‘Marianne & Leonard: Words of Love’: Visuelt poetisk portræt af Leonard Cohen og hans norske muse

‘Marianne & Leonard: Words of Love’: Visuelt poetisk portræt af Leonard Cohen og hans norske muse
Norske Marianne Ihlen og Leonard Cohen.
Foto: Camera Film
4 6
Dokumentar
Instruktion

Nick Broomfield

Medvirkende

Leonard Cohen, Marianne Ihlen, Ron Cornelius, John Lissauer

Spilletid

102 minutter

Biografpremiere

Den 14. november

»Jeg gik i land, mødte en pige og blev der«.

Så simpelt og koncist beskriver Leonard Cohen sit ophold på den græske ø Hydra, som både blev et professionelt og privat vendepunkt i den canadiske kunstners liv.

Han blev hurtigt en del af klippeøens kuld af bohemer, og selvom han ganske vist skrev romanen ‘Beautiful Losers’ – der herostratisk blev sablet ned af anmelderne i hjemlandet – var det også på Hydra, at han begyndte at skrive sange og således tog hul på den musikkarriere, som for alvor bidrog til hans ikonstatus.

Og det var i høj grad mødet med Marianne Ihlen, som bragte sangskriveren frem i Cohen. ‘Bird on a Wire’ og ‘So Long, Marianne’ er blot to klassikere i diskografien, som er skrevet om hende. Den norske kvinde, der boede på Hydra som alenemor, blev hans muse, og deres forhold danner rammen om denne nye dokumentar om en af de mest kreativt frugtbare perioder i Leonard Cohens liv.

‘Marianne & Leonard: Words of Love’ er skabt af Nick Broomfield, og den britiske filmskabers tendens til metalag og at bringe sig selv i spil i sine produktioner (som vi blandt andet ser i Kurt Cobain-dokumentaren ‘Kurt & Courtney’) træder også frem her.
Sideløbende med fortællingen om Ihlen og Cohen skal vi således trakteres med Broomfields private anekdoter og instruktørens egen historie med Ihlen, som sandt for dyden virker tilfældigt indsat og fjerner fokus. Ja, Broomfield havde ganske vist også et forhold til Ihlen i slut-60’erne, men det forekommer irrelevant for nærværende historie.

‘Marianne & Leonard’. (Foto: Camera Film)

Filmen belyser den mildest talt utrygge indspilningsatmosfære med produceren Phil Spector og Cohens tid som buddhistmunk i 90’erne og renæssance som livekunstner i 00’erne. Men fokus er dog primært historisk afgrænset til tiden på Hydra i start-60’erne og frem til 1970, hvor musikkarrieren for alvor har fået luft under vingerne.

Broomfield gør generøst brug af arkivoptagelser fra hine tider, som er ganske dragende og anvendes med glimrende fornemmelse for filmens fremdrift. Det være sig både kornede smalfilm, som understreger det drømmende skær over tiden på Hydra, og mere energiske optagelser fra turnélivet, hvor fristelserne ikke går den feterede singer-songwriter forbi.

Man trækker på smilebåndet, når en smuk kvinde uden omsvøb inviterer ham op på sit hotelværelse efter en koncert. At den elegante verdensmand i den grad var a ladies’ man er vel næppe en chok, men man spærrer øjnene lidt ekstra op, når det er tydeligt, at Cohen og hans musikere har indtaget syre og Mandrax i backstagelokalet.

Cohens transformation fra forfatter til musikstjerne bliver også enden på forholdet til Ihlen. Meget rammende fortæller hun, hvordan de var »lykkelige på Hydra og ulykkelige i Montreal« efter et mislykket forsøg på at bo sammen i Cohens hjemby. Ligesom man også føler stærkt med den norske kvinde, som allerede én gang har oplevet at få et barn med en mand, der forlod hende. Og derfor træffer den hårde beslutning, at hun ikke skal have børn med Leonard Cohen. Hvorefter hun flytter hjem til Oslo med sin søn Axel.

Trods de efterfølgende års forskellige livsretninger for dem begge brydes båndet ikke.

Da Cohen spiller en triumferende koncert i Royal Albert Hall i 2009, sidder Marianne som æresgæst på første parket med strålende øjne. Broomfield kunne have ladet ringen slutte harmonisk her, men det er symbolsk, at vi efterfølgende kommer helt tæt på i en stærk scene, hvor Marianne ligger som terminal patient på hospitalet, mens hun får læst Leonards afskedsbrev op.

På sin vis den helt rigtige afslutning. Ikke blot fordi Cohen vitterligt var »just a little behind you« (han døde knap fire måneder efter Ihlen), men også som en manifestation af deres forbundethed, som forblev intakt på trods og tværs af afstande og afsked.


Kort sagt:
For Cohen-kendere blænder ‘Marianne & Leonard: Words of Love’ ikke ny viden op på lærredet, men lyser som et visuelt poetisk og fint fortalt vidnesbyrd om, hvordan en kærlighedsrelation kan strække sig gennem livet.

Læs også: De 20 bedste dokumentarfilm i 2010’erne

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold