Kanye West vender tilbage til Jimmy Kimmel efter 2013-drama

Kanye West vender tilbage til Jimmy Kimmel efter 2013-drama
Kanye hos Jimmy Kimmel i 2013.

»Torsdag aften rammer orkanen Kanye«, skriver Jimmy Kimmel på sin Twitter-profil, og der er i den grad noget at se frem til, når rapperen vender tilbage til en snak med talkshow-værten.

Tilbage i 2013 var der nemlig drama mellem Kanye og Kimmel, da talkshowet bragte en sketch, hvor Kanyes lange interview med Zane Lowe blev genindspillet med børn i rollerne. Kanye svarede aggressivt og i all-caps igen på Twitter, men endte med at besøge talkshowet til en over 20 minutter lang snak, hvor de to mediepersonligheder sluttede fred – nogenlunde. For Kanyes falske smil er ikke noget, han sådan lige kan skjule.

Nu vender Kanye altså tilbage, og det bliver i kølvandet på nogle af de mest tumultariske måneder i hans karriere: Fra Twitter-tirader og vanvittige udtalelser til en lind strøm af mere og mindre stærke hiphopalbum gennem juni.

Det vides endnu ikke, om Kanye skal spille musik, interviewes eller begge dele, men det mest sandsynlige er nok en chat med Kimmel. Så må vi se, om det bliver lige så mindeværdigt som i 2013. Det hele er forhåbentligt på Youtube fredag morgen.

Læs også: Kim Kardashian teaser nye Yeezy-sneakers på sin Instagram

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af