’The Lighthouse’: Robert Pattinson og Willem Dafoe er rablende i sublim totaloplevelse af pis, lort og kødelige lyster

’The Lighthouse’: Robert Pattinson og Willem Dafoe er rablende i sublim totaloplevelse af pis, lort og kødelige lyster
Willem Dafoe og Robert Pattinson i 'The Lighthouse'.
5 6
Spillefilm
Instruktion

Robert Eggers

Medvirkende

Robert Pattinson, Willem Dafoe

Spilletid

109 min.

Premiere

Den 16. november på CPH PIX Weekend

Jeg vil aldrig glemme lyden af tågehornet i Robert Eggers’ feberdrøm ’The Lighthouse’. To altgennemtrængende dybe brøl – som kom de fra et sømonster – der med jævne mellemrum gjalder over det afsondrede fyrtårn på en mikroskopisk ø i det stormfulde hav ud for New England anno 1890.

Allerede i de første par indstillinger, hvor et skib nærmer sig den tågeomsluttede ø under hornets tuden, fastslår Eggers, at han er en mester ud i at skabe fortættede atmosfærer, der lægger sig over en som et tæppe af klam koldsved – nøjagtigt som i den djævelske debut ’The Witch’. Men selvom ’The Lighthouse’ ofte er ætsende uhyggelig, beviser den 36-årige instruktør også, at han er en sublim satiriker.

Der går nemlig ikke mange minutter, fra den unge opportunist Ephraim Winslow (Robert Pattinson) ankommer til øen og bliver konfronteret med det soniske inferno og bølgeskvulpenes sprøjten, til den bidske fyrtårnsvogter Thomas Wake (Willem Dafoe) – som han skal assistere i fire uger – hilser ham velkommen ved at pisse i natpotten midt i makkerparrets uhumske fællessovekammer, mens en prut undslipper hans vejrbidte røv og placerer sig durk mellem Winslows fint slebne kindben.

Filmens motor er magtkampen mellem den gamle, overtroiske søulk og den egenrådige ungdom, hvor de ildelugtende prutter blot er første prøvelse. Det står hurtigt klart, at Thomas aldrig har i sinde at lade Winslow komme i nærheden af den mystiske lanterne i toppen af fyrtårnet, som den aldrende skipper tilbeder som en sex-gud i de sene nattetimer, når han tror, ingen kigger.

I stedet bliver den unge assistent sat til at skurre fyret, male tårnet, skrubbe gulvet og tømme afføringsbeholderen på den faldefærdige station, mens han bliver jagtet af en insisterende enøjet måge og hjemsøgt af mareridtssyn af havfruer, dobbeltgængere og tentakelmonstre.

Men forbuddet mod at nærme sig toppen af fyrtårnet – fallossymbolet over dem alle – får kun Winslow til at begære lyskilden endnu mere.

‘The Lighthouse’.

Dominanskampen når ekstremerne ved deres natlige stearinlysmiddag, hvor Thomas får tvunget en noget modvillig Winslow til at deltage i sin skemalagte dødsdruk, så hemmelighederne fra deres fortid pibler op til overfladen, og de homoerotiske undertoner antydes. Men i takt med at de fragmenterede mareridtssyn kun bliver mere virkelige, spørger man sig selv, hvor meget af den klaustrofobiske magtkamp, der egentlig udspringer af Winslows livlige fantasi.

Ligesom ’The Witch’ handler ’The Lighthouse’ grundlæggende om, hvad der sker med mennesket, når det placeres så langt ude i elementernes rasen, at man ikke kan skimte skyggen af civilisation. Vil urkræfterne tage over og samfundets normer svinde bort, eller vil den menneskeskabte morale bestå?

Det er nærliggende at se den psykologiske brydekamp mellem Thomas og Winslow som en kamp mellem underbevidsthedens overjeg og det fortrængte underjeg. Thomas er en »gudsfrygtig« mand, der indfører et klart hierarki og sværger til fyrtårnet som en religion, mens Winslow drives af latente impulser. Skammen forbundet med at være fanget mellem de to yderpoler, ikke mindst når det gælder de fortrængte kødelige lyster, er et hovedtema.

Det kan lyde prætentiøst, og man kan da også diskutere, om Eggers smider lovlig mange store symboler op i luften uden helt at gribe dem igen. Men instruktøren forholder sig også selvbevidst til sin cinefile navlepillen ved på plotniveau at lade filmen centrere sig om sæd, lort, pis og kødeligt fordærv. Et herligt adelsmærke, som filmen bærer på lige fod med sine highbrow-referencer til både Bergman og Tarkovskij og Prometheus-myten.

Willem Dafoe og Robert Pattinson i ‘The Lighthouse’.

Samtidig er alt bundet op omkring det dynamiske forhold mellem Thomas og Winslow, og det er i høj grad Dafoe og Pattinsons fortjeneste, at filmen holder benene solidt plantet på den golde klippegrund.

Dafoe er eminent med sine lange søulk-monologer, hvor han sviner sin unge lakaj til på det groveste og viser enkelte glimt af ømhed. Scenen, hvor Thomas på patetisk vis forsøger at overbevise Winslow, men mest af alt sig selv, om at den unge mand er vild med hans ’madlavningskunst’, er fænomenal.

Alligevel er det Pattinson, som stjæler billedet med en dyrisk vildskab, der er helt og aldeles uforudsigelig. Modsat så mange andre A-listers er han ikke bange for at blive beskidt, hvilket han tydeligt viser, når han får sin egen dagsgamle afføring i hovedet og ruller rundt på gulvet med fråde om munden under en af sine deliriske fuldmandsture.

Duoen formår at svinge ubesværet mellem groteske morsomheder og rablende galskab, som kun to af tidens bedste skuespillere kan gøre det. Særligt en scene, hvor øm kinddans udvikler sig til en absurd nævekamp under en af deres mange drukseancer, står som et højdepunkt.

Eggers, der må regnes som en af de mest spændende amerikanske indie-filmskabere lige nu, beviser, hvor meget man kan gøre med mediets mindste bestanddele – to skuespillere, én location og ét grundlæggende mysterium.

’The Lighthouse’ føles aldrig afgrænset, men står som en altomsluttende totaloplevelse med sine knitrende sort-hvid 35mm-billeder og sit mesterlige lydbillede, der går til angreb på ens sanser. At man kunne overvære filmen med lukkede øjnene og stadig være ved at pisse i bukserne af lige dele grin og skræk, siger alt.


Kort sagt:
Robert Pattinson og Willem Dafoe skinner om kap som fordrukne sømænd på galskabens rand i Robert Eggers deliriske ’The Lighthouse’, der er en altomsluttende totaloplevelse.

Læs også: Robert Pattinson onanerede sig gennem sin ilddåb på optagelserne af ‘The Lighthouse’

Læs også: Robert Pattinson var sanseløst beruset under ‘The Lighthouse’-optagelserne – brækkede sig næsten udover Willem Dafoe

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold