‘Horizon: Zero Dawn’ er et cinematisk open world-storværk

Et af årets mest ventede spil, ‘Horizon Zero Dawn’ er lige på trapperne, og selv om selve titlen lyder som, den kommer direkte fra ‘generisk actionspil-titel’-fabrikken, så skal man ikke lade sig narre.

Postapokalyptiske open world action-rollespil er efterhånden blevet prøvet før, men alligevel lykkes det snarligt udkommende ‘Horizon Zero Dawn’ at genopfriske genren uden at genopfinde den – takket være godt, solidt håndværk hele vejen igennem.

Den hollandske spiludvikler Guerilla Games, der tidligere har lavet ‘Killzone’-serien, har skabt et spil, der på flere punkter er lige så dyb som de bedste tv-serier – og endda skabt en interessant kvindelig hovedkarakter: Noget der ved grød har manglet i computerspilverden.

En kæmpe verden med saftig baggrundhistorie

Spillet foregår i en dystopisk fremtid her på vor gode, gamle klode. Maskinerne har overtaget og er nu højest i fødekæden, og menneskene er blevet slået tilbage til noget, der minder om stenalderen. De har samlet sig i forskellige stammer, har hver deres religion og kultur og jager med spyd, bue og pil.

De jager ikke kun dyr for at samle kød, men også dyrelignende, dødsensfarlige robotter, der for hvert år der går, bliver mere og mere aggressive. Der dukker også nye og større dræberrobotter op hvert år. Hvad dét egentlig handler om, og hvor alle de her maskiner kommer fra er en af de store mysterier, du i løbet af spillet kan stykke sammen.

Du spiller som kvinden Aloy, der er blevet kastet ud af sin stamme, sammen med den faderlige figur Rost. I spillets univers er det deres stammes måde at straffe forbrydelser på, og Rost har da også gjort noget for at blive smidt ud, men han vil ikke fortælle hvad. Han fandt Aloy som spæd, og i de første timer af spillet lærer han Aloy op fra barns ben og frem til, hun bliver en voksen kvinde.

Fordybelse eller fast play

Fra første sekund du overtager styringen af Aloy som ti-årig, der er faldet ned i nogle ruiner fra den gamle verden, kaster spillet hints i form af tekster, lydbånd og hologrammer i hovedet på dig. Hvad skete der hernede? Hvem boede her? Og hvorfor?

Men i stedet for, du død og pine skal stoppe op og læse alt, så kan du spæne igennem ruinerne og ikke skænke det en tanke. Det er en befriende måde at fortælle en baggrundshistorie på, der kun stopper handlingen, hvis du selv vil. Og sådan er ‘Horizon: Zero Dawn’ generelt: Der er en fed og meget dyb baggrundshistorie, som du stort set kan ignorere, hvis du hellere vil ud og nakke robotter.

Jeg valgte at fordybe mig i universet – jeg en story kind of guy – og det betød også, at når historien udfoldede sig, så fik jeg samme gysende fornemmelse af fede mysterier, som da jeg eksempelvis så ‘Westworld’. For første gang i lange tider har vi her et spil med en historie så god, som var den skrevet af HBO-manuskriptforfattere. Det er store ord, men Guerrilla Games skal virkelig have ros for at tage deres egen verdens historie seriøst – og forløse den med bravur.

Open world classic med hektisk action

Selve spillet er såkaldt open world. Du spiller altså på et kæmpe kort og kommer til at rejse langt før historien er ovre. For at klare vildmarkens mange farer – kæmperobotter, dødskultister og normale beskidte landevejsrøvere – så har Aloy adgang til et mindre arsenal af våben og færdigheder. For det meste må du snige dig gennem buske, slå såkaldte watcher-robotter ihjel først, så de ikke alarmerer de andre robotter og tilkalder flere og derefter lægge stødfælder, bomber og andet godt, for at få fat på robotternes ædlere dele. Altså deres ædelmetalliske komponenter, forstås, som kan opgradere dit gear og sælges til handlende for penge.

Med andre ord er det her open world classic, hvor du kan lave dit eget udstyr, opgradere dine tasker, så du eksempelvis kan bære mere ammunition og få erfaring og stige i levels, så du kan købe nye færdigheder. På et tidspunkt kan du også overtage robotterne, som kan kæmpe for dig, eller du kan ride på dem og få din egen metalliske robot-ganger. Du kan også scanne din fjender, se hvor deres svagheder er og hvis de patruljerer et område, hvilken rute de tager. Det er ikke nytænkende som sådan (var der nogen, der sagde ‘Assassin’s Creed’?), men det fungerer godt og det er heller ikke i dé systemer, spillets fokus er.

En myriade af detaljerede fjender

Det er derimod klart, at udviklerne har sat sig for at skabe et væld af interessante robotter, både visuelt og kampmæssigt. Udkigsrobotterne er de farligste du møder de første par timer af spillet. De minder om små robot-tyrannosaurusser og det er en fryd at studere dens dyriske bevægelser, mens den undersøger den sten, du lige har kastet for at distrahere den. Der er så vidt vides næsten 40 forskellige robot-fjender i spillet, og de er alle ufatteligt detaljerede.

Når du er færdig med at snige dig rundt og være ninja, så er buen og et spyd dine foretrukne våben. Du får tidligt en færdighed, så du kan få tiden til at gå langsomt i et kort stykke tid, når du sigter med din bue – det er her de fede kampøjeblikke opstår. Det bliver aldrig kedeligt at se en kæmpe robot-dinosaurus hoppende sidelæns igennem luften for at ramme dig med sin hale, mens du febrilsk prøver at ramme dens forlampe, som er et svagt punkt.

Du kommer også ofte i kamp med mange fjender på samme tid, hvilket betyder du bliver nødt til at lave nye pile og ammunition i selve kampen. Det kan du hurtigt gøre, hvis du har ingredienserne – og også her går alt i slowmotion. Det er en utroligt effektiv måde at få dig til føle dig sårbar: Du er i gang med at lave pile, mens du kan se fire rensdyrlignende robot-skabninger komme dundrende mod dig i slow-motion. Du kan ikke bære meget ammunition, selvom du kan opgradere din piletaske, så du bliver nødt til at være taktisk og virkelig gå efter dine fjenders sårbarheder og spare på pilene.

Du kan købe nye våben hos handlende rundt om i verden, men det er ofte våben, der kan placere fælder eller kaste med bomber, der ikke gør meget skade, men sørger for at dine fjender er mere sårbare over for dine andre våben. Du skal derfor kunne lide dit spyd og din bue, for dem kommer du til at bruge mange timer med, men det er også utroligt tilfredsstillende, så det er bestemt ikke et problem.

En masterclass i cinematisk fortælling i computerspil

Aloy er en fascinerende, spændende og realistisk kvindelig hovedkarakter i et computerspil, som endda er et actionspil. Det sker næsten aldrig, i hvert fald ikke i samme stil som i dette spil. Aloy er meget god til at stille de samme spørgsmål, som spilleren vil have svar på. Hun forstår ikke, hvorfor hun skal straffes fordi hendes værge, Rost, er blevet kastet ud af stammen, og det er et af hendes mål at stille dét spørgsmål til de gamle, vise koner i stammen. Hun forstår ikke, hvorfor de andre i stammen ikke må tale til dem, fordi de er udskud og med denne sunde skepsis og ungdommeligt gåpåmod er hun fornuftens stemme gennem spillet.

Derudover er hun handlekraftig og godmodig, men ofte kan du som spiller vælge i samtaler, om hun skal være en smartass, medfølende eller brovtende. Det ændrer ikke spillets historie og har ingen spilmæssig konsekvens, men det gør, at du kan udforske hendes karakter. For selvom hun er god og venlig, føles hendes eksempelvis brovtende kommentarer, ikke underlige for hende. Det kunne hun lige så godt have sagt og det gør karakteren meget realitisk. Altsammen små detaljer, der skaber en stærk og troværdig karakter.

Hvis du omvendt er bedøvende ligeglad med Aloy som karakter, så behøver du slet ikke udforske alle mulighederne for dialog, du kan bare gå igennem dem og komme ud og slå ting ihjel.

Et ultimativt højdepunkt er filmsekvenserne. Det er sat sammen på et højt cinematisk niveau, og kunne lige så godt være blevet skudt af en Hollywoodfotograf. En sekvens i begyndelsen af spillet viser, hvordan Aloy går i træning med Rost og i bedste træningsmontagestil ser vi, hvordan hun bliver bedre med bue, spyd og klatring. På et tidspunkt hopper den ti-årige Aloy ud fra et højt træ, vi ser hende falde i slowmotion, hun lander med et rullefald, og rejser sig som den voksne Aloy, vi spiller som i resten af spillet.

Det er hjernedødt godt konstrueret og med så utrolig flot grafik, at jeg sad og fik lidt gåsehud. Den slags sekvenser er spillet propfyldt af, hvilket var en god gulerod til hele tiden at skubbe handlingen videre, så jeg kunne få endnu en cinematisk godbid.

Skal jeg så købe det?

Hvis du er til open world, snigeri, åben kamp og en spændende, plottwist-fyldt historie, så ja: ‘Horizon: Zero Dawn’ er et must. Selv hvis du er træt af open world-genren – jeg er selv en af dem – så er historien og spilmekanikkerne så godt skruet sammen, at du glemmer, at du har spillet hele ‘Assasin’s Creed’-serien og er dødtræt af den slags spil.

Du skal dog være beredt på at bruge en del tid på, at spillet kommer ordentligt i gang. Der går nemt to-tre timer før du har total frihed til at tage hen, hvor du vil. Og så skal du samle ingredienser konstant. Helende urter, sten, siv til pile, dele fra robotter og så videre. Hvis du ikke kan overskue den slags, så vil du nok blive lidt frustreret – men ‘Horizon: Zero Dawn’ er en af PlayStation 4s bedste spil til dato, og ligger uden tvivl allerede lunt i svinget til at blive årets bedste spil – og så kan man godt glemme, at man er træt af open world-spil for en stund.

---

Godt
+ Fantastisk fortælling på HBO-niveau
+ Smukt komponerede cutscenes
+ Endelig en rigtig stærk kvindelig hovedkarakter

Skidt
– Langt tilløb i spillets handling
– Du skal konstant grinde for at holde våbenarsenalet opdateret