Oversete hiphopklassikere #15: Young Thug og Rich Homie Quan skaber trappens ‘Watch the Throne’ (2014)

Oversete hiphopklassikere #15: Young Thug og Rich Homie Quan skaber trappens ‘Watch the Throne’ (2014)
Birdman og Young Thug.
Foto: Instagram / Young Thug
I en artikelserie sætter vi fokus på oversete hiphopklassikere fra årtusindskiftet og frem til nu – ét album fra hvert år. Denne uge ser vi på dengang, det lykkedes Birdman at få Young Thug og Rich Homie Quan til at lægge galskaben til side og fokusere på at skabe et fuldendt mesterværk, der blev trappens ’Watch the Throne’.
Oversete hiphopklassikere #15: Young Thug og Rich Homie Quan skaber trappens ‘Watch the Throne’ (2014)
SERIE: Oversete hiphopklassikere

–––––––––––––––––––––––– Du kender 'The Blueprint' og 'Marshall Mathers LP'. Men hvad med de mindre kendte album, der har defineret hiphoppen siden årtusindskiftet?

Dette efterår sætter vi fokus på oversete hiphopklassikere fra år 2000 og frem til nu.

SERIE. ‘Rich Gang: Tha Tour pt. 1’ er et trap-mesterværk, der indkapsler øjeblikket, hvor Atlanta-scenen omfavnede sine mest excentriske impulser og skabte midt-10’ernes dominerende hiphoplyd. Det er her, Young Thug lærer at tøjle sin maniske vokal og skaber nogle af sine stærkeste sange sammen med en Rich Homie Quan, hvis karriere peakede med Rich Gang-udgivelsen. Det hele blev faciliteret af den ikoniske (og berygtede) Cash Money-labelboss Birdman, der så de to unge rappere som arvinger til superstjernerne Lil Wayne og Drake, som han var ved at miste taget om.

Det er altså et mixtape, der pegede mod fremtiden. For Young Thug, der er blevet en af trapmusikkens mest indflydelsesrige rappere, for Atlanta, der blev hiphoppens hovedstad – og for genren som helhed, der orienterede sig mod den lyd, man møder her.

Men selve titlen er faktisk totalt misvisende og peger snarere mod en fiktiv fremtid, der aldrig blev til noget. For gruppenavnet Rich Gang var egentlig pladeselskabsbossen Birdmans forestilling om en ny hiphopsupergruppe, der skulle have Thug og Quan som frontmænd. De to rappere slap dog hurtigt ud af kløerne på pladeselskabsbossen, der er kendt for at snyde sine artister. Ordet ‘Tour’ i mixtapetitlen referer samtidig til en turné, der heller aldrig blev til noget. Og nej: Der kom heller aldrig en officiel ‘part 2’. På den måde er det her altså også en udgivelse, der spåede en fremtid, der aldrig kom.

Alligevel er Rich Gangs eneste duoprojekt helt unikt: For selv om det ikke blev startskuddet til en fælles løbebane for Rich Homie Quan og Young Thug under Birdmans lederskab, blev det alligevel momentet, hvor Atlantas nye ungdom stod frem som hiphopscenens mest spændende unge stjerner.

Hvordan blev det til?

Sig hvad du vil om Birdman, men han er altså god til at få tingene til at ske. Han er manden bag det legendariske Cash Money Records, Lil Waynes mentor og stedfar, samt grundlæggeren af New Orleans’ hiphopscene, som vi kender den. Og ja, så er han kendt for at snyde stort set alle artister, der har samarbejdet med ham.

Men han er også kendt for at få kaotiske artister til at præstere på højeste niveau og skabe store værker. Og i 2014 havde han kastet sit blik på Young Thug og Rich Homie Quan.

De to rappere red begge på en bølge af hype. Rich Homie Quan havde skabt sig et hit i form af ‘Type of Way’, der tog Futures auotune-trap og gjorde den mere menneskelig, og fulgt dén sang op med det storslåede ‘My Nigga’ med YG, hvor han forenede DJ Mustards minimalistiske ratchet music-produktioner med Atlantas sangrap.

Young Thug var derimod kommet frem under Gucci Manes vinge. Hans ‘1017 Thug’-mixtape tog Lil Waynes hylende vokal, tilsatte autotune og lod det hele syre ud. »Han lyder, som om han rapper fra et brændende hus, hvor han skal lige til at hoppe ud af vinduet«, skrev vi dengang, og det passer egentlig meget godt, hvis vi selv må sige det. Dét mixtape fulgte han op med singlerne ‘Stoner’ og ‘Danny Glover’, der cementerede Young Thug som rapperen, der skabte den mest excentriske musik i Atlanta.

Thug og Quan var altså på vej frem, men de manglede noget orden i deres virke. Young Thug var signet til en række forskellige folk (inklusive Atlanta-trappens gudfader Gucci Mane), og begge artisters musik leakede konstant på internettet. Birdman tøjlede galskaben og fik de to rappere til at skabe en helstøbt udgivelse sammen med produceren London On Da Track – og sørgede for, at det hele blev udgivet på ordentlig vis. Resultatet er en moderne klassiker – på trods af, at Rich Gang var en kortvarig fornøjelse, og selv om duoens største hit ‘Lifestyle’ ikke engang er med på mixtapet.

Hvordan lyder det?

‘Tha Tour pt. 1’ er lyden af to af trap-musikkens stærkeste unge artister, der finder deres groove og kværner den ene genistreg ud efter den anden. Men det var egentlig ikke oplagt, at de her stemmer skulle fungere så godt sammen.

Young Thug er nemlig ikke en rapper, der er nem at stå ved siden af. Han er en slags omvandrende heksehyl, der har taget Lil Waynes excentriske stemmeføring og løse sangstruktur til nye ekstremer, og som virker allergisk mod konventionelle flows. Det må føles lidt som at spille russisk roulette at dele mikrofon med en så utilregnelig rapper. Rich Homie Quan er til gengæld melodisk på en mere klassisk måde: Han har noget jordnært ved sig. I modsætning til Thug eller Future (der slog igennem en smule før Rich Gang-rapperne), som udforsker det skingre og det syrede, søger Quan indad mod følelserne, mod det virkelige.

Rich Homie Quan starter for eksempel ‘Freestyle’ med følgende selvbiografiske linjer: »My baby momma just put me on child support / fuck a warrant, ain’t goin’ to court / don’t care what those white folks say I just wanna see my lil boy«. Men så kommer Thug og improviserer linjer, der både stammer, synger og praler: »I, I, I spend the largest bank on all my clothes / that pussy so wet, she gotta dry it outdoors«.

Men selv om deres udtryk konstant er på vej i modsatte retninger, fungerer Atlanta-duoen alligevel perfekt sammen. Young Thug er den maniske modpart til Quans mere afdæmpede persona, men deres flows minder om hinanden. Det er tydeligt, at de er vokset op samme sted. De bruger samme teknikker, men fortolker dem forskelligt, og det er det, der gør deres kemi så unik.

Som på ’Tell Em (Lies)’, hvor Quan harmoniserer melodier i baggrunden, mens Thug gakker ud på omkvædet. Eller på højdepunktet ’Flava’, hvor de først rapper hookets linjer på skift – for så til sidst at rappe linjerne samtidig. Den slags harmonisk symbiose er ikke bare sjælden, den er enestående. Thugs heliumsagtige heksehyls-flows og Quans blues-baryton opnår en perfekt blanding af fælles fodfæste og modsætningsfulde flows, som man nærmest ikke har set siden legendariske hiphopduoer som Outkast eller A Tribe Called Quest.

De fungerer virkelig som en duo, på en måde som hiphopfællesalbum sjældent gør. Se bare sidste års samarbejdsalbum af Juice WRLD og Future eller Quavo og Travis Scott for at se, hvor galt det går, når artister er enten for forskellige (førstnævnte) eller for ens (sidstnævnte) til for alvor at klikke sammen. Rich Gang skabte 10’ernes definerende duoudgivelse inden for moderne hiphop, der var mindst lige så toneangivende og formfuldendt som Kanye og Jay-Z’s ‘Watch the Throne’. Faktisk bliver der den dag i dag refereret til det her mixtape, når en duo opnår helt ekstraordinær kemi.

Hvad har det betydet?

I 2018 blev Atlanta-scenen domineret af et album, der næppe havde eksisteret, hvis ikke det var for Rich Gang: Nemlig Gunna og Lil Babys ’Drip Harder’. Fællesalbummet af de to rappere, der begge er Young Thug-elever, og som bruger hans æstetik i nærmest skamløs grad, er en form for åndelig efterfølger til ’Tha Tour’-mixtapet. Her ser vi nemlig igen to Atlanta-rappere rappe sorgløst, melodisk og ekstremt catchy sammen, næsten som om de genopliver ånden fra Quan og Thugs mixtape-klassiker fra 2014. I 2014 domineredes hiphoplandskabet af Rich Gang-singlerne ‘Lifestyle’ og ‘Flava’ – i 2018 fik vi ‘Drip Too Hard’ og ‘Sold Out Dates’ af Gunna og Lil Baby.

Siden har Young Thug præget Atlantas trap-scene i ekstremt høj grad og skubbet til hiphoppens normer med sin musik samt sin leg med klassiske kønsroller og maskulinitetsidealer. Thug kaldte allerede Rich Homie Quan for »baby« og »hubby« i Rich Gang-tiden, og siden har han optrådt på pladecovers i kjole (‘Jeffery’) og generelt udvist en overskudsagtig nonchalance overfor de mere forældede dele af hiphoppens adfærdskodeks.

Han er ikke blevet den gigantisk mainstreamstjerne, han lød som på Rich Gang-udgivelsen. Ligesom ‘Tha Tour’-efterfølgeren samt turnéen, blev det aldrig til noget med mainstream-drømmen. Det var nok alligevel altid mere Birdmans vision end Thugs.

Rich Homie Quans karriere har også været kompliceret. Han ramte aldrig helt niveauet fra Rich Gang-tiden igen, selv om hans ‘Flex (Ooh Ooh Ooh)’ var et solidt hit i 2015. Men så leakede størstedelen af hans sange med Young Thug, og gruppen gik i opløsning. Derefter forsvandt Quan lidt efter lidt – som det nogen gange sker med hiphopartister.

På den måde er begge artister siden røget tilbage i mere kaotiske udgivelsesmønstre, hvilket nok afspejler deres personlighed bedre. Især Young Thug virker som om, han har fundet sin helt rigtige plads på hiphopscenen som Atlantas store excentriker, der oplærer nye talenter i trappens kunst. Men der var nu noget helt specielt over de måneder i 2014, hvor Birdman tvang Quan og Thug til at indspille det store hovedværk, alle vidste de havde i sig, men som ingen troede de ville have disciplinen til at få skabt.

Læs også: Oversete hiphopklassikere #14: Da Kevin Gates gjorde det okay for gangstarappere at vise følelser (2013)

Læs alle artiklerne i serien om oversete hiphopklassikere HER.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold