Futures nye album er tæt på bare at være den samme sang 20 gange
Future startede med at lyde euforisk på de tidlige mixtapes og gennembrudsalbummet ’Pluto’ fra 2012, tog en nogenlunde vellykket afstikker til poptrap på ’Honest’ i 2014 og fik en renæssance ved at lyde drugget, såret og nihilistisk med en række mixtapes i årene efter.
Han har altså både mestret at lyde beruset af lykke og at lyde totalt fremmedgjort.
Men lige nu er han ingen af de ting. Hverken overbrusende eller fortvivlet. Faktisk virker han pænt ligeglad hele vejen igennem sit syvende album, ’The Wizrd’.
Men ikke ligeglad på den der demonstrative måde, der altid virkede som om, den skjulte et dybere sår. Nej, Future virker ægte ligeglad. Som om han bare siger de ting, der forventes, på præcis samme måde, som han har gjort 100 gange før.
»Money the only thing excite me«, rapper han på ’Baptiize’, og lyder som en musiker, der ikke kan finde nogen begejstring for sin egen musik.
Det her album er 20 sange, som han har lavet bedre før. Sangene ligner stadig Future-sange, men de er ligesom en rustning uden noget menneske indeni.
Produktionerne har tunge 808-trommer, men meget få uventede elementer. Futures flow er solidt som altid, men han overrasker nærmest ikke en eneste gang på ’The Wizrd’.
Resultatet er, at det her album føles som at tage den samme bytur 20 gange. Ingen har det sjovt, der sker ikke noget uforudsigeligt, og man gør det egentlig bare, fordi det er blevet en vane.
Okay, der er steder, hvor man ser glimt af noget spændende. Som når ’Faceshot’ dykker ned i samme forvrængede lyde som åbningsnummeret ’Thought It Was a Drought’ fra klassikeren ’DS2’ fra 2015.
Man lytter også efter, når han ruller et bare nogenlunde melodisk flow ud på ’Call the Coroner’, og det er behageligt, når ’Krazy But True’ og ‘Temptation’ har noget af den eftertænksomme, melankolske side fra ’Honest’ (sidstnævnte sampler endda titelsangen fra 2014-albummet). ’F&N’ har samtidig i det mindste et lidt højere tempo, så albummet vågner lidt. Dén sang har, ligesom ’Baptiize’, et beat-skift, der også hjælper lidt på monotonien.
Men de ting ændrer altså ikke ved, at det her alt sammen er ting, vi har hørt bedre fra Future før. De ovennævnte elementer er nogle få glimt af inspiration, som man holder fast i, hvis man ikke vil indse, at det her album er langt, livløst og dybest set overflødigt.
Future har selv nævnt, at ‘The Wizrd’ er sidste album i en cyklus. Han er nemlig stoppet med at drikke hostesaft, har han sagt i interviews op til albumudgivelsen. Atlanta-artisten er tydeligvis klar til et nyt kapitel. Så hvorfor får vi så nu et album, der bare er endnu en omskrivning af tidligere ideer?
Det er helt tydeligt, at der ikke længere er noget på spil for Future – så hvorfor spiller musikken stadig videre?
Kort sagt:
Future virker pænt ligeglad hele vejen igennem sit syvende album. Som om han bare siger de ting, der forventes, på præcis samme måde, som han har gjort 100 gange før.
Læs også: Future er stoppet med at drikke hostesaft – men han var bange for at indrømme det