Mellemblonds ‘Guldlokzonen’ er lyrisk intelligent, dansksproget pop med noget på hjerte
Lad os bare få det af vejen med det samme: ‘Guldlokzonen’ er sikkert årets mest vidunderligt mærkelige og nørdede titel til en album. Og nej, det har ikke så meget med eventyret med blondinen og de tre bjørne at gøre – en guldlokzone er et spøjst udtryk fra astronomiens verden, der bruges om den afstand fra en stjerne, en planet skal have for at kunne understøtte det kulstofbaserede liv, som vi kender det her fra Jorden.
Måske er titlen lige netop her rammende nok. I hvert fald er ‘Guldlokzonen’ – Kristoffer Munck Mortensens fjerde album under Mellemblond-navnet – også hans instrumenteringsmæssigt mest eventyrlystne endnu. Og der er, indrømmet, indimellem også en lille smule kosmische musik over lydbilledet, som denne gang især kanaliserer en sen C.V. Jørgensen og dennes legekammerat på ‘Sjælland’-albummet, nemlig Kasper Winding. Især er det vanskeligt at lægge ører til åbneren ‘Elsk og bliv elsket’ og ikke tænke, at det her, satme, er Munck Mortensens take på ‘Florafobi’, som nummeret folder sig ud med Anders Bachs jazzede, snublende trommer, kinetiske synthglimt, vandig guitar og Munck Mortensens gudsbenådede røst.
Dét er heldigvis blot ét blandt mange højdepunkter i Mellemblonds færd ind i ‘Guldlokzonen’, som også tæller en kildrende, intergalaktisk instrumental af et titelnummer, et par skæringer som ‘Vinterskæbne’, ‘Flakkende blik’ og singlen ‘Oplyst af begær’, hvor man grangiveligt kan høre en lav sol prikke ind gennem persiennerne og plante moltoner i livet på Mortensen og hans band, den tøffende optimistiske ‘Alt det gode’ og det søvndrukne fatamorgana af en lukker ‘Læg dig her’.
En lille smule malurt i to-go-kaffen er der dog også. Munck Mortensens tekster har eksempelvis bestemt været mere sprogligt finurlige og interessante end på den ellers smukke ballade ‘Livstid’, og på den rent musikalske front folder den bevidst klumsede, skramlende ‘Den første stjerne’ sig aldrig rigtigt ud til en større lytteoplevelse end summen af dens raslende og utilnærmelige enkeltdele. Men helhedsindtrykket her er altså af et album, der både er nysgerrigt og mestendels vellykket, og som fastholder Mellemblonds status som én af de mere interessante bannerførere for lyrisk intelligent, dansksproget pop med noget på hjerte.
Kort sagt:
‘Guldlokzonen’ er Mellemblonds instrumenteringsmæssigt mest eventyrlystne album endnu – ét som især virker inspireret af en sen C.V. Jørgensen i pardans med Kasper Winding i midt-90’erne. Trods en lille smule malurt i kaffen i form af nogle undertiden, for Kristoffer Munck Mortensens vedkommende, mindre interessante tekster, end man er vant til fra hans hånd, er Mellemblonds fjerde album både vedkommende og mestendels vellykket.