Tessa er klar til at overtage spillet: »Det skal være Gilli-størrelse, før jeg er tilfreds«

Tessa er klar til at overtage spillet: »Det skal være Gilli-størrelse, før jeg er tilfreds«
Tessa.
Tessa er ikke bare den mest spændende kvindelige rapper lige nu. Hun er en af de mest spændende rappere lige nu, punktum. Vi mødte hende til en snak om Nicki Minaj-fandom, fordomme og den pludselige succes.

Da jeg spørger Tessa, hvordan det går, svarer hun mig med et tonefald, der lyder som om, hun ikke engang selv kan tro det: »I dag har jeg ramt 900.000 afspilninger på min første sang på Spotify, og i forgårs skød jeg min første musikvideo med en masse lækre damer, hvor vi bare havde gjort os lækre for vores egen skyld – ikke for mændenes skyld. Så det går rimelig aweseome

Tingene er gået pænt hurtigt for Tessa, men hun er også bare pænt god. Den 21-årige rapper fra Hundige har et knivskarpt flow, der blander Suspekts komplekse sextekster med Nicki Minajs tekniske overlegenhed. Og så har hun attitude nok til ti rappere. Det lyder måske vildt at sige efter kun to sange og en håndfuld freestyles – men hun føles virkelig som den kunstner, vi har gået og ventet på.

Da hun kommer forbi Soundvenues hovedkvarter i København er det svært ikke at stoppe op og, ja, nærmest glo. Hun har en Pelle Pelle-hættetrøje og en cap på, lange, farverige negle og lange øjenvipper. Men primært så har hun bare masser af attitude og en tilstedeværelse, som om hun har været her hundrede gange før. Hun er halvt Vestegn, halvt verdensstjerne.

Tessa føles som verdens naturlige midtpunkt, når hun går ind i et rum. Og hun føles som dansk hiphops nyeste omdrejningspunkt. Tessa er én, alle holder øje med. Lige før udgivelsen af den nye single ‘Okay’ mødte vi hende til en snak om musikken, fordommene og forbilledet Nicki Minaj.

Der har ikke været mange kvindelige rappere i Danmark gennem årene. Hvem har du set op til, da du var yngre?
»Natasja, Nicki Minaj, Lil Kim og Biggie. Det er toppen«.

Startede du ikke også med at lave Nicki Minaj-videoer på Instagram?
»Jo, jeg lavede mimevideoer, hvor jeg fyrede på med mimik og sådan noget. Det var ren hygge: Sådan, ’se hvor lækker jeg er’! Det har jeg gjort i mange år, ikke kun med Nicki Minaj, men med alle mulige«.

Hvem ellers?
»Når jeg hører en sang, skal jeg ikke høre den mere end fire gange, så sidder den. Min yndlingsaktivitet er at have en god veninde, der kan køre bil, mens jeg ryger en joint og rapper – og så bare køre i fire timer. Så finder jeg tit den hurtigste sang, og så skal jeg bare kunne den. For eksempel ’Look At Me Now!’. Der er der til gengæld fire Busta Rhymes-bars, jeg bare ikke kan ramme. Jeg har prøvet i flere år. Jeg kan hele sangen, men der er lige de fire bars, der er for svære«.

Var det en form for træning at lave de videoer?
»Det var det helt sikkert. På min Instagram fik jeg lov til at have den der attitude. Jeg har altid haft meget attitude, men så har jeg altid fået at vide: Med dén attitude kommer du ikke særlig langt! Men se mig nu, ikk’? Instagram-videoerne var mit frirum til at være sassy og smart. Det er også det, jeg elsker Nicki for. Hun har så meget attitude i stemmen – man behøver ikke engang at se en video, før man ved, det er hende. Det er det, jeg elsker«.

Du rapper også anderledes, end mange andre gør lige nu. Mere teknisk, på en måde.
»Det er måske lidt mere old school. Altså ikke en old school-vibe, men et fokus på teknik og rapvers. Ikke fokus på, hvad folk danser til – fuck det! Det er teknik, jeg falder for, når det handler om rap. Nicki har masser af poppede sange, som jeg overhovedet ikke føler, men det er vigtigt for mig at kunne hendes sange, for hendes vers er fire as fuck«.

Du har også attituden til fælles med Nicki Minaj – ikke kun teknikken. Hvor kommer den fra?
»Nogle gange er den fake. Men jeg har været igennem så meget lort, så jeg tænker, at det her, det skal jeg nok kunne klare«.

Får du egentlig tit beskeder fra folk, der er inspireret af dig?
»Jeg får så lange beskeder! Nogle er helt over the top. Folk skriver: ‘Jeg elsker dig, du er mit største idol, jeg ved ikke, hvor dansk musik skulle føre hen uden dig’. Men jeg har jo selv sendt 100 af sådan nogle beskeder til Nicki. Engang skrev jeg til hende hver dag i et år. Så skrev jeg ’godmorgen, Queen!’ til Nicki – hun har aldrig svaret. Så jeg forstår, hvor beskederne kommer fra. Jeg fik totalt tårer i øjnene, da jeg fik de første af de beskeder. Hvis jeg kan få dig ud af dit mørke hul med mine tekster og mine beats, så har jeg gjort det, jeg skulle. Mission fuldført«.

Hvad skrev du egentlig ellers til Nicki Minaj?
»Jeg skriver alt til Nicki! Jeg var til hendes koncert, sidst hun var i Danmark. Hun var forsinket, så jeg skrev: ‘Do you need help, I can come backstage and help you?’ Og hver gang, hun lægger noget op, skriver jeg: ’Jeg synes, du er fucking sej’. Jeg kalder hende mor og skriver eksempelvis: ‘Good morning, Mom, hope your day is amazing!’ Nu venter jeg bare på, at jeg får den blå verification på Instagram, så jeg kommer op øverst, når jeg skriver til Nicki«.

Det må være vildt, at du nu selv er en person, folk skriver til på Instagram. Har du vænnet dig til det?
»Jeg er ved at vænne mig til det. Det er selvfølgelig nemt at sige nu, men da jeg var yngre, følte jeg altid, der måtte være mere til livet end at tage en uddannelse i fire år for at arbejde 37 timer til slaveløn. Jeg har altid forberedt mig på at være skuespiller og ligget alene om aftenen og forestillet mig kæmpe ting«.

Var du nogensinde i tvivl om, hvorvidt det ville lykkes?
»Jeg har godt kunne tænke: Bliver jeg bare hende den 40-årige posedame, der ikke laver noget? Det gad jeg bare ikke. Jeg har heller aldrig villet have børn og sådan nogle ting. Så jeg har tænkt, hvad er der egentlig i livet for mig? Hvad skal jeg have ud af det her? Det har været svært at acceptere, at livet er, som det er. Men lige med musikken er det hele bare strøget frem«.

Det må man sige. Hvordan har det været at se reaktionerne fra folk som Suspekt og så videre?
»Fucking overvældende, mand! De var så hurtige – Wafande og TopGunn var også hurtige – og jeg har så meget respekt for, at de trykkede ’følg’ med det samme. Især det med Suspekt var en dream come true, 100 procent. Jeg har spillet Wonderfestiwall med Suspekt, og Emil (Orgi-E, red.) har efterfølgende lagt et billede op og skrevet, jeg var hans lillesøster. Det var jeg helt høj på i flere timer, haha!«

Tessa.

Der er selvfølgelig også negative reaktioner, når man kommer hurtigt frem. Har du mærket til den slags? Som når folk ikke tror, du skriver dine egne tekster?
»Nicki Minaj er også ramt meget af sådan noget. Hun har lavet to dokumentarer, hvor man ser, at hun laver sin egen musik. Og hun har også altid givet den op for piger, der skriver sit eget. Så gider jeg ikke stå der og være hende, der ikke laver sit eget«.

Det er tit en fordom mod kvindelige rappere, at de ikke selv skriver.
»Det er sjovt, det kun er de kvindelige, ikk’? Jeg er blevet spurgt 50 gange minimum, om jeg skriver det selv. Jeg er helt træt af at svare på det«.

Vi burde skrive det i overskriften.
»Ja! JEG – SKRIVER – MIT – EGET – SHIT!«.

Mange unge artister skriver til dig. Ser de dig som en frontløber for dem?
»Det kan også være noget, man bliver dømt på rigtig meget. Hvis ikke jeg deler piger hver dag, bliver jeg anklaget for ikke at støtte the girls. Det kan også pisse mig af, for det skal ikke handle om, at du har en fisse, så deler jeg dig. Det skal være nice! Ellers kan det være ligegyldigt. Jeg får tilsendt mange artister, og jeg siger altid det samme: Jeg deler ikke nogen, for jeg er ikke et reklamebureau. En anden kvindelig artist lavede så en story og sagde: ‘Typisk, ingen kvinder vil støtte hinanden’. Men sådan noget kan jeg ikke tage hensyn til. Der var jo ingen, der delte mine mimevideoer og klappede mig på skulderen og sagde: ‘Godt gået, Tessa’«.

Der er sket meget siden mimevideoerne. Nu står folk i kø for at klappe dig på skulderen.
»Jeg kan huske, da jeg lige havde mødt Jesper Livid (Tessas manager og samarbejdspartner, red.). Jeg sad og røg joints på Hundige Skole, og vi snakkede om: Tænk, hvis det her blev til noget. I mit hoved kunne det ikke blive større end for eksempel Marco Rahim. Jeg synes, han var så fed. Men nu skal det være Gilli-størrelse, før jeg er tilfreds«.

Hvad er næste skridt på vej derhen?
»Jeg skal bare i studiet. Arbejde, arbejde, arbejde«.

Kommer der et album eller en ep?
»Altså, ’Snakker for meget’ havde ikke engang ligget online i to timer, før folk skrev: ‘Hvornår kommer der noget nyt’? Jeg var sådan: ‘Fuck af mand! Lyt nu bare til sangen!’«

Læs også: Tessa udnævner sig til dansk raps dronning på den nye single ‘Okay’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold