Jenny Wilsons ‘Exorcism’ er en barsk, voldsom fortælling om et personligt traume

Jenny Wilsons ‘Exorcism’ er en barsk, voldsom fortælling om et personligt traume
Jenny Wilson.
Jenny Wilsons ‘Exorcism’ er en barsk, voldsom fortælling om et personligt traume - 'Exorcism'
4 6
Jenny Wilson
''Exorcism''

Album, Gold Medal Recordings

Jenny Wilson er ikke typen, der pakker noget som helst ind. Hun synger uden filter om personlige tragedier, frustrationer og prøvelser, og hendes seneste album ‘Demand the Impossible!’ fra 2014 var en stærk fortælling om den kræftsygdom, hun kæmpede med fra 2011 og frem til albummets udgivelse.

‘Exorcism’ rykker om muligt endnu tættere på og er en barsk, voldsom fortælling om endnu et personligt traume: Et seksuelt overgreb, der bliver fortalt og beskrevet i ubehagelige detaljer. Med udførlige beskrivelser af en voldtægt og de overvældende emotionelle efterdønninger kryber albummet ind under huden på lytteren og fremstår mere som et kunstværk end et traditionelt studiealbum. For musikken er ikke primus motor på ‘Exorcism’, men derimod det værktøj, Wilson bruger til at fortælle sin kraftfulde historie – fra den kaotiske, fortvivlede begyndelse gennem en sonisk eksorcisme til en lysere og mere afklaret slutning.

Åbningsnummeret ‘Rapin’ placerer albummet i den allerdybeste afgrund af the uncanny valley med Wilsons messende, mekaniske vokal, det uventede temposkift og de dystre akkorder.

»Did you pick me cause there’s no one else around?«, synger Wilson, inden hun kaster sig ud i en hektisk gennemgang af tiden efter den voldtægt, der er omdrejningspunktet for hele albummet: »Two days later I couldn’t speak, I couldn’t sleep, I couldn’t find out how to be me / and I went to the doctor who said come here tell us everything«. Sangens animerede musikvideo understreger kun ubehaget yderligere med sine syrede og voldsomme billeder.

Herfra fortsætter albummet gennem sorg, vrede og afmagt på numre som ‘Disrespect Is Universal’, hvor Wilson gør det klart, at dette album er mere end en følelsesmæssig udrensning – det er politisk: »Blame the structure, blame the power«, synger hun blandt andet, og generelt er poesien trådt i baggrunden på ‘Exorcism’ til fordel for et mere direkte sprog, der ikke lægger fingre imellem. Budskabet er vigtigere end elegante rim eller poetiske metaforer.

Annonce

Vreden fortsætter frem til det femte nummer ‘It Hurts’, hvor de aggressive synths for første gang trækker sig tilbage, og man møder glimtende omnichord-lyde og en langt mere sårbar og skrøbelig Wilson. Her optræder også albummets hidtil mest poppede melodi, hvilket kommer som en tiltrængt afveksling ovenpå albummets ret hektiske og også lidt ensformige første halvdel.

Der er få anker ved ‘Exorcism’, men når det kommer til stykket, er det heller ikke overvældende spændende musikalsk, og sangene varierer meget lidt i karakter. Universet er så synth-statisk, at numrene flyder en lille smule sammen. Man har svært ved at huske dem, selv efter flere gennemlytninger. Tomme synthklange og galopperende trommemaskiner er drivkraften på de fleste numre, og der er ingen tvivl om, at det er en formular, der fungerer. Men man skal virkelig lytte koncentreret for at lære sangene at kende.

Et så alvorligt og personligt album som ‘Exorcism’ bør selvfølgelig heller ikke være catchy og alsidigt. Albummets tematiske fokus er ekstremt specifikt, og derfor er der også en pointe i, at det instrumentale ikke stikker i tusind retninger. Men enkelte udsving havde klædt helheden.

Tilsammen danner sangene dog en elegant følelseskurve med en kulmination i titelnummeret, der lyder af helvedesild og frelse på samme tid, hvorefter Wilson lander i de afsluttende, smukke popsange ‘It’s Love (And I’m Scared)’ og ‘Forever Is a Long Time’. Og selv om en sonisk eksorcisme ikke nødvendigvis har været nok til at slette sporene af det traume, Wilson bærer på, har man dog fornemmelsen af, at hun ved albummets afslutning er endt et sted, der er lysere, end hvor hun startede på ‘Rapin’.


Kort sagt:
Jenny Wilsons ‘Exorcism’ er en barsk, voldsom fortælling om et personligt traume: Et seksuelt overgreb, der bliver fortalt og beskrevet i ubehagelige detaljer – fra den kaotiske, fortvivlede begyndelse gennem en sonisk eksorcisme til en lysere og mere afklaret slutning. Der er få anker ved ‘Exorcism’, men det er heller ikke overvældende spændende musikalsk, og sangene varierer meget lidt i karakter.

Sponsoreret indhold
Hold jul med familien, du selv vælger
Inviter dine allerbedste Avengers, din South Park-familie og intergalaktiske slægtninge med til julehyggen. Gør julen sjovere med Viaplay her.
Viaplay
Advertisement