Iceage startede 2020’erne med en gribende koncert på Bremen

Iceage startede 2020’erne med en gribende koncert på Bremen
Iceage på Bremen.
Foto: Nikolaj Bransholm/Soundvenue
Iceage startede 2020’erne med en gribende koncert på Bremen
4 6
Iceage

Koncert, Bremen Teater

Iceage har måske været det forgangne årtis vigtigste danske band. Jovist, grupper som Lukas Graham og Volbeat har klart haft mere materiel succes, men ingen har i samme grad som Iceage været med til at definere, hvordan en hel genre har set ud på verdensplan. Postpunken har ikke været den samme siden danskernes internationale gennembrud, så der var nærmest noget rituelt over, at deres første koncert dette nye årti var tilbage på hjemmebanen i København i Bremen Teaters fine rammer.

At sidde ned til et band med så smadret en lyd som Iceage er lidt af en sær oplevelse. Som koncerten skred fremad, begyndte flere og flere at stå op, og til sidst følte jeg mig også nødsaget til det – om ikke andet bare for at kunne se ordentligt. Jeg mærkede et øjeblikkeligt skift i min sindsstemning, da jeg rejste mig. At stå, vugge og give fagter til ‘Catch It’ mod slutningen var på alle måder mere medrivende end blot at sidde og nikke til ‘Hurrah’ i starten – også selv om begge blev spillet glimrende.

Iceages liveæstetik skal balancere på et knivsæg, for at det for alvor fungerer. Det skal helst være lidt mudret og rodet, men netop derfor skal bandet have eminent kommunikation på tværs af medlemmerne. Det var gruppen tydeligvis også selv bevidste om, og det var egentlig imponerende, hvor kontrolleret deres skramlede rytmesans var. Intet tidspunkt faldt det fra hinanden – ja, det tætteste på må have været, da forsanger Elias Bender Rønnenfelt tabte sin mikrofon under ‘Ecstasy’ – godt og vel halvanden takt måtte vi da lige klare uden hans vokal.

At netop Elias var den eneste, der jokkede mærkbart i spinaten, var dog ikke den store overraskelse. Han var nemlig den eneste, der gav sig selv muligheden for at gøre det. Resten af bandet spillede deres kort umådeligt sikkert. De fire instrumentalisters udskejelser skete nærmest udelukkende via de toner, de spillede. Til tider vandrede de lidt stilfærdigt frem og tilbage på scenen, men det ville være synd nogensinde at kalde nogen af dem synderligt ekspressive på et visuelt plan.

Iceage på Bremen. (Foto: Nikolaj Bransholm/Soundvenue)

Rønnenfelt derimod var den store personlighed, jeg altid har elsket ham for at være. Han virkede konstant som om, han ikke helt kunne styre sin krop – som en blanding af at være fordrukken, fortvivlet og midt i et angstanfald på én og samme tid. Det er selvfølgelig det rene skuespil, men det er overbevisende, og det står flot til de ængstelige, let kaotiske kompositioner. Når han farer så vildt rundt på scenen, har jeg svært ved at bebrejde ham det store for en tabt mikrofon.

Resten af bandet – især guitaristerne Johan Surballe Wieth og Casper Morilla – havde dog stadig en opgave, der var mere udfordrende end blot at spille sangene. Iceages seneste album, ‘Beyondless’, indeholder jo famøst en del blæsere og strygere, og selv om jeg var en kende skuffet over ikke at se sådan nogle på scenen, klarede de stadig jobbet fornemt. Det, der oprindeligt blev spillet af en trompet på et nummer som ‘Pain Killer’, var nu i stedet en lækker guitarfigur, og på titelnummeret fra ‘Beyondless’ tror jeg endda, de brugte feedback, hvor orkesterinstrumenterne oprindeligt befandt sig. Et kreativt og ikke mindst vellykket påfund. Generelt var numrene på tværs af diskografien altid ændret lidt, så de var følelsesmæssigt intense, selv hvis man havde hørt dem utallige gange før.

Det var da også rart at høre noget fra deres kommende album. Jeg tror lige, jeg skal høre det nye igen, inden jeg kommer med en definitiv dom, men umiddelbart lyder det som om, gruppen er på vej i en mere indadvendt retning – en total antitese til det næsten teatralske ‘Beyondless’. Men med det sagt, kan det jo sagtens være, at der kommer til at være en helt anden lyd med helt andre instrumenter på albumudgaven, der kommer til at vende op og ned på stemningen.


Kort sagt:
Det var en velspillet koncert i selskab med årtiets måske vigtigste danske band, men det havde været endnu bedre, hvis instrumentalisterne havde trådt mere i karakter – og hvis det ikke havde været en koncert med siddepladser.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold