Fem øjeblikke, der har defineret Barselona: »Det hele tog tre timer – og halvanden time gik med at ryge«
Barselona.

Fem øjeblikke, der har defineret Barselona: »Det hele tog tre timer – og halvanden time gik med at ryge«

Efter adskillige singler, mixtapes, ep’er og en kometkarriere, der ville tage pusten fra de fleste, kunne Barselona i sidste uge endelig sætte deres fuldlængdedebuter i verden. Ikke et, men to album: ’Hjertebank’ og ’Legebørn’. Et, der dyrker popmusikkens opløftede solskinsæstetik, og et, der udforsker nye, eftertænksomme rockhorisonter.

Vi mødte de produktive musikpoeter Rud Aslak og Rasmus Theodor på Frederiksbergs Café Svejk til en gennemgang af deres knapt tre hæsblæsende år som Barselona – beskrevet via fem helt essentielle nedslag.

1. Soundcloud-æraen (september-december, 2016)

Rasmus: »Det er en god måde til at give hele starten på Barselona en titel. Det var der, vi udlagde vores musik, og måden, vi gjorde det hele på, var meget Soundcloud-agtig. Meget upoleret. Når vi havde lavet en sang, ville vi helst bare have den ud samme aften. Vi legede os frem og sporede os ind på, hvordan vi skulle lyde – og det blev så til 18 sange«.

Rud: »Det er helt sygt, hvor mange sange vi faktisk har skrevet. Jeg føler stadig ikke, vi har fundet vores ståsted – på en god måde. Men jeg synes også, man kan høre på sangene, vi har øvet os på at skrive og har lært hinanden godt at kende.

Barselona. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Men vi har stadig den samme begejstring og glæde, når vi har skrevet en sang, som dengang. Man bliver aldrig træt af følelsen af at have skrevet noget, man virkelig selv synes er kanon. Det er den følelse, der driver det. Den følelse, man jagter for evigt. Det sygeste er, når man har siddet og bikset med det hele natten, og man så vågner om morgenen og sætter nummeret på i sengen, og man stadig synes det er godt – dét er den bedste følelse«.

Rasmus: »Det er altid dig, der bestemmer, hvornår jeg må høre nummeret, fordi du har alle sangene på din computer. Nogle gange går der en uge – andre gange vågner jeg til en besked, hvor der står: ’Ok Rasmus, den der ting, du indspillede, lige inden du tog afsted, den er altså blevet til et fucking sygt nummer’«.

2. ’Drengepop’-turneen (marts-april, 2018)

Rud: »Til de tidligere koncerter var det mest vores venner, der kom – eller også var det gratisarrangementer, hvor folk dukkede op, fordi der var øl. Men på ’Drengepop’-turneen skete der noget. Folk havde købt en billet til vores koncert. De kunne sangene. De havde fandeme siddet og lyttet til det. Det var første gang, jeg mærkede den energi, der kan være i koncerter. At man giver noget og får noget igen. At det er en fællesoplevelse. Tit kan jeg slet ikke synge selv, når folk synger med, fordi det er det vildeste«.

Var det underligt at høre dine ord komme ud af andres munde?

Rud: »Helt vildt. Men det er den fedeste følelse i verden. Det er en forløsning, som jeg havde ventet på uden at vide det. Jeg har jo levet i en boble og skrevet de her sange, som er meget personlige – men samtidig meget almene, da det er nogle følelser, mange kan relatere til. Det opdagede jeg dér. At jeg havde ramt nogle mennesker, jeg ikke vidste eksisterede.

Der er mange unge, der mærker følelserne nu – som lever deres liv parallelt med os på en eller anden måde. Og så er der mange, der ser tilbage på følelserne og forstår dem. Som er lidt mere kloge på, hvad vi snakker om«.

Barselona. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Rasmus: »En 60-årig mand er jo tusind gange klogere i livets skole, end vi er. Men det er også vigtigt, vores tematikker ikke bliver blæst op til noget, vi selv ikke er. At teksterne ikke handler om damer og penge. Det er meget 1:1, det du (Rud, red.) oplever. Der er ikke pyntet for meget på noget. Når du skriver, du har mødt en pige, så har du faktisk mødt en pige – ikke tusind bitches på klubben. Det ville være fucking kikset«.

Rud: »Det har været en tendens i dansksproget musik de seneste par år. Der er det måske meget fedt at høre noget mere realistisk, man kan forholde sig til«.

Rasmus: »… med mindre man rent faktisk har fucking mange bitches på klubben. Så tænker man nok: ’Én kæreste ad gangen, hvad fanden er det for noget at snakke om?’«.

3. Ep-kvoten bruges op (2018)

Rud: »Når du står på skateboard og har lært at lave en ollie, er det meget naturligt, du får lyst til at lave et kickflip. Man øver sig hele tiden og laver flere tricks. Nu kunne vi godt tænke os at lave et større værk, som kunne nogle andre ting. Vi havde lyst til at lave et album«.

Rasmus: »Det, der gør det rigtig spændende, er, at der er en nervøsitet omkring det, fordi vi har ikke prøvet det før. Første gang, vi udgav en ep, tænkte vi også: ’Shit, hvordan tager folk imod det?’. Og med vores mixtapes: ’Synes folk lige pludselig, det er blevet for poleret?’. Og nu: ’Er der overhovedet nogen, der gider at høre et helt album?’. Det er det, der gør det spændende. Vi ved, en ’Sommerkys’ part two ville falde i god jord – men nu er det to album. Fatter folk dét?«.

Hvordan kan det være, I tænker så meget i ep- og albumformat, når I selv startede på Soundcloud?  I er vel heller ikke selv vokset op med at købe fysiske cd’er?

Rud: »Det kommer af, at det er noget, jeg selv har savnet. Folk udgiver singler, og der er en strategi tænkt ind i det i forhold til, hvordan man streamer allermest. Jeg savner, at der kommer et fuldstændigt friskt album ud, man kan høre som et værk, som man gjorde engang. Mange af de ting, vi gør, stammer fra en irritation eller en mangel. Hvorfor fanden er der ingen, der laver album? Så er vi nødt til selv at lave to.

Når folk beder os om at beskrive det, vi laver, tænker jeg tit, det kommer af noget, jeg selv har manglet. Dansksproget musik fra nogle unge mennesker. Det har jeg også manglet selv. Jeg har ikke manglet danske bands, der skriver på engelsk, fordi de tror, de kan bryde igennem i udlandet. Vi har lavet den musik, vi har manglet«.

Barselona. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Rasmus: »Der er sindssygt mange af vores jævnaldrende, der gerne vil tage den hurtigste vej til international succes med deres musik. Hvis de ikke har hittet på andensinglen, der allerede burde have taget dem rundt i hele Europa, føler de, de lige så godt bare kan give op«.

Rud: »Mange tænker, at nu vi har slået igennem, skal vi lave engelsk musik, så vi kan komme til USA og spille. Men først og fremmest er jeg ikke god nok til at snakke engelsk. Jeg ville ikke kunne fortælle de samme ting – det ville blive uærligt. Jeg har aldrig dyrket de der internationale ting. Jeg har altid elsket det danske sprog, og så har jeg været heldig, der har været nogle som Peter Sommer, Kim Larsen og Steppeulvene, der har gjort det så godt, så jeg ikke har haft behov for at flygte fra der, jeg kommer fra. Det er først den dag, man begynder at tænke på engelsk, man kan skrive på engelsk. Hvis man tænker på dansk, skal man da skrive på dansk – det giver da helt klart bedst mening«.

4. ’Fra Wien til Rom’ (single udgivet i september, 2018)

Rasmus: »’Fra Wien til Rom’ var den første sang, vi lavede og udgav med denne her nye lyd, der blev til ’Legebørn’. Den var lige ude og mærke temperaturen hos folk – og den blev taget sindssygt godt imod. Det var supermotiverende, at folk ikke blev skræmt væk af, at der var lidt ekstra guitar på. Vi har nogle meget nysgerrige og trofaste lyttere. Ligegyldigt, hvor meget man går efter sin mavefornemmelse, er det stadig super vigtigt at få en eller anden form for reaktion«.

Rud: »Men det har også vist sig at bære frugt at være stædig med sin egen mavefornemmelse. Det kan jeg også se på andre – for eksempel på The Minds of 99, da de fik prisen til P3 Guld for nyligt. Så stener man lidt over, at det også er et band, der er blevet ved på deres egen måde, bygget alt det der pis op selv og fået hele Danmark med – og så har P3 og alle de store platforme på et tidspunkt været nødt til at samle dem op.

Vi er få i forhold til mange af de andre, men der er en gensidig respekt imellem os og nogle af dem, jeg synes gør det pissegodt – Peter Sommer, Karl William, Benjamin Hav og nogle af dem. Vi forstår hinanden. Det giver blod på tanden – især når en som Peter Sommer så har hørt vores musik og ville i studiet med os. Det er helt overdrevet«.

Han er kongen af sangskrivning – men han er også kongen af mails!

Peter Sommer har også altid været et idol for jer, ikke?

Rud: »Jeg ved ikke, om han ved, hvor meget hans musik har betydet for, at jeg skriver sange på dansk. At jeg laver musik. Det ville jeg ikke sige til ham, da vi var i studiet – men det har han virkelig«.

Hvordan blev Sommer-samarbejdet stablet på benene?

Rasmus: »Vi fik den lille idé, at det kunne være sindssygt fedt at få ham med. Så jeg fandt hans mail og skrev til ham. Jeg kan ikke huske, hvor mange gange, jeg læste min mail igennem, før jeg sendte den til ham – han kan jo virkelig noget med ord, så hvis jeg skriver en mail uden komma, dræber han mig måske. Men han sendte den fedeste mail tilbage«.

Rud: »Han er kongen af sangskrivning – men han er også kongen af mails!«.

Rasmus: »Han havde tænkt, vi skulle skrive noget fra bunden, men så havde han siddet aftenen før og fået denne her idé at synge sin egen sang over vores instrumental – og han turde næsten ikke foreslå det. Det var jo bare for sygt, han bragte det op – det er jo en ære at få lov til at fortolke den«.

Rud: »Jeg ville ikke kunne få mig selv til at spørge om sådan noget. At det kom fra ham, det var fucking fedt. Han gav mig sin computer med skitserne til ’Elskede at drømme, drømmer om at elske’ – og så kunne jeg bare vælge. Og teksterne, der ikke var kommet med i hans sang, var ikke valgt fra, fordi de var for dårlige. Det var fuldstændigt hjernedødt godt. Man kunne tage alle versene, og det havde det været genialt«.

Rasmus: »Så tog han ét take af sin del, og så tog han afsted. Det hele tog tre timer – og halvanden time af det gik med at ryge«.

5. Ét album er ikke nok (‘Legebørn’ og ‘Hjertebank’ udgivet marts, 2019)

Rud: »Vi havde lavet ’Fra Wien til Rom’ og nogle andre sange, der havde en lidt anden lyd. Men vi havde også lavet nogle sange, der havde lidt samme stemning som ’Drengepop’ og ’Sommerkys’. Vi kunne godt lide begge dele – men det gav jo ingen mening i forlængelse af hinanden«.

Rasmus: »Vi måtte spørge os selv: ’Har vi tænkt os at tage de her sange og gøre dem mere homogene, så de kan passe på ét album, eller skal vi tage det til ekstremerne med begge ting? Da vi så besluttede at lave to plader, skulle vi også sørge for, de ikke lød ens – ellers kunne vi lige så godt have lavet én lang plade. Så skal der også virkelig guitar på det ene og autotune på det andet«.

Barselona. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Var det en udfordring at skulle indtænke genrerne i komponeringen?

Rud: »Jeg tror altid, jeg har tænkt, jeg skulle lave sådan noget musik, men da vi lavede ’Drengepop’, havde jeg bare mere lyst til at lave pop. Men nu kom gnisten tilbage – og de her sange var nærmest allerede skrevet i hovedet, de skulle bare ned på papiret. Det var mere en udfordring at holde overblikket over, at vi skulle lave to plader, der skulle lyde forskelligt«.

Rasmus: »Hvis man fjerner alle trommer og guitar på ’Legebørn’, er det stadig Barselona-sange, der bare har fået en anden produktion. Men man kunne godt blive fristet til at sige: ’Skal vi lave en pop- eller rocksang i dag?’, når man laver begge ting samtidig – men man er nødt til at smide den slags tanker væk og bare lave en sang«.

Så var det vel også vigtigt, I vidste, hvad der var kernen af Barselona-sange, før I gik i gang med projektet?

Rud: »Jeg ved ikke engang, om vi var bevidste om det før – men det er fucking vigtigt. Man kan hurtigt blive kastet ud i et eller andet, hvor man bliver forblændet og går med til det hele. Vi var kun 16-17 år, da vi startede, og sad der med voksne mennesker. Men vi fik lov til at starte ud selv og spore os ind på, hvem vi egentlig er. Det er fucking fedt. Det burde alle gøre«.

Føler I så ikke også, I er blevet ti år ældre på de sidste tre år?

Rasmus: »Jo. Det er vanvittigt. Når man ser nogle af de første ting, vi har lavet – jeg ligner en baby, jeg lyder som en baby, og når jeg husker tilbage, tænkte jeg også som en baby. Det er så uskyldigt og nuttet. Nu har vi fået noget ansvar. Det klæder os, synes jeg«.

Rud: »Når jeg lige tænker over vores alder, føler jeg mig fandeme heldig over at kunne lave det her. Vi startede for tre år siden, da vores venner startede i gymnasiet, og så har vi ligesom fulgtes ad. Her til sommer går det hele går op i en højere enhed. De bliver studenter – de skal køre i lastbil, vi skal køre i tourbus. Det er satme sygt«.

Læs anmeldelse: Barselona ‘Legebørn’ og ‘Hjertebank’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold