Justin Bieber i Parken: En sørgelig skygge af en superstjerne

Efter en aften i selskab med Justin Bieber i Parken er der mange spørgsmål, der presser sig på. Hvor lidt engagement kan man slippe afsted med at udvise på en scene? Hvordan kan man undlade at unde så dedikeret en fanskare et enkelt lille smil? Hvorfor i det mindste ikke lade som om, man synger med på playback-numrene?

Men det spørgsmål, der presser sig allermest på, er: Justin Bieber, hvad er det egentlig, du vil?

Vejen forud for ‘Purpose’-turnéen har været belagt med solidt potentiale oven på sidste års album af samme navn. Med velvalgte samarbejder, velsmedede hits og en nyfunden ydmyg attitude lykkedes det (mere eller mindre) Bieber at råde bod på sit skandaleombruste og forkælede teenagery. Han undergik en forvandling fra barnestjerne til voksenstjerne, mens Belieber-segmentet i takt voksede sig bredere.

Hele renæssance-projektet blev desværre gjort slemt til skamme denne aften i Parken, hvor Bieber leverede så uengageret en optræden, at det var direkte sørgeligt. Han orkede end ikke at lade som om, hans vokal ikke hovedsageligt var playback, og hvert dansetrin blev leveret pinefuldt pligtskyldigt, alt imens der ikke var noget, der mindede om glæde eller glimt at spore i hans tomme blik.

Det storslåede show med alle dets stærke, prangende visuals og højenergiske dansere stod i næsten pinagtig kontrast til aftenens hovedperson og hans bevidstløse automatpilot-performance.

Lige fra starten klingede de feststemte EDM-beats på ‘Where Are Ü Now’ hult om ørerne på den fraværende Bieber, der dansede med som en marionetdukke i popmaskineriet, som buldrede skånselsløst videre. Endelig på ‘No Sense’ genvandt Bieber lidt veloplagt momentum, indtil han dernæst på en komplet ligegyldig ‘No Pressure’ gav op i en sådan grad, at han helt droppede at give et form for indtryk af, at hans mikrofon havde et reelt formål.

Momentvis formåede Bieber dog at vise lidt af sit værd. Blandt andet under et lidt mere ømt øjeblik, hvor han indtog en veloursofa med en guitar for at spille akustiske versioner af ‘Love Yourself’ og ‘Cold Water’ (sidstnævnte desværre uden Mø).

Her viste Bieber (over en let omgang lejrbåls-guitarakkorder), at han ingenlunde er en ueffen sanger. Det var tilsyneladende ikke mangel på kunnen, der var årsag til, at han bevidstløst lod playbacken styre resten af koncerten.

Med andre ord: Han kan jo godt. Spørgsmålet er, om han vil. Denne aften ville han ikke – uanset hvor hyppigt han bad sine tilskuere bounce med på den smittende tropical house-banger ‘What Do You Mean?’, hvor meget han hamrede igennem på sin malplacerede trommesolo, og hvor ivrigt han forsøgte at få den charmerende hornhymne ‘Sorry’ til at virke inderlig i sin drivvåde t-shirt i silende finaleregn.

Det ligner ikke, at Bieber kan mærke hverken sus eller rus fra den showbølge, han har redet på i otte år – siden han var 14 år gammel. Orker han den overhovedet mere? Flyder han bare med strømmen?

Han har hørt kritikken før. Han italesatte den sågar, da han hen mod slutningen af koncerten forklarede sit publikum, at hans manglende smil ikke betød, han ikke var glad. At han elsker det, han laver.

Måske overbeviste han en fan eller to på de forreste række, men han overbeviste langt fra resten af Parken – og slet ikke sig selv.

Læs også: Snapshots: Sådan så det ud, da Justin Bieber ramte Parken

Læs også: Sådan lyder det, når 40.000 Beliebers synger fællessang i Parken

Læs også: Test dit sande forhold til Justin Bieber – er du basher, besat eller bare sorry?