Robyn gør comeback med et virkelig vellykket popalbum

Robyn gør comeback med et virkelig vellykket popalbum
Robyn.
Robyn gør comeback med et virkelig vellykket popalbum - Honey
5 6
Robyn
'Honey'

Album, Universal

Det lyder næsten som morgensol, der rammer dugvådt græs, når de glitrende, hurtige synths byder én velkommen på det første nummer på ‘Honey’. En sol, der har slumret i otte år og nu endelig kaster sine livgivende stråler over de hungrende græsstrå (læs: popfans). ‘Honey’ er måske et af årtiets mest imødesete popalbum, og der er noget næsten højtideligt over endelig at høre det, der er Robyns første studiealbum siden ‘Body Talk’-trilogien fra 2010.

Heldigvis bliver de næsten urealistisk høje forventninger, der har tårnet sig op gennem de seneste år, indfriet på svenskerens hidtil mest komprimerede og stemningsmættede album – dog på en lidt anden måde, end man måske havde forestillet sig. For selv om singlerne ‘Missing U’ og titelnummeret var så Robyn-agtige som noget kan være, så er resten af ‘Honey’ en overraskende omgang, hvor hun flirter med disco, house og en generelt mere klubbet stemning, der lader eksotiske, percussive lyde og dekadente strygersynths fylde i lydbilledet.

Særligt numrene ‘BetweenTheLines’ og ‘Beach2k20’ er eksperimenterende, quirky og varme i deres udtryk på en måde, Robyn ikke rigtigt har været før. Eksperimenterende har hun ganske vist altid været, men den kølige fembot-stil, der dominerede ‘Body Talk’-udgivelserne, har nu fået lidt rundere kanter og en blødere, mere inviterende karakter.

»I’m a human being«, synger Robyn netop på albummets andet nummer, ‘HumanBeing’. Det betyder ikke nødvendigvis, at cyborg-dagene er ovre – tværtimod lyder de lidt creepy ord næsten, som om de kommer fra en robots mund, men de beskriver egentlig fint, hvordan Robyn har vendt sig mod en musikalsk varmere lyd.

Denne ’varme’ stemning skyldes blandt andet sange som ‘Because It’s In the Music’ og ‘Baby Forgive Me’, hvor strygere, lyse vokalharmonier og glitrende chimes luller en ind i house-agtig discodøs. Robyn har altid fundet inspiration i disco-artister som Sylvester og Donna Summer, der bragte sange om smerte og følelser ind på dansegulvet, men hendes egen musik har aldrig rigtigt lydt af disco. Det fungerer i den grad på ’Honey’ og er en virkelig flot tilføjelse til hendes allerede mangefacetterede musikalske virke.

Annonce

Højdepunkterne er mange blandt ‘Honey’s ni sange – hvilket forresten er den perfekte albumlængde for en som mig, der synes, at alle album over 15 sange er direkte øretæveindbydende. De eksperimenterende numre bliver holdt i skak og får modspil af euforiske popbangers som ‘Missing U’, titelnummeret og ikke mindst det virkelig fine afslutningsnummer ‘Ever Again’, der med en opløftende tekst (»never gonna be brokenhearted, ever again«) og poppede akkorder næsten leder tankerne hen på en 20 år yngre Robyn og et nummer som ‘Be Mine’.

På ovennævnte sange er der dømt Robyn i den allermest klassiske forstand, hvor store følelser bliver krænget ud i euforiske dansenumre, og det er netop den fine balance mellem velkendt og nyt, der gør ‘Honey’ til et så vellykket popalbum.

Vi får masser af det, vi har savnet siden ’Body Talk’, men samtidig bevarer Robyn den nysgerrighed og eksperimenterende attitude, der udgør en lige så stor del af hendes musikalitet.


Kort sagt:
De næsten urealistisk høje forventninger, der har tårnet sig op gennem de seneste par år, bliver indfriet på Robyns hidtil mest komprimerede, stemningsmættede album – dog på en lidt anden måde, end man måske havde forestillet sig. For selv om singlerne ‘Missing U’ og titelnummeret var så Robyn-agtige, som noget kan være, så er resten af ‘Honey’ en overraskende omgang, hvor svenskeren flirter med disco, house og en generelt mere klubbet stemning. Det er netop den fine balance mellem velkendt og nyt, der gør ‘Honey’ er til et virkelig vellykket popalbum.

Læs også: For mig vil Robyns ‘Dancing On My Own’ altid være den ultimative dansegulvsterapi