»I skovens dybe stille ro, hvor sangerhære og psykopater bo… «
Rædselsvækkende hytteture er et eviggrønt hit i underholdningsindustrien, hvor variationer over cabin in the woods-præmissen forvandler hyggelige weekendstunder på landet til dødelige katten-efter-musen-spil mellem stakkels venstreorienterede storbyhipstere på dybt vand og væmmelige højredrejede provinsboere med skumle intentioner.
Politisk udflyttermani i sin sorteste satireform.
Klassiske gys som ’Friday the 13th’, ’Strangers’, ’Evil Dead’ og den metaironiske genrehyldest ’Cabin in the Woods’ har alle gjort deres for at tegne skovsøer, bjælkehuse og nåleskove som exceptionelt creepy gerningssteder, men det er bestemt ikke kun i det amerikanske vildnis, at feriegæster kan ende med at miste et hovedmål mere end 4G-net (selvom mobilforbindelsen selvfølgelig er det første, der ryger).
Netflix’ franske krimigyserserie ’Le Chalet’ – ’Hytten’ – følger den velkendte opskrift, men smider en usvigeligt optimistisk mesterkok i mikset, der fra sin plads i baggrunden krydrer fortællingen med friske urter. Mais, bien sûr.
En flok gamle venner/tidligere barndomsfjender vender tilbage til rødderne, da de samles til bryllupsweekend i en yderst pittoresk hytte i bjerglandsbyen Valmoline, hvor de fleste af dem er vokset op. Gruppen består af seks par, og serien zoomer ind på drengepigen Alice (Agnès Delachair), der er fra Valmoline, og den skrøbelige Adele (Emilie de Preissac), der er forlovet med Alices bedsteven Manu (Marc Ruchmann).
Adele fornemmer, at ubehagelige ting har fundet sted i hytten, der er blevet totalrenoveret for at lokke gæster til (hvorfor mon?), og da broen på den eneste vej op til landsbyen ødelægges af stenskred, er flokken pludselig fanget i paradis. Flashbacks afslører, at noget grumt overgik den familie, der for 20 år siden boede i hytten, og Alice og Valmoline-vennernes fortid er selvsagt tæt knyttet til tragedien.
Nogen har pillet med områdets eneste sendemast og lagt bjørnefælder ud på skovstierne, og ’Le Chalet’ sætter en effektiv, men lige vel genkendelig scene for et opgør mellem vennerne, idet skeletterne kravler rallende ud af skabet. Situationen eskalerer hurtigt og beskyldninger fyger i luften, men midt i stormens øje går én mand rundt med skyklapper på i en lykkelig lille ferieboble.
Alice har sin milde kokkekæreste Fabio (Mathieu Simonet) med på slæb, og på bedste sydeuropæiske vis gør serien en dyd ud af at understrege karakterens bløde maskulinitet igennem ditto blødt hår og fredselskende kakifarvet tøj. Mens hyttens gæster dør, forsvinder og render rundt som paniske kyllinger omkring ham, går Fabio i haven, hvor han som en anden nordisk Michelin-whiz dufter sindrigt til blomster og skovjordbær (»Hvor fint!«) for at finde inspiration til aftensmaden.
Helt frem til sidste akt er Fabio på sin egen mindfulness-mission, og der skal mere end sporadisk voldelig død til at distrahere ham fra at nyde weekenden. Her har vi storbyhipsteren på skovtur, som for en gangs skyld nægter at lade sig gribe af kollektiv skræk og i stedet ælter morgen-briocher i køkkenet ved siden af fryserummet, hvor de andre netop har lagt en stakkels død ven på køl.
Men man skal jo stadig spise, og så kan bagværket lige så godt tage sig fint ud, synes Fabio at tænke. Og jeg må give manden ret.
’Le Chalet’ tager sig selv adskillige deciliter for seriøst i forhold til sin hovedrets forudsigelighed, og jeg tvivler derfor stærkt på, at skaberne selv har tiltænkt Fabio den ufrivilligt komiske rolle, han indtager som naturelskende modvægt til de rynkede miner og kolde kroppe i hytten. Ikke desto mindre udgør birollens sporadisk malplacerede madhyldester absurde små highlights i mordmysteriet.
Som en parodi over en fuldblodsparisisk master chef giver Fabio og hans avantgarde cuisine ikke en fuck for, at civilisationens korthus ramler omkring tallerknerne, så længe de fermenterede tidsler har tilpas bid. Ikke ulig den vestlige verdens bedre borgerskabs og kulturelites tidssvarende besættelse af authentic fine dining og basic living i en verden af politisk uro. Han er økokrigeren, man vil have ved sin side på sommerhusturen til at bage kage for at dulme stressen over indtrængende psykopater på dørtrinnet.
Enhver cabin in the woods burde have sin egen mindfulness-kok. Så tak, Fabio, fordi du og dine sprøde briocher kun har dødsforagt tilovers for hyttehysteriet.
Læs også: Hollywood-gæstestjernen i ’The Handmaid’s Tale’ afsnit 2 sendte et usædvanligt stærkt signal