‘1864’ – afsnit 3

Alle er for længst blevet enige om, at rammefortællingen og voice-overen burde være røget på Bornedals klippemødding. Men hvis vi prøver at sætte os ud over dette styks overforklaring med dobbelt salto, hvad står så tilbage nu, hvor vi er mere end en tredjedel inde i ’1864’?

Efter aftenens tredje afsnit er det blevet lysende klart, at et af seriens største problemer er, at den foregiver at investere sympatien i de fattige bonderøve, men ikke giver dem en seriøs stemme, når det kommer til stykket. For hvem er egentlig vores hovedpersoner, Laust og Peter?

Foreløbigt er de glade og naive romantikere, der tænker på intet andet end deres lille henrivende Inge. Hele deres psykologiske kompleksitet er i aftenens afsnit lagt ind i den arketypiske trekantsaffære, som de to foregående afsnit for længst har skitseret. De er nysgerrige på soldaterlivet, griner af de andre rekrutters vittigheder (det skal blive spændende at høre historikernes dom over, om ’det sagde hun også i går’-joken eksisterede i 1864) og har tilsyneladende ingen anden usikkerhed, angst, vemod, ja, ingen andre menneskelige følelser end kærlighedssyge.

Deres dialog om, hvordan dufte kan sætte sig som erindringer, var fin, især med tanke på den stank af krudtslam og kadaver, der venter dem. Men det er og bliver et firkantet trekantsdrama. Var mennesker så emotionelt ensporede for 140 år siden? Snakkede almuen slet ikke om, hvilken skæbne eliten var i gang med at besegle på deres vegne? Var der ingen, der var ramt af noget så naturligt som tvivl?

Som var det Cirkusrevyen
Laust og Peter føles – ligesom mange af seriens øvrige figurer – ikke som mennesker af kød og blod. De er romantiserede forestillinger, filmfigurer i et filmdrama, ligesom kujonen Didrichs voldtægt af den uskyldige Sofia var en filmscene.

Afsnittet citerer godt nok Shakespeare for at sige, at verden er en scene, men derfor behøver ’1864’ vel ikke være tableauer bygget på alt for genkendelige fiktioner? Og når det endelig skal være: Fra ’Full Metal Jacket’ til ’Band of Brothers’ har vi set, hvor dramatisk potent det kan være at følge kåde unge mænd i træningslejr med krigen ulmende i horisonten, og desto ærgerligere er det, at soldater-bondingen i dette afsnit var så forglemmelig. Drengehørmen blev især lanceret med rod i gruppens nye centrum, den store, fjogede og fuldskæggede Erasmus, og Esben Dalgaard, der ellers gør en rigtigt solid figur i ’Bankerot’, spillede ham, som var han med i Cirkusrevyen.

Ikke dermed sagt, at ’1864’ skal binde sig an på en jordnær realisme, for faktisk er det, når Bornedal dyrker manien, at serien bliver til noget i egen ret. Der var temperament, tolkningsrum og overlagt teatralskhed i scenerne mellem Nicolas Bro og Sidse Babett Knudsen, hvilket man da nemt kan afvise som for meget, men i det mindste emmer deres scener af en manende tvetydighed, som resten af serien mangler.

Tredje afsnit var et udpræget interludium, spækket med tunge og halvkedelige snakkescener, der ikke skar nye lag af karaktererne, men blot satte to røde streger under allerede etablerede træk eller førte plottet videre på de bonede gulve. Den slags udramatiske mellemafsnit lever man med i de fleste tv-serier, men når vi stadig venter på et rigtigt overbevisende enkeltafsnit, begynder tålmodigheden at rinde ud.

Frøken Ninka
Der var dog også lyspunkter her til aften. Fejlbombningen af en grisefarm var et fint og grafisk omen for de rædsler, der venter i krigen, en tiltrængt scene i et afsnit, hvor billederne alt for sjældent fik lov at stå alene. Da der endelig var et stille øjeblik i den flot framede, grusomme voldtægt med Sofias lidende ansigt i forgrunden, skulle voice-over-Inge straks forklare tingene ihjel.

Ind i fortællingen kom blandt andre en virkelighedsfjern H.C. Andersen (Stig Hoffmeyer), en general De Meza med tvangslidelser (Søren Sætter-Lassen), en Dronning Viktoria (Barbara Flynn) lidet imponeret af danskernes selvovervurdering og Søren Mallings mytiske seniorrekrut Larsen.

Larsen trådte ind som seriens foreløbigt mest interessante figur, fordi han ikke blev sat på formel med sorthvide adjektiver. Indtil nu står det ikke klart, om rygterne om hans synskhed er et resultat af den mytedannelse, der bygges op omkring enhver krig, eller om det gestaltes som et faktuelt forhold. Men man håber ved gud ikke, at Bornedal roder sig ud i metafysiske alibier, som det blev antydet i den lidt underlige seance med Larsen, Laust og et glødende stearinlys.

Paradoksalt nok skulle man denne uge finde de bedste scener i den ellers fortsat overflødige nutidsfortælling, for man må give Bent Mejding og Sarah-Sofie Boussnina, at de puster liv i de julekalenderagtige samtaler med humor og gnist (»Frøken Ninka« – svært at stå for!). Ole Bornedal har udtalt, at serien handler om, hvordan vi alle skal dø, og at vi derfor skal gribe dagen, og den første sanselige oplevelse af dødelighed kom netop i afsnittets åbning, hvor Claudia bader en ekskrementindsmurt Severin.

Kameraet holdt sig på afstand, så vi så Severins foroverbøjede krop i al dens skrøbelighed. Og selv om det er næsten umuligt at forestille sig, hvordan serien over de sidste fem afsnit skal skabe udvikling i deres forhold med troværdigheden i behold, må man håbe, at det er noget af den kropslighed, der venter os i krigsscenerne.

Hvis disse altså nogensinde kommer. Forspillet har efterhånden været så langt, at man snart har glemt, hvorfor man hoppede om bord til at begynde med. Det sagde hun også i går.

Læs også: Anmeldelse af ‘1864’ afsnit 1-2

Læs også: 10 skæve til ‘1864’-aktuelle Søren Malling

Læs også: Ole Bornedal – »Syvende afsnit er forfærdeligt«