Megan Thee Stallions ‘Hot Girl Summer’ er sensommerhittet, vi har ventet på – Nicki Minaj og Ty Dolla Sign gæster

Megan Thee Stallions ‘Hot Girl Summer’ er sensommerhittet, vi har ventet på – Nicki Minaj og Ty Dolla Sign gæster
Megan Thee Stallion.

Megan Thee Stallion er en af årets mest spændende succeshistorier på hiphopscenen. Hun har vist sit knivskarpe, teknisk stærke flow og overbevist med en exceptionelt selvsikker pimp-attitude på sange som ‘Big Ole Freak’ og 2019-udgivelsen ‘Fever’. Og så har hun skabt et af sommerens memes i form af ‘Hot Girl Summer’-konceptet, der nu har fået sin egen sang.

Hvad er Hot Girl Summer helt præcist? Det er måske svært at sige. Det er vel mest af alt en følelse af overlegenhed, sexethed og selvsikkerhed – og så er det en eksplicit kvindelig manifestering af uafhængighed og selvstændighed.

Megan Thee Stallion har desuden længe refereret til sig selv som en Hot Girl (blandt andet på DaBaby-samarbejdet ‘Cash Shit’), så det er på en måde kun logisk, at sommeren, hvor hun for alvor er slået igennem, er en Hot Girl Summer.

Singlen, der nu forvandler udtrykket til en decideret sang, er et catchy sensommerhit med et stærkt hook fra Ty Dolla Sign, et vers fra Nicki Minaj og så en Megan Thee Stallion, der rapper blødere end vi er vant til. Hun slog igennem med benhårde, lyrisk krævende vers, men her viser hun altså, at hun også har et godt melodisk øre.

Hvis det fortsætter sådan her, er det ikke kun sommeren, der er Megans. Så kan vi godt forberede os på et Hot Girl Year.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lyt til podcast: Hvem er årets største raptalenter? Soundvenues hiphop-podcast snakker DaBaby, Megan Thee Stallion og co.

Læs også: XXL præsenterer årets Freshman Class: Blueface, Gunna, Tierra Whack m.fl.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af