Penny Polices ‘Be Lucky’ er soulet popmusk gennemsyret af ro og nærvær
Marie Fjeldsted blev mor for fire år siden, og siden da har hun sideløbende med modergerningen arbejdet på ‘Be Lucky’ – hendes første fuldlængde siden 2012 og et album, der emmer af moderligt nærvær, ro og varme. Men Fjeldsted er naturligvis mere end mor, og mindst lige så slående er hendes historiske bevidsthed og evne til at skabe musikalsk sammenhæng i de omfattende arrangementer, som befolker ‘Be Lucky’.
Albummet, der er blevet til over en fireårig periode, er tydeligvis gennemarbejdet på lydsiden. Rygraden er de organiske og akustiske instrumenter som det akustiske klaver, de ’rigtige’ trommer, den næsten uforvrængede elguitar og så elbassen, der med sin på én gang spidse og fyldige lyd leder tankerne hen på Motown- og Stax-soulens gyldne dage med The Supremes og Otis Redding. Musikken er da også tydeligt soul-inspireret med bassens dansende linjer på ‘Mirror, Mirror’, trommernes tilbagelænede grooves på ‘Sorrows’ og selvfølgelig blæserarrangementerne på for eksempel ‘There Is More’, der er næsten ikkeeksisterende i størstedelen af nutidens pop. Det vækker minder om Matthew E. White og den symfoniske soul, der flyder ud af hans Spacebomb Records.
At det er de samme lyde, der danner rygrad for hele albummet, binder det sammen på en rigtig fin måde – også med de specifikke krydderier, Fjeldsted tilsætter hver enkelt sang. Et godt eksempel er de congas, man kan høre på ‘There Is More’, som gentagne gange vender tilbage og bliver helt til slutnummeret ‘Kig op’.
Et virkemiddel, som karakteriserer store dele af ‘Be Lucky’, er de symfoniske strygere og blæsere. De bliver introduceret på det tredje nummer, ‘You Amaze Me’, og løfter derfra mange af de resterende sange fra at være Motown-light til udgøre helt deres eget univers. Nogle gange lyder det som et orkester, der varmer op, andre gange giver det en nærmest filmisk effekt, som på omkvædet af ‘Be Lucky’, der veksler mellem det storladne og det minimalistiske.
Så vidt Fjeldsteds veludførte instrumentale udtryk. Det ville have været forgæves, hvis hun ikke formåede at holde sig tæt på lytteren. Og det gør hun heldigvis. Med velskrevne sange sørger hun for, at det overvældende lydbillede ikke flyver helt væk, men i stedet trækker lytteren med ind, tæt på Fjeldsteds spinkle vokal. Ofte suppleres hun af gospelagtige korstemmer, som på anden halvdel af ‘Be Lucky’, men hun formår lige så flot at stå helt alene på et minimalistisk lydtæppe – tjek bare introen til ‘Sorrows’.
Der er noget over Fjeldsteds stemme, der giver hele albummet et roligt nærvær. Det føles bare, ja, nært. Selv om lydbilledet er gennemarbejdet, føles sangenes melodier stadig meget umiddelbare. Og det kan skyldes, at Fjeldsted og hendes samarbejdspartner Aske Bode har brugt det første take af vokalen på en del af numrene.
First take eller ej, så føles det hele i hvert fald både oprigtigt og naturligt, som Fjeldsted filosoferer og perspektiver over sig eget liv og de erfaringer, hun nu giver videre til næste generation.
Selv om visse elementer rent musikalsk kan vække klare minder om fortiden, lyder det snarere som referencer end plagiat, og Fjeldsted, hendes stemme og ømme tekster skinner tydeligt igennem som det røde bånd, der binder sløjfe om det hele.
Kort sagt:
Med ‘Be Lucky’ har Penny Police skabt en flot sammenhængende og historisk bevidst samling soulinspirerede sange, der fylder lytteren med ro og nærvær.