Roskilde-aktuelle Black Midi er på jagt efter et nyt musikalsk sprog
Med en stærk hype i ryggen dumper ’Schlagenheim’ ned i sommeren 2019 som en sort monolit. Et miks af postpunk, mathrock, avantgardejazz og progressiv rock spillet af fire cirka 20-årige drenge, der lyder, som om de har inhaleret 40 års alternativ rock og nu har den siddende i deres virtuose fingre. Og nu vil de ikke bare viske tavlen ren, men har påtaget sig at brænde klasseværelset ned til grunden.
Faktisk er nogle af de mest oplagte foregangsmænd for Black Midi at finde blandt krasbørstige bands som King Crimson og Van Der Graaf Generator, der begge havde deres storhedstid i 70’erne. Derudover presser postpunkbands som Wire, Pere Ubu, Iceage, These New Puritans og Viet Cong sig på i bevidstheden. Men aldrig længe ad gangen og altid i et konstant fluks.
Frem for alt lyder Black Midi friske, farlige og nye. Som en syngende kindhest til tidsånden. Deres tornede eksperimentalpunk lukker ikke meget lys, luft eller varme ind – også titlerne er bevidst knudrede: ’953’, ’bmbmbm’ OG ’Near DT, MI’ er lige som musikken titler, der kræver viljestyrke at trænge ind i. Ret skal være ret, én sang sang hedder ’Reggae’, men der er ingen vuggende Jamaica-stemning her; også på denne skæring lyder ’Schlagenheim’ mest som en transmission fra en dystopisk fremtidsby, hvor androiderne gør oprør og har grebet instrumenter som våben.
Kvartetten spiller kvalificeret på deres instrumenter og tvinger guitar, bas og trommer ud på yderste kant af deres formåen. Bandets univers lyder som et rum, der har fået suget al farve ud af marven, så kun sort, hvid og kantede, barberbladsskarpe skygger tilbagebliver. Intet nummer ter sig helt som det, der kom forud, sangene nægter stædigt og hidsigt at overgive sig til nogen formular. Men bag de frenetiske passager af guitar, bas og trommer indviklet i kompliceret hanekamp, gemmer der sig også fantastisk, rablende vokalarbejde, som producer Dan Carey efter min mening har placeret en anelse for lavt i lydbilledet.
Albummet er i visse passager, som man måske fornemmer, sjovere at plukke referencer til, end det egentlig er at lytte til. Den hermetiske lukkethed bliver nogle gange næsten kvælende. Her og der bliver den ungdommelige utilnærmelighed mindre en force end en hæmsko, og at lytte til ’Schlagenheim’ bliver nogle gange lidt som at være flue på væggen i øvelokalet. Et kollektiv, der skatter processen højere end slutproduktet.
Visse dele af bandets virke er givetvis sjovere at overvære til koncert, hvor det stærke improvisatoriske islæt kan trækkes længere ud i marginerne, og så kan nørderne i Sonic Youth-t-shirts bagefter sammenligne og udveksle versioner og indspilninger hjemmefra. Men når tjæren, galden og spilleglæden driver ud af højtalerne, og musikken gang på gang antænder i hæsblæsende bagholdsangreb og rytmikken kortslutter, føler man, at man oplever et friskt nyt kapitel i historien om den alternative rock.
Fødslen af et sort, slimet kryb trukket hylende og hvæsende herned fra en alternativ dimension, hvor Slint, Swans og John Zorn er husguder frem for Rihanna, Drake og Ed Sheeran. For mange vil et monster som dette være svært at knuselske som sådan, men det er umuligt ikke at blive imponeret over vingefanget.
Kort sagt:
Det er fascinerende at lægge ører til så meget talent, virtuos præcision, spilleglæde og rå postpunk-nerve – som søgte Black Midi efter et helt nyt musikalsk sprog. Deres tornede første album er en ekstremt løfterig hensigtserklæring.