Andrew Bird

I fodbold handler det om at være klar fra første fløjt, og lidt på samme måde har man det, når man kort inde i åbningsnummeret ‘Oh No’ præsenteres for et delikat fløjtehook, der straks fanger fokus og får en til at glemme vinterens trivialiteter.

Mens fløjteriet gennem hele karrieren har været et af Andrew Birds varemærker, har den amerikanske sanger siden debuten i midten af 90’erne sprunget fra oldschool swing-inspiration med backingbandet Bowl of Fire til at score et halvstort indiehit med ‘Plasticities’ fra 2007-albummet ‘Armchair Apocrypha’. Samtidig har han i stigende grad lænet sig op ad den akustiske guitar frem for sit egentlige hovedinstrument, violinen.

Men selvom det også på ‘Noble Beast’ er akustisk guitar, der danner rygrad i de folkede ballader, er violinen aldrig længere væk, end at den hele tiden smyger sig omkring de behageligt leverede småfilosofiske strofer.

Birds idérigdom er enorm, og det er både albummets største styrke og største svaghed. For mens det på ‘Oh No’ og ‘Tenouosness’ viser en kunstner med et enormt overskud, betyder de mange forskelligrettede påfund samtidig at nogle numre – som det delvist Thom York-inspirede ‘Not a Robot, But a Ghost’ – er tæt på at sætte lytterens indlevelse på prøve. Det rører dog ikke ved billedet af Bird som en til tider genial sangskriver og formidler – og en pokkers god fløjter.