Daniels, der i et meget transparent forsøg på at dække over sin egen følelse af utilstrækkelighed konsant puster sig op og disker ud til højre og venstre med outrerede meninger, som ingen har bedt om.
Siden da har Baumbach kun skruet op for sine karakterers selvcentreret- og smålighed. Første gang med ’Greenberg’ fem år senere, hvor Ben Stiller spiller en ualmindeligt indebrændt, falleret musiker, hvis aggressive bitterhed frastøder alle omkring ham og øjeblikkeligt dræber det mindste hint af positivitet med kommentarer som »Laughing already demonstrates appreciation. The applause seems superfluous«. Og siden i ’The Meyerowitz Stories (new and selected)’ fra 2017, hvor Dustin Hoffman spiller den aldrende skulptør, Harold, der er så højrøvet og infantil, at det halve kunne være nok.
»Maybe I need to believe my Dad is a genius because I don’t want his life to be worthless. If he isn’t a good artist that means he’s just a prick«, siger sønnen Matthew (igen Ben Stiller) i en tale, som det er meningen skal hylde Harold.
Baumbach excellerer i at udstille vekselvirkningen mellem sine karakterers storhedsvanvid og mindreværd, men efter ’Greenberg’ var det også, som om han – ligesom sine karakterer – var ved at køre lidt fast i mavesur-mand-rutine.
Men Gerwig skulle blive hans redning. I ’Greenberg’ spiller hun Florence, der som den eneste momentvist lykkes med at muntre Greenberg op og give lidt luft til filmen. I den virkelige verden skulle hun også være den, der drejede Baumbachs filmografi (og liv, hvem ved) i en mere munter retning. De to begyndte at date i 2011 – efter Baumbachs skilsmisse fra Jennifer Jason Leigh – og sammen lavede de mesterværket ’Frances Ha’ i 2012.
Skildrer millennial malaise med empati
Det er ikke kun filmens sorthvide billedside, der gør, at ’Frances Ha’ skiller sig markant ud fra resten af Baumbachs bagkatalog.
Frances er også anderledes alene. Mindre storsnakkende. Mere i sin krop. Hun danser og løber og gestikulerer vildt og klodset, og hun selvom hun har roomies, er der ikke som sådan andre karakterer, som hun kloger sig over for og eller prøver kvikke replikker af på. Hun kæmper for sit venskab med Sophie i stedet for bare passivt-aggressivt at hade hende for at være længere fremme karrieremæssigt, og selv hendes familie er faktisk ret velfungerende, så… er der overhovedet nogen Baumbach-træk tilbage?
Svaret er selvfølgelig ja, for Frances befinder sig i samme livsfase som karaktererne i ’Kicking & Screaming’. På tærsklen til at finde ud af, hvad hun vil dedikere sit liv til. Konfronteret med ikke at kunne slutte sig til det dansekompagni, hun havde drømt om. Hun er rådvild, barnlig, sensitiv. I dag bliver hendes slags i flæng kaldt ’snefnug’ (snowflakes) og affejet som en virkelighedsfjern, uproduktiv type, der skal »se at blive voksne« og »tage et job i Netto«.
Men måden, Baumbach og Gerwig skildrer hende på, er ikke fordømmende. Den har mere at gøre med, hvad man plejede at associere et snefnug med, inden det blev hijacket af boomer-generationen og gjort til noget foragteligt: noget specielt og smukt og kantet og porøst, som man skal behandle nænsomt. Parret tager den her fase i unge menneskers liv, hvor alt føles meget intenst og meget endeligt, dybt seriøst. Som om alle valg, du træffer, enten vil fuldbyrde eller ødelægge dit liv.
Hvordan to så succesfulde mennesker rammer den følelse og kvartlivskrise så hamrende godt, er svært at begribe. De behandler millennial malaise med ømhed, og både foran og bag kameraet tilfører Gerwig en varme og nærmest jazzet spontanitet, der virkelig klæder Baumbachs kølige observationskunst.
Der er ingen tvivl om, at Frances er en af de mest interessante og mest helstøbte kvindelig karakterer i hans virke, og selvom det er nærliggende (og muligvis rigtigt) at give Gerwig æren, er det værd også at huske på, at Baumbach allerede i 2007 præsenterede os for en af 00’ernes mest interessante – som i vanvittigt spydig og ubehagelig – kvindelige karakterer i en af sine mest undervurderede værker til dato, ’Margot at the Wedding’, hvor Nicole Kidman spiller titelkarakteren.
At Margot skulle være modelleret over Baumbachs egen mor, er smerteligt at forestille sig, selv hvis det er stærkt overdrevet. Men i et interview har Baumbachs far udtalt, at Noah joker med, at Bernard fra ’The Squid and the Whale’ er hans far, når han er værst, Margot er hans mor, når hun er værst, og Greenberg er ham selv, når han er værst.
Yikes!
Aldrig ikke selvbiografisk
I løbet af sin karriere er Baumbach ofte blevet kritiseret for kun at skildre white people problems – at suppe rundt i relativt banale problemer, der kun kommer den hvide overklasse ved.
Men sagen er, at Baumbach er en instruktør, der i nærmest ekstrem grad skriver, hvad han ved – og han er en 50-årig hvid mand med jødiske aner, der er vokset op i et hyperintellektuelt hjem i Brooklyn med dysfunktionelle forfatterforældre. Og der er ikke noget i hans skildring af kultureliten, der tyder på, han ikke selv er helt med på, at hans karakterers bekymringer er banale og selvoptagede. Tværtimod.
Efter ’Frances Ha’ fulgte en fase, hvor Baumbach bevægede sig mere og mere væk fra det intellektuelle og over mod mere rendyrkede komedier som ’While We’re Young’(2014) og ’Mistress America’ (2015), som han begge skrev sammen med Gerwig, men ellers har Baumbachs film altid været dybt personlige og åbent biografiske. De har skildret hans collegetid, hans forældres skilsmisse, og nu, senest, hans egen skilsmisse fra Jennifer Jason Leigh i ’Marriage Story’, som vi netop har givet seks stjerner her på siden.
Og i virkeligheden er det her, han er allerbedst: i krydsfeltet mellem fabulering og egen, ægte erfaring, hvor komedie og drama ikke længere er adskilte størrelser, men sider af samme sag. Som når Adam Driver spontant synger ’Being Alive’ fra 70’er-teaterstykket ’Company’, der tydeligvis er skrevet af en mand, Stephen Sondheim, der har oplevet at være blevet ødelagt af et forlist forhold, og som i sin tid blev sunget af en mand, Dean Jones, der efter sigende selv var ved at blive skilt, da han indspillede sangen.
Det er ikke noget, man ved, mens man ser det, men er du sindssyg, man kan mærke det.
’Marriage Story’ kan ses i biograferne i en uge fra 28. november. Den kommer på Netflix 6. december.