’De forbandede år’: Ambitiøs dansk krigsfilm kunne være blevet den nye ’Matador’
Da jeg i 2018 fik til opgave at anmelde Kasper Torstings storladne ‘I krig og kærlighed’, brokkede jeg mig over filmens svulstige sentimentalitet. Og nu, hvor jeg knap et år senere skal fælde dom over endnu et ambitiøst dansk krigsdrama, savner jeg – ironisk nok – lidt mere emotionel gennemslagskraft.
Er jeg for krævende? Eller er det, som om de her store danske krigsprojekter vokser deres ellers kompetente skabere over hovedet og udvikler sig til noget, der bare ikke rigtigt vil finde sig til rette i en dansk filmmodel?
Instruktør Anders Refn har ellers gjort sit forarbejde godt. Ikke mindre end 20 års research lægger til grund for drømmeprojektet, der oprindeligt var tænkt som en tv-serie. Det bilder jeg mig ind, at man sagtens kan se. For det er, som om filmen, der rummer et ekstensivt karaktergalleri og strækker sig over flere år og generationer, havde egnet sig bedre i føljeton-format med en catchy kendingsmelodi på… skal vi sige 24 afsnit?
Historien følger en velstående nordsjællandsk familie under de første år af besættelsestiden, hvor samarbejdspolitikken herskede. Pater familias Karl Skov (Jesper Christensen) er en selfmade, driftig mand med succesfuld elektronikfabrik, flot kone (Bodil Jørgensen) og fem kernesunde, næsten fuldvoksne børn.
Alt er fryd og gammen på Strandvejen, før tyskerne kommer til landet. Derefter bliver det tiltagende tungt for den ellers stoiske Skov, der har til opgave at holde sammen på fabrikken, økonomien og familien, hvor delte meninger opstår om, hvordan man skal tage imod den nye Weltmacht.
Ældstesønnen og soldaten Michael (Gustav Dyekjær Giese) går med på den samarbejdspolitiske linje og bliver hurtigt bonkammerater med en charmerende tysk officer, som sender kærlighedsbreve med nazisymboler til den forelskede teenagedatter Helene (Sara Viktoria Bjerregaard).
Mens deres flirteri med tysken sender den ene med frikorpset og den anden i uføre, hopper den næstældste søn Aksel (Mads Reuther) – efter en lille uheldig svipser på privatfronten – med på modstandsbevægelsens vogn i jagt på retfærdighed og en lækkermystisk kvinde fra Rød Front.
Sideløbende bringer et jødisk flygtningepar samt tyendets ræverøde søn Svend (Cyron Melville) dramaet helt ind på skudhold i det før så trygge hjem, hvor den gode stemning gang på gang ødelægges af strid, efterfulgt af smælderi fra mor Eva (Bodil Jørgensen), som bekymrer og brokker sig over familiens fremtid og ægtemandens øgede medløberkurs.
Ak! Der er i sandhed nok at holde styr på for stakkels papa Skov, som med egne ord gør alt i sin magt for at gøre det rigtige. Og på en måde kan man måske sige det samme om filmens bagmænd?
Det er i hvert fald tydeligt, at Anders Refn og hans medforfatter på filmen, Flemming Quist Møller, har gjort et grundigt stykke arbejde for at få alle nuancer og holdninger med. Måske for grundigt.
Deres noble intention med filmen er at bryde med den heroiske fremstilling af den danske krigsindsats, der har præget danske film som ’Drengene fra Sankt Petri’ (1991) og ’Hvidstengruppen’ (2012). På den front lykkes deres projekt sådan set meget fint. Men i bestræbelsen på at komme hele skydeskiven rundt og få alle synspunkter med, får den ellers dramatiske fortælling med tiden en trættende og lidt rodet ‘Og så’-karakter, hvor det ene optrin følger det næste, før det foregående får mulighed for at bundfælde sig.
De dygtige skuespillere og de glimrende filmtekniske kræfter gør ellers deres ypperste for at gøre dramaet både flot og overbevisende. Men selv den bedste levering er ikke nok til at opbløde de lovlig stive replikker og en altmodisch stil, der lægger sig som et gammelt kludetæppe over de dramatiske begivenheder.
Jeg længtes undervejs efter at føle noget for de mange karakterer. Men det eneste, som den 152 minutter lange film satte i gang i mit indre, var en undren over, at ingen i processen har råbt vagt i gevær over det kæmpestore karaktergalleri, de mange fortælletråde og den uforløste slutning, der fik mig til at spejde efter et ’to be continued’-skilt før rulleteksterne.
Som saglig, veldokumenteret fortælling om et underbelyst kapitel i den danske krigshistorie er ‘De forbandede’ år nok en stor bedrift. Den slags vil jeg lade historikerne om at vurdere. Men som et forsøg på at skabe et gribende drama fortaber den sig i et ambitionsniveau, som det nok havde krævet en del flere kapitler at folde ud.
Som serie var ’De forbandede år’ måske blevet det nye ’Matador’. Men sådan gik det altså ikke.
Kort sagt:
Saglig og velresearchet krigsfortælling om Danmark under besættelsen snubler i net af fortælletråde og havde gjort sig bedre som serie.