James Blake lukker hiphoppen ind i sin elektroniske artpop – og skaber et følsomt mesterværk

James Blake lukker hiphoppen ind i sin elektroniske artpop – og skaber et følsomt mesterværk
James Blake.
Foto: Amanda Charchian
James Blake lukker hiphoppen ind i sin elektroniske artpop – og skaber et følsomt mesterværk - Assume Form
6 6
James Blake
'Assume Form'

Album, Universal

Der har længe været en snert hiphopindflydelse i James Blakes univers, der ellers oftest er blevet kategoriseret som fremtidssoul og elektronisk musik. Det kom blandt andet til udtryk i de pulserende beats på englænderens andet album, ‘Overgrown’, som han da også fik både RZA og Chance the Rapper til at rappe over.

Mange forventede dog med god grund, at Blake ville lukke endnu flere hiphopindskydelser ind i sit følsomme univers på dette hans fjerde album. Siden udgivelsen af det underspillede ‘The Colour in Anything’ har han nemlig udgivet vellykkede samarbejder med blandt andre Jay-Z, Kendrick Lamar, Vince Staples, André 3000 og Travis Scott, og i hiphopkredse er hans bidrag blevet modtaget med kyshånd.

Ikke alene er James Blake blevet mere hiphop de seneste par år, hiphop er også blevet mere James Blake. Trap har overtaget verden med kølige, diskrete synthbeats, emorappen har markeret sig med melodisk melankoli, og ikke mindst er hiphop generelt langt mindre interesseret i hurtige flows, rå gadebilleder og indviklede dobbeltrim end tidligere – i stedet fokuserer mange kunstnere på at etablere stemninger gennem deres hiphop. Og stemninger er da det, James Blake alle dage har været bedst til.

Jeg var næppe den eneste, der derfor blev ellevild, da James Blake annoncerede, at ‘Assume Form’ ville have gæsteoptrædener fra hiphopsværvægterne Travis Scott, Metro Boomin og André 3000. Dertil får han også besøg af de spirende stjerneskud Rosalía og Moses Sumney, der skubber henholdsvis flamenco og r’n’b i nye retninger.

I løbet af albummet formår Blake eminent at integrere alle fem gæster i sit musikalske univers. Ikke blot er deres idiosynkrasier tilpasset og produceret, så de glider gnidningsfrit ind i hovedpersonens lydbillede på de sange, hvor de hver især dukker op – Blake har også formet hele albummet, så det drager lidt fra gæsternes lyd, selv når de ikke er der.

Jovist, trap-produceren Metro Boomin er krediteret på de to mest trappede sange, men trappede hi-hats dukker også op på det følsomme solonummer ‘I’ll Come Too’, og han vender trapmusikkens flittige brug af hi-hats fuldkommen på hovedet med den quirky ‘Are You In Love?’. Elementer af Rosalías flamencopop dukker sågar heller ikke op kun på nummeret, hvor hun gæster – både ‘Tell Them’ og ‘Don’t Miss It’ indeholder rytmiske figurer, der er som snydt ud af hendes musik.

Det hele er dog først og fremmest James Blakes univers, og han har aldrig lydt bedre. Hans vanligt følsomme vokal står vanvittigt flot over alle produktionerne, men den har virkelig fået noget modenhed og kant sammenlignet med tidligere udfoldelser. Der er tit en lurende intensitet – noget, der når sit toppunkt på den ængstelige ‘Where’s the Catch’ feat. André 3000, hvor vores gæsterapper også bliver hudløs i sin vilde skildring af et pessimistisk livssyn. Sangen handler om ikke at kunne nyde de gode stunder i livet uden konstant at tænke »there must be a catch«, som Blake synger.

Hele Blakes instrumentale udtryk er også ekstremt godt. Produktionen er knivskarp, og arrangementerne har så meget fylde, at man bliver suget godt og grundigt ned i hans univers. Når det hele står så veludført, bliver stemningen så meget desto mere utryg, når der bliver klippet brat i lyden på titelnummeret, eller når han sørger for, at trommerne følger en skæv rytme på ‘Barefoot in the Park’. Det er sådan et øje for detaljer, der gør, at ‘Assume Form’ går helt ind under huden.

Det nærværende drama eskalerer på tværs af størstedelen af albummet, og det kulminerer som sagt i ‘Where’s the Catch’. Men mod alt forventning er sangene derefter muligvis der, hvor albummet for alvor bliver et mesterværk. Numrene lyder som Blakes forsøg på at overbevise sig selv om, at der er noget, der er værd at leve for. ‘Power On’ er en fænomenal sang, hvor Blake søger at overbevise sig selv om sit værd: »I thought I might be better dead, but I was wrong«, synger han i åbningslinjerne, mens han samler mod, men hans stemme bliver blot mere skrøbelig, som sangen skrider frem.

På det næste nummer, ‘Don’t Miss It’, giver han da også sin stemme en vokaleffekt, der får det til at lyde som om, den konstant er ved at falde fra hinanden. Sangen imponerede mig ikke, da den udkom som single for noget tid siden, men i albummets kontekst er den hjerteskærende.

‘Assume Form’ er et eminent album. Blake udnytter sine gæsters tilstedeværelse på fantastisk vis, men han er altid selv i centrum, og han har en dybt rørende musikalsk fortælling at formidle. Jeg kan anbefale talrige gennemlytninger, for det her er et album, der kun bliver bedre for hvert genhør.


Kort sagt:
På ‘Assume Form’ får hiphoppen større indflydelse i James Blakes personlige, elektroniske artpop, og det har resulteret i englænderens hidtidige mesterværk. Det er betagende at udforske det detaljerige lydunivers, men vigtigst af alt er det dybt engagerende at lade sig rive med af det nærværende følelsesunivers.

Læs også: De 23 mest ventede udenlandske album i 2019

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold