Hvordan blev Jamaika dansk raps største håb, når han ryger ind og ud af fængsel?

Hvordan blev Jamaika dansk raps største håb, når han ryger ind og ud af fængsel?

Jeg har interviewet Jamaika tre gange i 2016. Første gang var i starten af januar, da jeg talte i telefon med ham, mens han sad i en fængselscelle. Han var ekstremt frustreret, fordi han var blevet anholdt få dage efter, at hans gennembruds-ep udkom. Interviewet sluttede med, at rapperen udbrød »fuck dem alle sammen« om de politibetjente, der sad i cellen og overværede samtalen.

Anden gang, jeg interviewede ham, var på Roskilde Festival, en uge efter at han var blevet løsladt. Han var glad, men også på vagt. Det var hans første show efter løsladelsen, og første gang han var på en festival i det hele taget. Man kunne mærke, at han et eller andet sted helst ville hjem til Vejle. Og det er netop i Vejle, jeg møder Jamaika tredje gang.

Da jeg og fotografen ankommer til Finlandsparken i den dansk/somaliske rappers hjemby, er det også en helt anden Jamaika, vi møder. Han er hverken bevogtet eller på vagt, men helt tilpas. En fisk i vandet, som man siger.

Det føles, som om at det er den Jamaika, vi møder her, som hans musik handler om. Som om at det er her, man finder den fascinerende hovedperson fra ep’en ‘Sxb på fri fod’, der har været med til at sætte ham på hiphoplandkortet som en slags frontløber for en ny generation og satte ham på plakaten til Roskilde Festival tidligere i år.

På ep’en synger den 20-årige musiker en slags ghetto-klagesange over spartanske beats, der er fulde af stolthed over lokalmiljøet, samtidig med at den utilslørede melankoli i musikken aldrig forsøger at skjule skyggesiderne af ghettolivet. På ‘AIWA’ synger han stolt, »jeg elsker at være ghetto, jeg vil altid være ghetto«, mens storhittet ‘Blodskudt’ er mere sørgmodigt og eftertænksomt.

En af de stærkeste scener på ep’en er første vers af netop ‘Blodskudt’, hvor Jamaika er nødt til at bistå en ven i et slagsmål, selv om han selv er eftersøgt. Han burde stikke af, for sirenerne hyler allerede i nærheden. Men det ville også betyde at lade vennen i stikken, og det er ikke en mulighed.

»Ja, jeg er efterlyst men jeg kan ikke bare lade ham blive her nu / for hvis jeg gør, ved jeg også, at han bliver massakreret nu / men fuck det, det er brormand, så jeg har hænderne i vejret nu«, synger han.

Det er netop den slags komplekse og nuancerede fortællinger, der gør musikken så stærk. Og det er en af grundene til, at vi er taget til Vejle for at prøve at forstå Jamaikas virkelighed og hans dualitet.

Daniel_Hjorth_Jamaica009

En slags picnic på beton

Først er det dog ikke vildt nemt at nå ind til ham – bogstavelig talt. Han står nemlig i midten af en gruppe på omkring 20-30 drenge i Novaskolens skolegård. Novaskolen ligger lige ved siden af centeret ved Finlandsparken, og både centeret og skolegården er typiske steder, hvor kvarterets drenge mødes, får vi at vide. Da vi kommer, står der tre biler i skolegården. I en af dem sidder Daniel, der er Jamaikas faste producer.

Døren er åben, og der kommer høj musik ud af bilen – tracks af Jamaika, Ung Cezar, og et par af de andre yngre drenge, der også er rappere. Mange af Jamaika og Ung Cezars sange gæstes af ligesindede unge rappere fra andre dele af landet som Fouli fra Albertslund eller DC fra Nivå. Det er helt unge stemmer fra udkanten af Danmark.

Musikken, der blæser ud af bilerne nu, er væsentligt hårdere end Jamaikas solo-ep fra januar. Produktionerne er mere voldsomme end de tidligere tilbagelænede beats, og mange tracks har flere gæsteoptrædener. Det gør musikken mindre melankolsk og mere aggressiv. Hvis ‘Sxb på fri fod’ er sange fra cellen, er det her kampråb fra kvarteret. Flere af de nye numre ender nok på den ep, som Jamaika i øjeblikket arbejder på.

Tæt ved bilen står netop Jamaika og Ung Cezar. Ung Cezar har som altid en bøllehat på og halter gevaldigt efter en nylig ulykke. Jamaika er klædt i sort. Han har en Hugo Boss-trøje på og et stort smil i ansigtet. Rundt omkring bliver der tændt joints, og nogen kører rundt på en scooter, mens andre spiller en fodbold rundt. Der skal vist spilles en stor kamp senere på skolens boldbane.

Lidt længere væk står en halvcirkel af yngre drenge. Der er måske ti i alderen 12 til 14. De kigger nysgerrigt på, hvad de ældre foretager sig. Da Jamaika spotter en af dem, der er fra Somalia, hiver han straks fat i ham og beder fotografen om at tage et billede af dem. Den unge dreng smiler stolt – i hvert fald indtil hans venner råber: »Stop med at smile, Ahmed«. Attituden skal selvfølgelig være hård uden på, selv om man er glad inden i.

Det ligner en hyggelig og harmonisk dag på blokken. Fotografen bliver nærmest til skolefotograf, da alle vil have et portræt, efter at Jamaika har fået taget billede med Ahmed. Imens sætter produceren Daniel Kim Larsens ‘Midt om natten’ på og skruer op for volumen. Det er tydeligvis en slags inside-joke, for Jamaika bryder ud i grin og råber: »Kim Larsen er saheb«.

Saheb er et arabisk ord, der betyder noget i retning af brormand. Anti-politihymnen er noget, der kan relateres til her. Der høres næppe ‘Familien skal i skoven’ i Finlandsparken. Og dog – hele scenen føles som en slags picnic på beton, hvor forældrene tilfældigvis ikke er med.

Efter at cirka tre kvarter er drevet forbi på den måde, begynder flokken at samle sig til den aftalte fodboldkamp. Vi tager derimod af sted med Jamaika, Ung Cezar og Daniel. Den unge rapper, som de fleste faktisk kalder Jamaika, men som også går under navnet Ace eller A, har nemlig lovet at vise os Finlandsparken. Blokken, hvor han er vokset op.

Daniel_Hjorth_Jamaica012

Den prisvindende ghetto

Finlandsparken er et af de steder, hvor man for alvor mærker, at integration og ghettoområder er komplicerede emner. I 2012 kom kvarteret på ghettolisten. Samme år fik boligblokken til gengæld Vejle-prisen for den omfattende ombygning og modernisering af byggerierne. Det virker som noget af en modsætning: En prisvindende ghetto.

På det tidspunkt var Jamaika 16 år og pendlede mellem at sidde i ungdomsinstitutioner og at være på flugt fra politiet. Den omfattende ombygning af Finlandsparken har gjort, at det kvarter, hvor han voksede op, slet ikke ligner sig selv mere.

»Lige her plejede der faktisk at være en skov«, fortæller Jamaika og peger på et åbent, parklignende areal, der adskiller blokkene i Finlandsparken fra resten af byen. »Det plejede at være umuligt for politiet at køre gennem skoven. Den var alt for tæt. Men på scooter kunne man godt komme igennem. Så hvis man var på flugt fra dem, kunne man altid slippe af med dem der«.

Der er et lille smil på rapperens læber, når han husker tilbage på vellykkede flugtaktioner. Andre steder går vi forbi fritidshjemmet, hvor Jamaika blev smidt ud efter en slåskamp med en pædagog. Vi går også forbi kælderrummene under boligblokkene, hvor crewet holdt sig varme med joints om vinteren. Det var her, at de første vers blev rappet, men nu skal man bruge chip for at komme ind.

»Det er, så de kan holde øje med, hvem der kommer og går«, forklarer Jamaika. »Før kunne man bare sparke døren ind«.

Hvis du opfører dig ordentligt, kommer du til en åben institution

Man fornemmer, at byfornyelsen har fungeret, som den var tænkt: Der er ikke så mange skjulesteder, ikke så mange mørke kroge, man kan glide ind i. Men når man taler med Jamaika og Ung Cezar, har byfornyelsen også en skyggeside. Navnligt at den har fjernet skyggerne, som de plejede at kunne skjule sig i. Da jeg spørger, om vi kan gå hen til et sted, som Jamaika snakker om, hvor blokkens unge brænder stjålne scootere af, ryster rapperen på hovedet. Det virker, som om han ikke vil afsløre de sidste få skjulesteder, der stadig holder sig gemt fra offentlighedens søgelys.

Jamaikas teenageår har været nogenlunde lige fordelt mellem det her kvarter og forskellige institutioner. Det er den centrale kamp i hans liv og i hans musik – hele hans debut-ep er én stor protest mod at være fængslet.

»Det værste, de kan gøre, er at tage min prøve fra mig«, synger han på ‘Blodskudt’ med henvisning til den prøveløsladelse, der hele tiden gør hans frihed til et midlertidigt stadie. Selv nu er han ikke fri, han mangler stadig at sidde et par måneder af en gammel straf.

»Når jeg var hjemme, var vi bare her i kvarteret. Men jeg har også siddet i opholdssteder, siden jeg var 14 år«, forklarer Jamaika. »Men jeg stak altid af. Man starter på lukkede steder, som Egely, der er ligesom et fængsel. Der er i hvert fald tremmer og en væg rundt om. Der er man i et halvt år, og hvis du opfører dig ordentligt, kommer du til en åben institution. Der er døren halvt åben. Så plejede jeg at tænke: Fuck dem, de har fjernet mig fra min familie. Jeg har aldrig villet have noget fra dem. Så jeg stak af«.

Hvis døren var halvt åben, var Jamaika allerede halvvejs ude af døren. Og der var primært to adresser, han kunne løbe hen til: Familiens og Ung Cezars.

Daniel_Hjorth_Jamaica035

Et usædvanligt venskab

Da vi når toppen af en bakke, kommer vi til blokken i Finlandsparken, hvor Jamaikas familie bor.

»Jeg bor hos min familie det meste af tiden«, siger han og nikker mod bygningen, hvor hans mor og hans to store og fem små søstre bor. »Jeg har arrangeret min egen lejlighed gennem kriminalforsorgen, men jeg ender alligevel altid her«.

Det er her, han får de fleste måltider. Fra lejligheden kan vi næsten overskue hele kvarteret, og nærmest i hver retning, Jamaika peger, rammer han et område, hvor han kan fortælle anekdoter, der knytter sig til særlige steder i kvarteret.

Mange af historierne involverer Ung Cezar, der også er vokset op her. Ung Cezar fortæller for eksempel om omvæltningen, da han som flygtning kom til Vejle, og hvor noget af det første, han så, var en meget ung Jamaika.

Han peger på en bænk foran en blok og siger: »Første gang, jeg mødte Jamaika, var lige her. Jeg var lige flyttet fra Grindsted hertil, og så kommer ham der«. Han peger på Jamaika og griner. »Han kom gående med en chopper (kniv, red.) og en bamse og hakkede løs i den. Han stod bare og hakkede i den! Jeg tænkte, han er skør, ham der«.

De griner begge to over historien, der fandt sted, da de var 11-12 år. Efter den episode blev de uadskillelige venner. De startede med at rappe sammen i kælderrummene under Finlandsparken og hang ud hele tiden.

I 13 års-alderen begyndte Jamaika så at blive spærret inde i diverse institutioner. Han er ikke glad for at tale om, hvorfor, men barndomsminder, der tæller slagsmål med pædagoger og flugt fra politiet på scooter, kan måske give et fingerpeg. Ellers giver sangteksterne fra ‘Sxb på fri fod’ resten: »Var 13 år da jeg begik en robber, en uge efter opdaget« hedder det allerede på ep’ens ‘Intro’. »Inde i retten hvor de prøvede at bukke mit hoved / min far sagde: ‘kig opad!’«.

Den trods mod retten og samfundet beholdt han og stak af fra institutionerne, hver gang muligheden bød sig. Og det var oftest Ung Cezar, han løb hjem til, når han stak af om natten og var på flugt fra politiet.

»Han kunne finde på at komme hjem til mig midt om natten. Hvis man er på flugt, tænker man jo hurtigt: Hvor kan jeg tage hen? Ung! Og så runner han bare«, fortæller Ung Cezar med et grin og et skuldertræk.

»Hvis panserne kom, havde vi et lille rum over køkkenet, hvor man kunne kravle op og gemme sig. Så når de kom og kiggede, fandt de ham ikke. De kom tit – selv cykelbetjente! De vækkede os om morgenen for at kigge under min sofa. Og min sofa er så lav, at jeg ikke engang kan få min fod under den. Hvordan skulle jeg gemme en mand der? Det gav mig hovedpine«.

Daniel_Hjorth_Jamaica016

Et liv bag tremmer og som flygtning

Ung Cezar har en ret fascinerende evne til at gå fra grinende til alvorlig inden for samme historie. Han griner, når han tænker på de kaotiske episoder, hvor Jamaika er stukket af midt om natten – uden en plan. Og han griner, når han tænker på deres første møde og episoden med bamsen. Men han bliver alvorlig, når han taler om den hårde side af sagen: Om det faktum, at de var børn på flugt fra samfundet uden de lyseste fremtidsudsigter.

Det er faktisk samme blanding af stolthed og humor med melankoli og vrede, som også findes i Jamaikas musik, men Ung Cezar insisterer også på forskellen mellem ham og Jamaika. Eller rettere på forskelligheden af de ting de har oplevet.

»Hans livshistorie og min er meget forskellige. Vi er som højre og venstre. Han har haft et liv bag tremmer, og jeg har haft et liv som flygtning. Jeg har helt andre ting at fortælle om. Jeg er fra Iran – min mor er iraner, og min far er perser. Vi flygtede derfra, dengang Saddam (Hussein, red.) stadig levede. Siden vi kom til Danmark i 2000, har jeg været alle mulige steder. Det første sted, jeg boede, var Bornholm. Jeg kendte stort set ingen udlændinge dengang og sloges med folk, der kaldte mig perker. Så kom jeg til Vejle, og her kalder alle hinanden perker. Det var underligt«.

Det er to usædvanlige historier, Jamaika og Ung Cezar kan fortælle, og det lader også til at være et usædvanligt venskab, der forbinder dem. Den iranske flygtning og somalieren, der altid var på flugt, er vokset op sammen, og nu laver de musik om deres oplevelser, der er så rammende, at fremmede som mig kommer for at se stederne, man normalt ikke får et indblik i – i hvert fald ikke fra de unges synsvinkel.

Nu, når Jamaika og Ung Cezar går ned ad gaderne, kommer de helt små fra kvarteret hen til dem og kan synge vers fra freestyle-videoer, der ligger på Facebook, som var det radiohits. Musikken har gjort, at de kan fortælle deres historie, og at de kan blive til noget i kvarterets og samfundets øjne. Men musikken har også givet dem et uløseligt bånd til kvarteret, fordi alle de yngre kan deres sange.

JamaikaLille

Jamaikas turbulente 2016

1. januar: Jamaikas debut-ep ‘Sxb på fri fod’ udkommer til stor begejstring.

2. januar: Jamaika bliver anholdt igen. Han kommer til at sidde inde et halvt år.

1. marts: Singlen ‘Blodskudt’ når én million plays på Spotify.

15. marts: Jamaika udgiver en musikvideo til ‘Blodskudt’. Han er ikke selv med, ud over en kort videomeddelelse fra fængselscellen, hvor han blandt andet siger: »Det er enten musikken eller et liv bag tremmer«.

29. april: Ung Cezar og Jamaika udgiver singlen ‘Her eller Habez’. Singlen bliver Ung Cezars største hit.

25. maj: ‘Blodskudt’ når fire millioner plays på Spotify. Jamaika er i fængsel, mens det sker.

16. juni: Jamaika bliver løsladt.

27. juni: Jamaika spiller Roskilde Festival. Det er hans første job siden løsladelsen. Og starten på en længere festivalturné, der også tager ham forbi Smukfest og Trailerpark.

Nu gør han klar til en ny turné, der til december tager ham til Aarhus, København, Odense, Vejle og Esbjerg.

Børnene på blokken

Der er mange hårde historier om Finlandsparken – steder, hvor der har været slåskampe, eller hvor de unge rappere har været på flugt. Men en af historierne skiller sig ud.

»Jeg var dansetræner lige her, hvor vi står nu«, siger Jamaika, da vi når frem til en slags lille forsamlingshus lidt uden for den græsplæne, der før var skoven, som skjulte ham for politibilerne.

På nogle af væggene ved forsamlingshuset er der graffiti med Jamaikas navn, blokkens kaldenavn, ‘FLP’, og budskaber til fængslede søskende og venner som ‘fri mine brødre’.

»Jeg spillede ikke fodbold som de andre, men jeg kunne godt lide breakdance. Lidt på samme måde som jeg kunne lide musik. Jeg kan stadig godt lidt, men dengang trænede jeg ugentligt og var træner for dem, der var yngre end mig selv. Jeg lærte dem at lave serier. Det var sjovt at se dem blive bedre«.

Den særlige forbindelse mellem de ældre drenge (der tit selv kun er teenagere) og de unge drenge – som de kærligt kalder ‘deres yngre’ – er noget af det mest iøjefaldende i Finlandsparken. Unge i alle aldre hænger sammen, og det er tydeligt, at Ung og Jamaika tager sig tid til at snakke med de små, når de møder dem rundt omkring på blokken. Og man møder dem tit – voksne ser man til gengæld yderst sjældent.

Da vi møder nogle lokale smådrenge tæt ved Jamaikas families lejlighed, laver de kækt en masse håndtegn til fotografen.

»De kan vores tekster bedre, end vi selv kan«, siger Ung Cezar.

Den ene af drengene, den mest friske af dem, er åbenbart lillebror til en af de andre lokale rappere, der blev spillet fra bilerne ved Novaskolen, da vi ankom. Det er ikke svært at forestille sig ham som fremtidig rapper.

Ung Cezar spørger drengene: »Hvor skal I hen?« Den kække dreng svarer: »Vi skal bare rundt«. Ung og Jamaika smiler til dem, og børnene drager videre, mens de ser sig over skulderen mod de to ældre rappere.

Det er en ret særlig omsorg, de ældre har for de yngre, og det virker også, som om den omsorg kommer af, at der ikke nødvendigvis var så mange forbilleder, da Ung Cezar og Jamaika voksede op. Der var i hvert fald ingen lokale rappere, der gik gennem kvarteret med en aura af hiphopstjerner. Man måtte klare sig selv. Og for Jamaika betød det at se en masse MTV og blive god til at huske, for rapperen kan fortsat kun skrive i meget begrænset omfang.

Daniel_Hjorth_Jamaica008

Somali-sange fra slummen

»Jeg startede med at kunne lide rap, da jeg var ni«, fortæller Jamaika. »Jeg så det på MTV dengang. Jeg så 2Pac. Senere blev jeg gammel nok til selv at finde sange på nettet. Jeg kunne ikke læse eller forstå, hvad han sagde, men jeg kunne godt lidt engelsk efter at have set så meget MTV«.

Rapperen taler mere, end han plejer, idet han bliver fanget af at forklare, hvordan han fandt vej ind i musikken.

»Jeg har altid været god til at huske tekster. Jeg kunne huske hele sange og kunne rappe dem udenad. Men da jeg ville skrive en sang selv, da jeg var 12, måtte min far hjælpe mig, for jeg var rigtig dårlig til at stave. Det var første og sidste gang, jeg skrev en sang ned, for det gik op for mig, at hvis jeg virkelig ville det, gik det ikke i længden. Jeg var nødt til at huske sangene«.

Siden den dag eksisterer Jamaikas tekster primært et sted: Inde i hans hoved. Og faktisk nåede sangene sjældent videre derfra i mange år.

Det chokerede mig, da der kom 1.000 eller 2.000 likes

»Det her er ikke ligesom København, hvor der er mange, der er interesseret i musik«, bryder Ung Cezar ind, da jeg spørger dem, hvorfor de ikke kom ud med deres musik noget før.

»Dem, der vil give dig et sted at lave musik, vil altid have noget. Kommunen vil have, at du dukker op på skolen jævnligt, og andre vil have noget andet. Always a catch. Så vi begyndte bare at sætte videoerne direkte på Facebook. Dengang var der ikke så mange andre, der gjorde det – ud over B.O.C.«.

Jamaika uddyber: »Vi lavede videoer med et beat i baggrunden, og så spyttede jeg bare noget. Det chokerede mig, da der kom 1.000 eller 2.000 likes. Det viste os, at der var en vej frem, selv om vi ikke havde de samme muligheder, som så mange andre havde«.

Det afgørende skridt fremad kom gennem en ældre Vejle-rapper ved navn Vino Russo. Han har været aktiv i mange år og har haft en pladekontrakt med Universal. Men frem for alt er han en dedikeret, vedholdende skikkelse på Vejles hiphopscene, der selv efter mange års kamp troede på, at de unge drenge fra Finlandsparken havde en fremtid.

»Jeg var lige blevet løsladt og fandt ud af, at Ung arbejdede sammen med Vino«, forklarer Jamaika. »Da han hev fat i mig, kom der nogle muligheder. Jeg kunne komme ud med mine ting. Han har virkelig været god«.

Siden har Vino Russo ageret som en slags blanding af manager, pladeselskabsejer og mentor: Han har signet Jamaika og Ung Cezar til sit Force One Records og til en kontrakt med Sony Music. Han har hentet Jamaika i Finlandsparken og taget ham med i studiet, så han har fået indspillet sangene, han havde i sit hoved. Og han prøver at sørge for, at den unge rapper kan holde sig væk fra problemer.

»Jamaika er mig for ti år siden«, forklarede Vino Russo mig, da jeg interviewede ham om Jamaika tidligere i år. »Han har aldrig lavet en demo, og han taler stadig på en måde, som man kun taler på i kvarteret. Men jeg forstår ham, som ingen socialrådgiver vil kunne forstå ham«.

Det første nummer Jamaika indspillede, efter at han begyndte at lave musik med Vino Russo, var tracket med den profetiske titel ‘Gode dage venter’, der blev et mindre viralt hit. Det er et køligt eftertænksomt nummer, der på mange måder eksemplificerer Jamaikas æstetik. Beatet holder sig i baggrunden, mens Jamaika taler om at sælge stoffer ude i kulden om natten. Han synger om, at han drømmer, at hans mor skal se ham på tv, samtidig med at han ikke er bleg for at sige, at han hellere end gerne tager ud og plyndrer om natten for at forsørge sin mor og sine søstre.

»Jeg skal aldrig nogensinde regne med et jobcenter / om de sender mig i fængsel, sætter mig i lænker / det er min mentalitet, det’ måden som jeg tænker«, synger han stolt, blot for til sidst i sangen at sukke: »Hver gang jeg er ude efter succes, ender jeg det samme sted som en kliché«.

Sangen er klassisk Jamaika: Stolthed, loyalitet og ære blandet med melankoli, frustration og håbløshed. Det er en fantastisk sang, og efter udgivelsen tog tingene hurtigt fart, og hvis ikke det var for Jamaikas hyppige fængselsbesøg, ville det hele måske være gået endnu hurtigere.

Daniel_Hjorth_Jamaica018

Afsked med skyggekryberen

Efter en lang dag ude i kvarteret tager vi Daniels bil til studiet. Eller studie er måske så meget sagt. Daniel har et mobilt setup bag i sin bil, som han sætter op i et anneks ved siden af sine forældres hus i en mere mondæn del af Vejle. Jamaika taler ikke så meget mere nu. Det er tid til at arbejde. Der er en ny ep på vej, og siden løsladelsen har rapperen også været i studiet med etablerede stjerner som Gilli og MellemFingaMuzik. Et track med Sivas er også allerede færdigt. Og så er der selvfølgelig de faste samarbejdspartnere, som Nivå-rapperne DC og naturligvis Ung Cezar.

Da sidstnævnte starter en lidt for høj samtale ude i gangen, bliver døren til studierummet lukket, og vi kan kun høre en tung bas og Jamaikas krystalklare stemme, der trænger ud gennem sprækkerne. Vores tog hjem fra Vejle går snart, og det er svært ikke at spekulere over, hvad der kommer til at ske for Jamaika nu.

Billederne, der bliver hængende efter besøget, giver håb. Man husker de unge fra blokken, der kommer hen til ham, og man husker nostalgien ved de forsvundne steder i kvarteret, og de mange minder fra »dengang, vi var unge og alting var brandvarmt«, som Ung Cezar formulerer det. Samtidig føles det som om, at det kvarter, vi har besøgt, allerede er et andet, end det Finlandsparken Jamaika besynger.

Måske er det farvel til den Jamaika, der på ‘Gode dage venter’ omtaler sig selv som »skyggekryber, en gadeløber, betonstøber«. Han var jo et produkt af den Finlandsparken, der nærmest ikke eksisterer mere.

Læs også: Her er 10 nye danske rappere, du skal holde øje med

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold