Bottled in England
Med deres forkærlighed for de ærkebritiske og bastunge genrer drum’n’bass og dubstep har danske Bottled in England de seneste par år opdyrket et ry som et forrygende live-band. Disciplinen med at gå fra velfungerende live-navn til plade kan være svær, men for halvandet år siden viste duoens første ep gode tendenser. Duoens force og nerve som live-navn – de håndspillede instrumenter, ikke mindst August Dyrborgs imponerende stramme trommespil – bliver dog en hæmsko på debutpladen.
Drum’n’bass og dubstep er kendetegnet ved det enkle, ofte minimalistiske samspil mellem trommer og bas, og flere steder beviser Bottled in England, at de har fuldstændig styr på genrernes virkemidler. ’Party of Destitutes’ starter forrygende med en kompakt væg af bas, der suppleres af et effekttivt stop’n’go-beat, og det udtryk kunne man sådan set sagtens have holdt fast i. I stedet bliver der hældt mere og mere sejlende synth og eksplosive trommespor på, der giver et anmassende og trættende lydbillede.
Det er en gennemgående tendens på albummet til, at rigtig mange gode elementer drukner i uinspireret og overflødige lag af vokaler og episk opløftende elementer, der trækker det hele i en lidt kikset stadionrock-retning med ’My Love’ som værste eksempel. Duoen har tidligere haft gode gæstevokaler og kan da også på denne plade bryste sig af Kirstine Stubbe Teglbjærg, der så symptomatisk nok giver en temmelig uinspireret præstation.
Bedst er ’Queen Acid’, hvor Bottled in England for det meste holder det sløve beat i stram snor tilsat boblende wobble-bas.