August Rosenbaums ’Vista’ er et soundtrack på jagt efter sine billeder

August Rosenbaums ’Vista’ er et soundtrack på jagt efter sine billeder
August Rosenbaum.
August Rosenbaums ’Vista’ er et soundtrack på jagt efter sine billeder - Vista
4 6
August Rosenbaum
'Vista'

Album, Tambourhinoceros

På ’Vista’ udmåler den tydeligt talentfulde August Rosenbaum med rolig hånd filmmusik, ultralight lummerjazz, pop og atmosfærisk neoklassik i 13 tågede long drinks. Alt er vellavet, og der er kælet for detaljen. Danskeren kalder selv albummet for ’a score in search of a movie’, og det er som anmelder svært selv at komme med en mere rammende kritik af ’Vista’. For hvordan skal man egentlig gå til dette kærlighedsbarn af et album?

Grundstemningen er døsig, flimrende impressionistisk, som var alle numre belagt med tyk paintbrush lige som albumcoveret. Lækkert, smagfuldt, men også faretruende tæt på at blive tapetmusik til at akkompagnere naturvinen og havtornmarmeladen i dannede, progressive hjem. Indtil nu har Rosenbaum blandt andet ageret pianist og arrangør for internationalt estimerede navne som Quadron, Rhye og Mø, og Robin Hannibal fra de to førstnævnte acts er også producer og wing man på ’Vista’.

Man er aldrig på noget tidspunkt i tvivl om fingerfærdigheden og den gode smag hos de medvirkende. Ikke et hår sidder forkert. Alt svæver næsten vægtløst forbi. Åbningsnummeret, den humørsyge ’Angelo’, er opkaldt efter David Lynchs hofkomponist Angelo Badalamenti, og albummet er hele vejen igennem en smaskforelsket hyldest til filmens verden. Titlen ’Vista’ kalder på synsevnerne: Lysets nådegave hver morgen, som får byens hustage til at træde frem igen. Biografens mulighed for fantasifuld flugt, når mørket omslutter publikum.

Men ’Vista’ er også navnet på et tidligere Windows-operativsystem – og det er netop også denne lidt sterile, upersonlige pauseskærms-atmosfære, der på visse af numrene bliver lidt for fremherskende. Når albummet er bedst, bliver man mindet om Air-klassikeren ’Moon Safari’ og de to franskmænds sådan lidt kitschede futurisme, dovne elegance og iørefaldende, nostalgiske melodier.

Annonce

Efter det tusmørkebadede åbningsnummers flirt med Lynch-stemning og lumre klokkespil-klange kommer vi en tur ud i solen og misse med øjnene på den sydlandsk inspirerede ’Belmondo’ (sandsynligvis opkaldt efter det franske nybølge-ikon med fornavnet Jean-Paul). De næsten-dissonante, krasse strygere giver nummeret et nærvær, der er med til at gøre det til et af albummets bedste– som et friskt riv i næsen af saltvandsluft fra Middelhavet. Også ’Killer’ skiller sig positivt ud med et mindeværdigt keyboardrefræn og en knugende molakkord underneden. Samme skæring får en reprise til sidst, denne gang under titlen ’Wictim’.

’Nebula’ er allerede søsat med en flot video, og som en kusine til Brian Enos Apollo-suite i al sin æteriske distance er nummeret en rejse ud i rummet. Men Rosenbaums odyssé bliver faktisk ved i lidt for kort tid til, at man rigtig får lov at mærke kosmos i kroppen (alle numre på pladen varer tre-fire minutter, som var det popsange). Ørehængeren ’Melville’ fortsætter det frankofile spor og er tænkt som en hyldest til moderne fransk musiks oprindelige elegantier og lidderbuks, Serge Gainsbourg.

Vitterlig alle referencer og intentioner er således umulige at klandre. Men flere steder lyder det for meget som et lidt fordrømt afgangsprojekt skabt af talentfulde rytmekonservatorie-dimittender med kultiverede filmsamlinger og lutter 12-taller på afgangsbeviset. På ’Calling Out’ er Philip Owusu gæstevokalist. Det lyder som et r’n’b-nummer fremelsket på en luksuriøs rumfærge. Man får lyst til mere af den slags. Men det vokalbårne nummer er også desorienterende, for efterfølgende glider albummet igen ned i samme limbo som før. Quadrons sangerinde, Coco O., har ikke kunnet dy sig for at finde en gammel tekst frem og indsynge vokal til en alternativ udgave af nummeret ’Credo’. Måske har hun også følt, at der bare på en eller anden måde manglede noget?

Jeg håber, ’Vista’ finder sin film en dag. Som alenestående album vil dets abstrakte væsen nok udfordre alle ud over de mest musikalsk orienterede cineaster, der allerede har voldlyttet både deres Ennio Morricone- og Kavinsky-plader helt ihjel. August Rosenbaums fremtid er jeg til gengæld ikke spor bekymret for.


Kort sagt:
’Vista’ vokser ved gentagne og ihærdige lyt. Stadig er det et album, der sætter sig mellem flere stole: Den er sandsynligvis for abstrakt og luftig til fans, der kender Rosenbaum fra hans hidtidige samarbejdspartnere som Quadron og Rhye. Samtidig er det for poppet og behagesygt til at fascinere fans af jazz, ambient og moderne kompositionsmusik. Men målt på sine helt egne præmisser er den fuld af svævende vellyd og dragende tableauer, der kalder på et stævnemøde med en lige så talentfuld billedskaber.