Hold øje med Høker: Fire gymnasieelever, der har født et genrefusionerende bastardbarn

Hold øje med Høker: Fire gymnasieelever, der har født et genrefusionerende bastardbarn
Høker.
De startede med at lave Soundcloud-rap, men udviklede sig hurtigt til noget andet. For hiphop er langt fra meningen med det hele. Mød bastardbarnet Høker.

Høker er fire gymnasieelever fra København. De er også deltagere i årets Karrierekanonen og er tilmed blandt de otte udvalgte artister, der imponerede så meget ved årets Spot Festival, at de til august skal spille den endelige finalekoncert på Smukfest.

Det hele er gået meget hurtigt. I august sidste år besluttede producer Simon Guttermann, rapper Emil Jelbo og sanger Gustav Bejder sig for at lave noget seriøst musik, og ud kom så projektet Høker, der ikke engang et år efter sin tilblivelse må siges at have fået foreløbig luft under vingerne. Inden da havde de forsøgt sig med lidt for sjov-agtig Soundcloud-rap, hvilket de dog hurtigt blev trætte af.

Det, der oprindeligt var en trio bestående af Simon, Emil og Gustav, blev dog for nyligt til en kvartet, da behovet for en liveguitarist op til koncerter på Rust og Spot Festival nødvendiggjorde tilføjelsen af kammeraten Sylvester Zabello til den unge gruppes lineup.

Med Sylvester på guitar undgår drengene vigtigst af alt et skrækscenarie, de flere gange bringer op med lige dele frygt og afsky i stemmerne: Den klassiske »hiphopkonstellation« med de to vokalister oven på et backing track fra en Macbook. Faktisk gør de meget ud af, at de vil skabe en unik koncertoplevelse, når de står på scenen.

Den ungdommelige ambition om at skille sig ud og gøre alting lidt anderledes end alle andre går igen i musikken på debut-ep’en ‘Hænder’, hvor forskellige elementer af hiphop, r’n’b, jazz og pop smelter sammen over de fem tracks. En genremæssig fusion som producer Simon kalder »Høkers smukke bastardbarn«.

Vi mødte Høker i Simons fars fotostudie midt i København, hvor drengene tilbragte mange timer sammen og bondede som band, da de optog musikvideoen til førstesinglen ‘Ud af Dig’.

I startede i sin tid som en Soundcloud-rapgruppe. Hvordan kan det være?

Emil: »Vi har tit holdt nogle fester i Simons kælder, hvor studiet er, og så har det ene nogle gange taget det andet. Simon havde noget udstyr dernede og sådan noget«.

Gustav: »Det der sjov-format, som det var, døde ret hurtigt. Vi havde alle lyst til at lave noget andet, men det var det der, der åbenbart var hurtigst og nemmest at lave. Så tænkte vi, at nu skal vi lige sætte nogle kræfter i et ordentligt projekt«.

Simon: »Jeg tror også, det affødte en form for godt workflow. For når man laver musik, der stikker lidt dybere, som vi jo gør, så kan det nemt blive meget langt og noget med at skrive en linje om ti gange, fordi den skal kunne et eller andet sindssygt. Så jeg tror, det kan være meget sundt at have den tilgang til det«.

Gustav: »Det er et umiddelbart, lidt tankestrømsagtigt format«.

Men I har stadig noget rap, og der er lidt trapmusik over jeres beats. Hvorfor beholder I alligevel de her hiphopelementer?

Emil: »Da vi lavede projektet, var det nogle forskellige præferencer, der kom ind, så jeg tror, vi tænkte: Hvordan kan vi alle sammen have os selv med i det her, og hvordan kan vi alle sammen have noget, der interesserer os, hvor det bliver til en stor ting, som alle synes er fedt? Så jeg tror måske mest, rapdelen er blevet beholdt, fordi jeg synes rapmusik er fedt. Jeg tror heller ikke, de andre har noget problem med det«.

Sylvester: »Men også at alle bidrager med hver sin ting, det er et stort fællesprojekt«.

Gustav: »Emil trækker det i hiphopretning, og det synes jeg Simons beats komplementerer ret godt. Så har jeg noget mere r’n’b-agtigt, som trækker det lidt mere i den retning. Det er også derfor, vi ikke entydigt vil kaldes hiphop«.

I blander altså en masse elementer sammen grundet jeres forskellige baggrunde. Har I et mål om at udfordre genrekonventionerne og det, man kan lave i popmusikken?

Simon: »Ja, det synes jeg. Både pop og hiphop kan godt være lidt floskelramte med hvad man må og hvad man ikke må. Der tror jeg, de komplementerer hinanden godt med tematikker og traditioner. Jeg kan enormt godt lide hiphop, men det kan godt blive meget ensformigt, og der synes jeg poppen kan trække i en lidt anden retning«.

Emil: »Vores musik er jo egentlig meget følelsespræget. Det er måske ikke det ideelle hiphopnummer. Men man ser, det begynder at komme rundt omkring med folk, som også har tænkt i andre baner, som Fraads og Benal. Jeg tror ikke, vi havde en plan med det i starten. Det kom bare af sig selv, da vi blandede hinandens præferencer«.

Simon: »Lyrisk er det også enormt spændende, for nogle gange siger Emil om en linje, at ‘fuck det lyder corny’, men fordi han står og råberapper det ind i en autotune, så lyder det slet ikke corny. Man må nogle andre ting. Gustav kan stå og sige noget, som måske lyder prætentiøst hårdt, hvis det er hiphop, men så står han og krænger hjertet ud på en klam r’n’b-akkord i stedet for. Så kan det noget andet. Så det med at sætte nogle gamle ting ind en ny kontekst«.

Kan I forklare det overordnede tema på jeres ep ‘Hænder’?

Emil: »Det med hænderne? Det er noget med følelsen af ikke at føle noget. Man keder sig lidt, det hele går lidt i ring, og man laver det samme hele tiden. Hænder kan være en form for kontrast. Man kan bruge hænderne til at kreere ting, til at rive ting ned og sådan noget. Samtidig med at du måske ikke rigtig kan bryde det, der er indeni, uanset hvor mange ting du kan gøre med dine hænder«.

’Ud af Dig’ er ep’ens førstesingle. Hvad handler den om? Uden at afsløre for meget…

Emil: »Igen er det nogle forskellige dele, der er blevet sat sammen. Forskellige følelser. Noget af teksten behandler svigt, noget af det nogle helt andre ting«.

Gustav: »Hvis man skal koge det ned til, hvad hooket udtrykker, og hvad hele »ud af dig«-begrebet er… Det handler om at blive en ny version af sig selv«.

Emil: »Det handler om at blive en nyere version af dig selv ud fra de handlinger, du foretager dig. Det er en person i hooket, der snakker til sig selv. En slange der skifter ham. At blive en nyere version af sig selv og komme ud og være frisk. Det føler jeg lidt, man bliver hele tiden med nye oplevelser«.

Sælg jeres Smukfest-koncert. Hvad kan vi forvente af jeres liveshow?

Simon: »Jeg tror, vi fik kogt det ned til én linje, da vi sad og brainstormede. Jeg tror, vi endte med, ’tungere end Infernal, mere sexet end de gængse P3-darlings’«.

Gustav: »Man kan få lov til at opleve det der bastardbarn live. Jeg står og synger et eller andet følsomt i verset, og så lige pludselig kommer der en distorted guitar, der skriger gennem højtalerne i omkvædet«.

Emil: »Man kommer til at indtage en masse forskellige ting. Jeg tror, udtrykket er så skiftende, at man som publikum får mange indtryk på en gang, som kan være ret vildt«.

Høker kan opleves live til Soundvenues nye endagsfestival INPUT 28. september i Pumpehuset – her spiller også navne som Zaar, Ganger og Elias Boussnina.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold