Cigarettes After Sex’ andet album ‘Cry’ er en kunstnerisk falliterklæring

Cigarettes After Sex’ andet album ‘Cry’ er en kunstnerisk falliterklæring
Cigarettes After Sex.
Cigarettes After Sex’ andet album ‘Cry’ er en kunstnerisk falliterklæring - Cry
2 6
Cigarettes After Sex
'Cry'

Album, Partisan

Jeg var ret begejstret for Cigarettes After Sex’ selvbetitlede debutalbum fra 2017. Her viste Greg Gonzales og co. et sikkert greb om den filmiske dreampops virkemidler, hvor den melankolske sangskrivning samlede sig i et indtagende lydbillede, man lod sig forføre af.

Begejstringen er i denne anden albumombæring kølnet betragteligt, eftersom Cigarettes After Sex har begået en 1:1-replika af debuten. Hvilket ikke gør ‘Cry’ til et decideret dårligt album, da det amerikanske band jo atter excellerer i et klart defineret lydbillede. Det gør til gengæld albummet til en direkte overflødig udgivelse, fordi det hele er hørt før.

Stort set alle sange på ‘Cry’ har en tvilling på debutalbummet. Den bølgende fremdrift i ‘Touch’ er et ekko af ‘Sweet’, og man skal ikke mange sekunder ind i ‘Falling In Love’ og ‘Kiss It Off Me’ for at få tilsvarende deja vu-oplevelser og høre den åbenlyse repetition i toner, lyriske temaer og stemninger.

Det er en disposition, der virker som kalkule, og den gør, at man ikke gider at engagere sig.

Hvor hans døsige vokal havde en vis effekt, da man stiftede bekendtskab med debutens sørgmodige sange og bittersøde romantiske skær, får man nu lyst til at trække frontmand Gonzales til side med et »Kom nu videre, kammerat!«. Han fremstår som en handlingslammet mimose i det ene navlepillende og -beskuende ekkokammer efter det andet – higende efter kærlighed og bekræftelse.

Linjer som »I’ve been waiting for you to fall for me and let me in your life« (‘Hentai’) og titler som ’You’re the Only Good Thing In My Life’ og ‘Don’t Let Me Go’ er klokkeklare vidnesbyrd om den intetsigende strøm, der løber gennem de uinspirerende sange. Man savner, at Greg Gonzales træder i karakter som sangskriver med mere på hjerte end disse banaliteter.

Han har fortsat fuldkomment greb om den smagfulde indpakning, men hvor forgængeren formåede at stråle i dreampoppens natteskær, forsvinder Cigarettes After Sex’ andet album anonymt ind i mørket.

‘Cry’ havde fungeret, hvis det var udgivet simultant med debutalbummet, men at gentage sig selv med nøjagtigt samme virkemidler to år senere er en falliterklæring. Det er ikke alene fornærmende overfor fanbasen, som åbenlyst vil gennemskue copy-paste-modellen, men det er også trist at registrere, hvordan bandet så åbenlyst ikke har næret de fjerneste ambitioner om kunstnerisk udvikling.

Cigarettes After Sex har valgt at springe over, hvor gærdet er lavest.


Kort sagt:
Cigarettes After Sex har taget ‘If it ain’t broken, don’t fix it‘-devisen lidt for bogstaveligt og lavet et album, som nærmest er en replika af debutalbummet.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold