Efter 12 år bag dj-pulten er Emil Lange sprunget ud som artist: »Folk må gerne hate«
Emil Lange.

Efter 12 år bag dj-pulten er Emil Lange sprunget ud som artist: »Folk må gerne hate«

Man kan starte historien om Emil Lange mange steder. Da han blev fyret i SuperBrugsens frugt- og grøntafdeling, fordi han mente, at det gav mest mening, hvis de ældste varer lå bagerst i montren. Da han proklamerede over for sine forældre, at han nu droppede ud af gymnasiet for at forfølge en karriere som dj. Eller da han varmede op for Mariah Carey og turnerede med Kidd.

Men den her historie starter i februar i år. På en natklub i alperne, hvor Emil Lange havde én blandt mange halvslørede samtaler med Rune Rask fra Suspekt.

»Tiden er inde«, lød det fra den noget ældre musiker, der som en anden fremsynende ente fortalte, at hans kammerat ikke længere skulle nøjes med at stå bag pulten og andre musikere. Han skulle selv være artist.

Og det resulterede i, at Emil Lange i sommer – efter mere end et årti bag pulten – pludselig udgav singlen ‘10 år’ i samarbejde med KlamFyr aka Orgi-E fra Suspekt. I oktober landede ‘Langt liv’, der gæstes af Benjamin fra Benal. Og i foråret kommer den ep, der for alvor skal markere, at Emil Lange er mere og andet end ham der, der mixer overgange mellem alle andres musik.

»‘10 år’ handler om, at der gerne ryger et årti, hver gang jeg går i byen. Og sådan er det. Jeg skal helst have det grineren i alt, hvad jeg laver. Men selv om hele ideen med det her projekt er, at det skal være sjovt, så er det ikke ensbetydende med, at det er for sjov«, siger Emil Lange, da vi fanger ham midt i en avocadomad på restauranten Les Trois Cochons på Værnedamsvej til en snak om hans nye karrierevej.

Han piller sirligt en dusk koriander af sin mad og fortæller, at hvis regnestykket med de ti år skal gå op, ja, så er han vel minus en million i dag. Sådan rundt regnet i hvert fald. Han var ikke mere end 16 år, da han begyndte at dj’e. Og der er med andre ord løbet en del sprut i åen siden da.

Fra Vilvorde til Avoriaz

Emil Lange er vokset op på Østerbro i København. Moren er sygeplejerske. Faren er revyskuespiller. Og det der med at stå på en scene har aldrig ligget ham så fjernt. I sine tidlige teenageår begyndte han at spille bas i et balleband, før han rigtigt vidste, hvordan man gjorde. Og det var i virkeligheden det, der affødte interessen for at dj’e.

»Jeg kan huske, at jeg havde spillet et ballejob til en julefrokost, hvor vi hver fik 300 kroner i hånden for at spille i to timer. Og da jeg lidt ved et tilfælde blev tilbudt 2.000 kroner for at dj’e til en 16-års fødselsdag, så tænkte jeg bare, det her, det er lige mig«, siger han.

Emil Lange. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Der var bare ét problem. Han anede ikke, hvordan man gjorde. Så i en kælder i Hellerup måtte hans kammerat lære ham the basics, så han nogle dage senere kunne spille Joey Moes ‘Yo Yo’ for en flok dansende jævnaldrende. Og det var nok til, at han to år senere satte sig med sine forældre og fortalte, at nu ville han droppe ud af Ingrid Jespersens Gymnasieskole for at forfølge drømmen om en dj-karriere.

»De syntes, det var den dummeste idé, jeg havde fået. Men de støttede mig, sagde de. Moralsk. Pengene måtte jeg sgu selv indhente«.

Og sådan endte Emil Lange på Vilvorde Kursuscenter i Klampenborg, hvor han ordnede værelser og nussede om de besøgende slipsemænd, når ikke han fortalte køkkenpersonalet, at nu kunne det ikke vare længe, før dj-karrieren sprang i luften.

Det skete bare ikke rigtigt. Og Lange måtte tilbage på skolebænken. Tre måneder inde i sit HF-forløb, tjekkede håbet imidlertid ind igen.

»Jeg var med i et crew, der hed Lortehænderne, sammen med blandt andet Eloq og Julius Sylvest. Og da vi første gang blev booket til Rust, gik jeg nærmest ind i klassen og lavede en mama I made it-mic-drop-agtig-scene«, siger han med hænderne over hovedet.

Men det var måske lige at stramme den. Lange var ikke ligefrem en imponerende dj, og de der penge syntes også at udeblive. Og det var derfor først, da Martin Skovbjerg aka Dj Er Du Dum Eller Hvad i 2010 anbefalede ham at tage til Avoriaz i de franske alper, at det hele tog fart, fortæller han.

»Det var ikke helt gået op for mig, at den der dj-karriere stod stille, fordi jeg var sygt dårlig. Ud af hele min vennegruppe var jeg suverænt den ringeste. Men i alperne spillede jeg pludselig syv timer om dagen hele ugen i et halvt år. Her tog jeg mine 1000 dj-timer«.

Og så var der noget med et kys

… som Emil Lange hverken var den glade giver eller modtager af, men som satte gang i en ganske særlig periode i hans liv. En aften i marts 2011 lagde Kidd nummeret ‘Kysset med Jamel’ på Youtube. Og fra Frankrig kunne Lange følge sin kammerats karriere eksplodere fra den ene dag til den anden.

Kidd kendte han gennem Eloq, der producerede. Og da det stak af for dem, stak Emil Lange med. Når Kidd spillede på landets store og små klubber, var han med som dj. Og selv om han aldrig var en officiel del af Cheff Records, var han med bag kulisserne, mens det hele for alvor rullede, fortæller han.

»Turnétiden er nok den vildeste, jeg har haft. Vi var ligesom lavet af et stof, der gjorde, at vi sagtens kunne tage på natklubjob onsdag, torsdag, fredag og lørdag. Det var sygt hårdt. Men vi havde det psykopat grineren. Kidd var den største på det her tidspunkt. Der var ingen, der kunne tage ham. Og vi red allesammen på den bølge. Særligt mig. For jeg var jo bare dj«, siger Emil Lange.

Emil Lange. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Hvordan var det at være med uden rigtigt at være med?

»Jamen, det er da hårdt at se sine venner blive rige og berømte, når man egentlig føler, man er del af det. Jeg stod på scenen med dem. Men jeg blev jo ikke rig af det. Og jeg fik heller ikke rigtigt nogen anerkendelse«, siger han og fortæller, at når ikke han turnerede med Kidd, så dj’ede han på én af de store natklubber i København.

»Jeg kan huske, at jeg var lidt ked af, at der ikke var flere, der vidste, at jeg var dj for Kidd. Og jeg kunne jo stadig godt møde ind til en aften med et halvtomt dansegulv, selv om jeg lige havde stået foran propfyldte sale. Det blev ret tydeligt, at det jo ikke var mig, de kom for at se. Hverken på tour med Kidd, eller når jeg dj’ede«, siger han, før han lynhurtigt fejer alvoren af banen med en anekdote.

»Det er sygt, at det bare har sat sig i min hukommelse, men jeg kan huske en aften, vi spillede i Thisted, hvor jeg blev præsenteret sammen med Kidd. »Lav noget larm for Kidd, der har taget Emil Lange med«, lød det. Og så tager jeg fandme mikrofonen og siger: »Hva’ så Esbjerg?!«. Kæmpe idiot!«, griner han.

Et klubbet kapitel

Man kan vel godt kalde det et semi-farligt sammentræf, at Emil Lange næsten lige var blevet myndig, da Københavns klubkonger Simon og Simon i sin tid slog dørene op til natklubben Simons – der i en kulsort kælder i indre København skabte ravage med alt fra korsfæstede dværge til lattergas-buffet og live sexshows.

Mens det rullede for Kidd, landede Lange den ene faste tjans efter den anden på Rust og blev residence hos den ugentlige hiphop-klub WhyNot. Og det var her, han en aften blev spottet af en promoter fra Simons, som gerne ville have den ukendte teenager bag pulten i den lyssky natklub.

Og det blev starten på ét særligt klubbet kapitel i Langes liv.

»Jeg havde det for vildt, da jeg som 19-årig tog derind for at spille for første gang. Nu sker det, tænkte jeg. Og så blev jeg fandme afvist i døren. Et rigtigt vinder-moment!«.

Emil Lange griner. Tager en slurk af sin saftevand og imiterer så dialogen mellem dørmanden og sit teenage-selv.

»Jamen, jeg skal dj’e?!«.

»Ikke i aften. Ikke herinde«.

Emil Lange. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Ind kom han dog. Og det var hverken første eller sidste gang, han satte sine fødder i kælderen, fortæller han. Ugen forinden havde han sneget sig ind med sin ven, der var dj – her blev han fældet og smidt ud, fordi han havde sat bangeren ‘Hey Margarita’ på anlægget og kravlet op på balkonen i bar overkrop, Danmark-underbukser og en mexicansk maske, der dækkede ansigtet.

Men det anede dørmændene ikke, da de den aften i 2011 lukkede Emil Lange ind til sit første af mange jobs blandt de unge, smukke kendisser i kælderen. Simons levede i tre år. I størstedelen af tiden med Emil Lange bag pulten. Og siden da har han været med på klubkongernes hold – da de efterfølgende startede den hvidklinkede, VIP-klub Sunday og sidenhen på Chateau Motel og Søpavillonen.

»Det var rigtig syge tider«, siger Emil Lange om tiden på Simons.

»Hvis man med Kidds ord skal forklare, hvad det var for et sted, så var det noget rigtig yuppielort. Han hadede Simons. Det var en natklub i forskellige etager, hvor alt var helt sort. Ét rum var til hård house og techno, et andet var til hiphop. Og ja, så var det mest af alt kulturens elite, der købte flasker, festede og tog kokain ved bordene. Men det var fandme også en sjov tid«, siger han og fortsætter:

»Mit unge jeg har været starstruck derinde så mange gange. Jeg gav en gang en WhyNot-t-shirt til en model, som var på den plakat, jeg havde hængende derhjemme på værelset. Og engang ville jeg give Mikkel Hansen en øl, fordi jeg havde fri bar, hvor han bare kastede sit kort i bordet og sagde: »Er du klar over, hvor mange penge jeg tjener?!««.

Det var dengang, hvor folk gik i byen i håbet om ikke at blive genkendt, fortæller han. Sådan er det ikke længere. Når man i dag spotter de kendte på byens natklubber, så er det, fordi de gerne vil spottes, mener han.

»Hvis Citybois i dag kommer ind på en klub, så går der ild i hele lortet. Men på Simons var det sejt at gå under radaren. Jeg har for eksempel været til en fest derinde uden at ane, at Bono var der. Og sådan var det også med en lang række kendte danskere. Men det har ændret sig«, fortæller Emil Lange, der siden da er blevet fast inventar på Københavns natklubber.

Alene med sig selv

I 2015 ringer Emil Langes telefon. I røret hænger Orgie-E, som spørger, om han måske kunne have lyst til at varme op for Suspekt i Forum. Og tjoo, det kunne han vel godt.

»Det var først, da lyset slukkede i salen, at det gik op for mig, hvad jeg nu havde sagt ja til. Og cirka samtidig beslutter jeg mig for, at det skal jeg ikke nyde noget af. Salen er fuld af Suspekt-fans, der ikke aner, hvem fanden jeg er. Der er helt mørkt pånær den lyskegle, der hænger over dj-pulten. Og jeg har helt hvidt tøj på. Det ender med, at min booker nærmest må skubbe mig ind på scenen. Og da jeg starter første track, er det kun den ene højtaler, der spiller«, siger han og ryster lidt på hovedet.

»F.u.c.k. m.i.t. l.i.v.«.

Og hvor man som band altid har nogen, man kan vende sig mod – både når alt går galt, og når alt går godt – så kan man som dj søge forgæves efter de der we’re-in-this-together øjne, fortæller Emil Lange. Det har imidlertid lært ham at tage begge dele med præcis samme lethed. For det hele går jo nok.

»Jeg oplever ikke rigtigt fejl som nedture. Hvis jeg var bange for dem, var jeg aldrig blevet en god dj. Og det er i virkeligheden sjældent, det går virkelig galt. Der var lige den gang, hvor jeg tog over for min kammerat, som skulle tisse. Han var måske væk i fire minutter. Og i det sekund han var ude af pulten, mister en pige grebet om sin drink, griber glasset med bunden i vejret, og så begynder cd-afspilleren bare at blinke og ryge. Så der manglede lige en cd-afspiller, da han kom tilbage. Og ja, så sker det da, at folk kaster noget efter en, fordi man ikke vil spille ‘Call Me Maybe’ eller noget. Men man kan jo ikke vinde hver gang«.

Emil Lange. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Siden Emil Lange første gang dj’ede for Suspekt, har han mere eller mindre været en uofficiel del af holdet. Og da han i februar stod i rygerummet med Rune Rask, var det da heller ikke første gang, det skete. Seks år tidligere stod de to i selv samme rygerum. Dengang rådede Rask ham til at gå ind i pladebranchen. »Du kommer til at udpege nogen af tidens største artister«, lød det.

To måneder senere blev Emil Lange ansat på Sony.

»Jeg fik et møde med chefen, hvor jeg plaprede løs om alle de ting, jeg mente, de gjorde forkert. Så sagde han »helt sikkert«, stak mig en kontrakt, og jeg var sådan »seriøst?««, fortæller Lange, der i tiden hos Sony var med til at signe både Phlake og Benal, før han et par uger efter førstnævnte gjorde rent bord ved DMA blev fyret, fordi han ikke var så god til det der med at være nogens chef.

»Og det havde de nok ret i«, tilføjer han grinende, før han indtager en form for camouflage-kropsholdning over sin avocadomad.

»Sygt«, siger han halvhviskende. »Hende der modellen, jeg snakkede om. Hende jeg engang gav en t-shirt – hun sidder lige derovre«.

Ind i spotlyset

I dag har Emil Lange overladt ansvaret til Copenhagen Records. Til gengæld er det ham, der nu skal frem i lyset – og det før han helt mestrer forestillingen. Men det er han slet ikke så nervøs for.

»Jeg lærer det undervejs«, siger han og fortsætter:

»Der er sindssygt mange ting, jeg stadigvæk skal have styr på. Som at producere musik alene for eksempel. Heldigvis har jeg en masse dygtige mennesker omkring mig. Og præcis ligesom jeg spillede bas og dj’ede, før jeg egentlig kunne finde ud af det, så skal det nok komme. Men jeg ville aldrig gøre det uden en intention om at blive pisse god til det, jeg gør«.

Er det ikke angstprovokerende at indtage scenen, før actet er pudset af?

»Helt vildt. Og derfor har det på intet tidspunkt været en hemmelighed, at jeg hverken er producer eller rapper. Jeg er bare Lange, men ‘10 år’ og ‘Langt liv’ havde ikke lydt, som det lyder, uden mig. Projektet er mig. Ikke en eller anden karakter. Og jeg ser det lidt som om, jeg lige har valgt min start-Pokémon. Herfra kan jeg kun opgradere, og jeg går efter at blive den bedste til det, jeg laver«, siger han og fortæller, at hvis folk så synes, det er noget lort, ja, så er det helt fint.

»Folk må gerne hate – sige jeg ligner Albert Dyrlund, laver dårlig musik eller hvad fanden. Det rører mig ikke. Jeg fik så ondt af Jada, da jeg så hendes dokumentar på DR. Det var som om, hun bearbejdede alle kommentarer i sit hjerte. Og det er mega ærgerligt. For så er den her branche sgu hård. Jeg føler, jeg giver mig meget i min musik. Men den handler ikke om forliste forhold og døde bedsteforældre. Jeg vil bare gerne lave noget, folk kan danse til«, siger han.

Emil Lange. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Men tænker du, at Emil Lange-projektet kan omfavne mere end fest?

»På et tidspunkt tror jeg godt, det kan. Men lige nu handler det bare om mig. Det er sådan et dejligt emne – og fandme også på tide, altså«.

Du er blevet kaldt det danske svar på DJ Khaled. Forstår du sammenligningen?

»Ja, altså Khaled har også altid en eller anden cameo på sine numre. Og så er det også ret selvglad musik. Jeg føler til gengæld, at jeg gør det lidt med et glimt i øjet, hvor Khaled er mere sådan: »Nu er Rihanna med på mit fucking track, og sådan er det bare«. Jeg forestiller mig lidt, at en samtale med ham vil være noget med, at han sidder og aer sig i skægget, ser tænksom ud og fortæller om den løve, han har derhjemme«.

Emil Lange er måske nok et »kviklån«, et »stort kreditbål«, som Orgi-E synger på førstesinglen ‘10 år’. Men måske er han slet ikke så dum en investering. Han kender branchen til sokkeholderne. Hans omgangskreds består af cremen af branchen. Og så har han endda lige fået sit eget radioprogram på P3, ‘Selv tak med Emil Lange’.

Det kører meget godt. Men derfor kan det godt være fristende at spørge, hvad der sker, næste gang han befinder sig i et rygerum med Rune Rask i alperne?

»Jeg kan mærke, at jeg er et godt sted i mit liv lige nu. Hvor jeg har lyst til at prøve nye ting af i en alder af 28. Og nu er jeg gået all in på at være artist de næste mange år. Men derfor vil der helt sikkert komme et tidspunkt, hvor jeg igen laver et eller andet, jeg aldrig har prøvet før«, siger han.

Og måske er det i virkeligheden opskriften på et langt liv, mener han. At kaste sig ud i noget, man ikke har en skid forstand på, og så bare lære det hen ad vejen. På den måde holder man tilværelsen lidt sjovere.

»For det skal sgu være sjovt, om man så er helt ude at skide. Og når det ikke er sjovt længere, så må man finde på noget nyt«, siger han.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold