It’s a UK ting: 10 rappere, der definerer britisk rap lige nu

It’s a UK ting: 10 rappere, der definerer britisk rap lige nu
J Hus.
En større revolution vælter i øjeblikket ind over London-rappen, og spørgsmålet er, om grimen står oprejst, når slaget er forbi.

Kan du huske dengang, alle danske rappere lavede grime? Året var 2011, og Cheff Records var det varmeste hiphopnavn på scenen. B.O.C. brugte britisk slang, og Ukendt Kunstner var Skørmand.

Nu laver alle de danske grime-navne fra dengang musik i øst og vest. Og i en skør parallel er det samme ved at ske i England: Hvor der engang var grime alle steder, virker det for tiden som om, der fødes en ny musikalsk stilretning på hvert gadehjørne i London.

Der er afrobeat-artister, dancehall-rap og endda noget så skævt som UK drill; en genre, der nyfortolker Chicagos dystre trap-afart. Og så er der unge artister som J Hus, der tilsyneladende laver lidt af det hele.

Her er ti af de vigtigste unge rappere, der viser, at UK-scenen lige nu er meget mere end grime.

1. J Hus

Ingen som J Hus indkapsler den fascinerende flersidighed, der i den seneste tid har vist verden, at britisk urbanmusik er meget mere end grime. Han kan lave benhård, UK drill-inspirerede sange som ’Clartin’, helt svævende afrobeat med dancehall-twists som sommerhittet ’Did You See’, og så kan han faktisk også helt enkelt rappe virkelig godt på et teknisk plan – både hans historiefortællings-skills og hans DipSet-agtige komiske punchlines og catch-phrases er sublime.

Jeg har tidligere kaldt hans debutalbum ’Common Sense’ for årets sommeralbum, men det er faktisk meget mere end det: ’Common Sense’ er en indkapsling af alt det, der gør UK-scenen spændende lige nu.


2. 67

Hvor skal man starte? Problemer synes at forfølge 67. Crewet bliver kaldt en bande af det britiske politi, og medlemmer optræder delvist maskeret. Forbindelsen til kriminalitet og bandevold er alt andet end underspillet. Samtidig er musikken helt rå og ufiltreret – det her er et løst kollektiv af unge mænd, der har lært drill-æstetik gennem Chicago-rapperne Chief Keef og King Louie og derefter skabt deres egen version af den amerikanske lyd.
Det er en sær blanding af amerikansk start-10’er-rap og Chicago tilsat London-lingo og grime-flows. Forbindelsen til gaden er ligeså eksplicit til stede som hos kontroversielle Chief Keef, men ligesom hos Chicago-rapperen er musikken også her unægtelig stærk – måske netop fordi den afspejler et voldsomt og nihilistisk univers så umiddelbart.


3. Kojo Funds

Da Chicagos ekstremt voldsprægede drill-scene eksploderede i 2011, var der en pendant i form af genren bop, der var lige så legesyg og melodisk, som drill var dyster. Artister som Sicko Mobb dannede en modvægt til morderiske unge gangstere som Chief Keef.

Sådan er det også lidt i London lige nu. For mens UK drill-grupperne kaster bandetegn med hænderne og har skimasker i ansigtet, laver folk som Kojo Funds, Geko og Belly Squad melodisk musik med inspiration fra afrobeat og dancehall.
Den britiske afrobeat-lyd er en del anderledes end den danske, der tit er inspireret af den franske og mere gadeorienterede fortolkning. På sange som Kojo Funds-hittet ’Dun Talkin’ er inspirationen fra caribiske strandfester langt mere accentueret.

Skellet mellem UK drill og de melodiske artister er ikke absolut – der er overlap, både i tematik og artister. Der er artister, der laver begge dele, men det er nok ikke helt forkert at se den melodiske, sprudlende afrobeat-musik som nødvendig ying til drillens dystopiske yang.


4. Dave

Lad os bare få det ud af verden med det samme: Ja, Drake har remixet Dave, og ja, det har givet den unge englænder et stort skub. Men Dave er ikke et færdigt produkt som andre af Drakes UK-favoritter a la Giggs og Skepta, der har skabt en musikalsk identitet gennem mange år.

Dave er stadig ung og varierer mellem grublende, filosofiske numre, melodiske hits (som det geniale J Hus-samarbejde ’Samantha’) og så grime-tunge ting som ’100Ms’, hvor han på genial vis er lige ved at namedroppe Drake, men så lader tavsheden tale.

På den måde er han ligesom UK scenen selv: Meget ung, og meget flersidig – og med en helt åben fremtid foran sig.

Annonce

5. AJ Tracey

Drakes udkårne part two: Mød AJ Tracey. Han har ikke fået et decideret remix som makkeren Dave (som han har lavet grime-magtdemonstrationen ’Thiago Silva’ med), men et shout out fra den canadiske superstjerne: Heller ikke skidt!

Mens Dave brillerer med eftertænksom og stedvis følsomme sange, har AJ Tracey taget Skeptas bastunge grime fra ’Konichiwa’-albummet i en tungere, klubbet retning på sange som ’Leave Me Alone’ og ’Pasta’. Det handler stadig om at være lyrisk skarp, men det er blevet mere kluborienteret og versene er mere nedbarberede med vægt på en kraftfuld udtale.


6. Harlem Spartans

Et eksempel på, hvordan genrer hurtigt flyder sammen, er Harlem Spartans, der kombinerer den egentlig minimalistiske, sammenbidte UK drill med finurlige grime-inspirerede flows, der stedvis bliver næsten ustyrligt legesyge.

Tag for eksempel ’Hazards’: Beatet er ret typisk drill, ildevarslende og tungt. Men Harlem Spartans-medlemmet Loski skøjter henover beatet på en måde, der er svær ikke at blive revet med af.

Lignende energiudladninger opstår på tracks som ’Kent Nizzy’ og ’Teddy Bruckshot’, der samtidig også er mere umiddelbart catchy og melodisk, end noget man hører hos for eksempel 67. Det lyder lidt mere som en videreudvikling af Section Boyz’ lyd, og netop Section Boyz adlede faktisk Harlem Spartans denne sommer, da de sluttede hele deres stort anlagte koncert på Wireless Festival i London af med at lade Harlem Spartans spille hele ’Hazards’.


7. Mist

Mist har den der Snoop Dogg-agtige kvalitet, hvor alt han siger lyder ekstremt smooth. Som om hans stemme hænger i lokalet som tung røg. Og når hans vokal kombineres med produceren Steel Banglez’ futuristiske lyd, sker der noget helt specielt.

Videoen til tracket ’Ain’t the Same’ er filmet i overdådige ørken- og sheik-settinger i Dubai, og det er lidt samme følelse, musikken giver. Det er ikke klubbet og ikke gadeorienteret, men overlegent luksuriøst. »Fly away, fly away«, gentager Mist igen og igen på ovennævnte track, og det føles som om, man virkelig gør det, når man lytter.


8. Giggs

En af de mere pudsige udviklinger i UK-scenens opblomstring er Giggs’ opstigen fra anerkendt, men underpræsterende veteran til kultstjerne. Giggs har længe været respekteret, selv om hans succes snarere har manifesteret sig anerkendelsesmæssigt end kommercielt, men hans ’Landlord’-udgivelse med klubhittet ’Lock Doh’ gjorde ham til den store stjerne af road rap, som man kalder den del af britisk urban musik, der er gået væk fra grime.

Siden er han blevet en slags scene-godfather med vers på sange fra den nye generation – både hos drill-gruppen 67 (’Let’s Lurk’) og dancehall-rap-håbet Stefflon Don (’Real Ting Remix’). Og apropos Stefflon Don…


9. Stefflon Don

… så er hun et af de navne, der spås store ting om for tiden. Hendes blanding af dancehall og hiphop falder lige ind i den gryde af genrekrydsende kreativitet, der foregår i England lige nu.
Hun er karismatisk, frygtløs og har både evnen til rendyrket kærligheds-dancehall a la Popcaan og hårdere tracks, som hendes strålende ’Real Ting’-mixtape viste. Du kan faktisk snart opleve hende i Danmark, når hun varmer op for Selveste Future.


10. Section Boyz

Okay, Section Boyz har været på scenen i noget tid og har allerede haft stor indflydelse på andre artister på denne liste som Harlem Spartans og 67. Men de skal nævnes, simpelthen fordi deres ’Don’t Panic’-mixtape allerede er en moderne klassiker, der for alvor markerede begyndelsen for UK drill. Det er her, at de britiske hiphop-undergenrer endegyldigt får afgrænset sig mod grime og bliver set som en separat bevægelse.

Læs også: Den nye generation af UK-rappere er meget mere end grime