Fribytterdrømmes tredje album ’Skin’ føles mere som en opsamling

Fribytterdrømmes tredje album ’Skin’ føles mere som en opsamling
Fribytterdrømme.
Foto: Louis Montes
Fribytterdrømmes tredje album ’Skin’ føles mere som en opsamling - Skin
4 6
Fribytterdrømme
'Skin'

Album, Tabu Records/Universal

Fribytterdrømmes tredje album er navngivet så ligetil, at Varefakta må klappe i deres næver over, hvor ærlige psychdrengene er omkring indholdet. For ‘Skin’ skal selvfølgelig, bandets dansksprogede univers in mente, læses som noget lysende og glitrende, og ikke som hud. Det passende består her i, at ‘Skin’ er deres mest polerede og direkte radioorienterede album til dato – og også det, der ser ud til at kaste flest singler af sig.

Den første, ‘Hallusignaler’, udkom allerede for halvandet år siden og lå i tråd med dens kronologi nærmere det forrige albums æstetik. Derefter fulgte ‘Egodød’ sidste sommer, og et helt år efter udkom så ‘Det skinnende’ med Lydmor som gæst. Og hvis der allerede her tegner sig et billede af en lidt spredt, til-og-fra-agtig skabelsesproces, så går den fornemmelse også igen på albummet. De ni numre hænger nemlig ikke så rasende godt sammen betragtet som én sammenhængende helhed, men føles snarere som en compilation af singler og deres tilhørende b-sider.

Det er selvfølgelig også en måde at gribe et album an på, men det skurrer unægtelig en smule, når en ømskindet og måske lige lovligt saccharinsød ballade som ‘En del af os’ sandwiches ind mellem et kækt uptempo-nummer som ’Soma’ og den bekymringsfrie, løsbuksede ‘Egodød’, hvis guitarhooks mest af alt lyder som et ekko af dansk 80’er-pops guldalder. De tre følges tilmed op af ‘Alt er alter’, hvis aggressive riffs og industrialtendenser er som sakset ud af musikken til første bane i ’Doom’ (ja, computerspillet!).

Mest på hjemmebane føles ‘Lau I.V. Pedersen over 24 timer’, der runder albummets første halvdel af. Her bliver en nærmest meditativ og skønhedssøgende akkordgang koblet på et kontant traskende beat, og forsanger Lau Ingemann Pedersen får lov til for alvor at rulle sit lyriske univers ud og hylle lytteren ind i en narkotisk rus af følelser og indtryk med et bjergtagende resultat.

Man kunne ønske sig en hel pladefuld numre af den kaliber, men ‘Skin’ er på godt og ondt et anderledes mangefarvet bæst, som med sine sporadiske salver i øst og vest er lidt for ujævnt til at kunne hamle op med niveauet på Fribytterdrømmes to første album. Men selv en tjavset opsamling over to års forsøg på formentligt decideret at skrive radiohits kan i Pedersen og co.’s tilfælde en hel masse. Om ikke andet demonstrerer de et tårnhøjt bundniveau, og ‘Skin’ er så gennemgribende flot produceret, at også det aspekt fortjener et tip med skriverkarlens kasket.


Kort sagt:
Fribytterdrømmes tredje album er på godt og ondt et radiopoleret og mangefarvet bæst, som med sine sporadiske salver i øst og vest er for ujævnt til at kunne hamle op med niveauet på deres to første plader.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold