Janelle Monaé var en velprogrammeret showrobot på Roskilde Festival

Janelle Monaé var en velprogrammeret showrobot på Roskilde Festival
Janelle Monáe på Roskilde Festival.
Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue
Janelle Monaé var en velprogrammeret showrobot på Roskilde Festival
4 6
Janelle Monáe

Koncert, Roskilde Festival, Orange Scene

Det orkestrale tema fra ’Rumrejsen år 2001’ gjaldede ud over Dyrskuepladsen, sekunderne inden den amerikanske superstjerne og selverklærede androide Janelle Monáe landede på Orange Scene. Monáe har alle dage leveret sine dybt humanistiske budskaber i en blankpoleret og kontrolleret popindpakning, og i den henseende brød hun ikke kontrakten med sine fans denne aften, men leverede et gennemkoreograferet show. Hun fik dog undervejs understreget – måske modvilligt – at spontanitet og kaos er midlet til at skabe ægte kontakt.

Sangene og koncepterne fra sidste års ekstremt vellykkede album, ’Dirty Computer’, dannede rammen for koncerten med hovedpersonen selv stående på et hvidt podie flankeret af fire dansere og et storspillende band. Herfra iscenesatte hun sit aktuelle alterego Jane med en klar og strålende vokal, lakhatten på sned og fuld kontrol over ethvert hoftevrik.

Og dem var der mange af; Monáe var i konstant bevægelse koncerten igennem, uden at den energiske dans påvirkede hendes sang eller rap på de storslåede pophymner som ’Crazy, Classic, Life’, ’Screwed’ og ’Django Jane’. Under sidstnævnte kronede Monáe sig selv siddende på en guldtrone med en kæmpemæssig sort panter lurende på skærmen bag sig, så ingen kunne være i tvivl om, at stjernen har gjort ligestilling til sit projekt, både hvad angår race, sex og identitet.

Det er humanistiske budskaber, som det kan synes nemt at tage patent på i vores lille og ganske woke Danmark, men med tanke på de aktuelle politiske udfordringer i Trumps USA var det en fryd at opleve en af mainstreampoppens store stjerner tage kærligheds- og fredskampen på sig på så vindende og utvetydig vis, som hun gjorde på Orange.

Janelle Monáe på Roskilde Festival. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Igennem hele koncerten fremstod Monáe som en velprogrammeret show-robot, der holdt sig til manus – hvad end det kom til frihedstalerne, herunder den formulerede hyldest til ’uniqueness’, eller de musikalske indslag. Prince-hyldesten med fuld smæk på ’Purple Rain’-udgangens guitarsolo virkede letkøbt, og da lyden på småkatastrofal vis faldt ud under ’Make Me Feel’ fortrak holdet ikke en mine, men spillede blot videre i flere pinefulde minutter. Mere frækhed og nærvær var der over vulvahyldesten ’Pynk’, hvor Monáe henrykkede med danserutiner i festivalens vel nok mest spektakulære bukser.

Men vi skulle helt frem til koncertens slutning, før Monáe for alvor greb undertegnede om hjertet. Under ’I Got the Juice’ inviterede stjernen tre fans op på scenen – et banalt stunt, men plænen bølgede af empatisk latter og hujen, da en chokeret ung kvinde på sit idols opfordring brød ud i hæmningsløs dans, sekundet efter hun havde hulket sit navn ned i mikrofonen. Følelserne var ægte, og det var frisættende.

Under ’Come Alive (War of the Roses)’ fik Monáe os ned på knæ og tyssede på os, inden plænen eksploderede i fælleshop, og hun rettede et vandgevær imod os. Det var netop den forløsning, den lidt for stramme og indstuderede koncert havde brug for.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold