The Fratellis

Humøret er højt og promillen ligeså. John, Mince og Barry, alle med efternavnet Fratelli, fortsætter med at holde gang i værtshusfesten på deres andet album. Med syng-med-omkvæd og rockstar-attitude flår de tre i instrumenter såvel som stemmebånd og får de umiddelbare og fine melodier tværet rundt i sølet.

Fratellis er bestemt ikke nyskabende eller imponerende originale. På sidste album løb de tre skotter i hælene på Arctic Monkeys, Franz Ferdinand, Oasis og T. Rex, og på det nye aner man derudover deres glæde for Beatles, Who og glamrocken. Men selvom originaliteten halter, så formår de at servere deres retromusik på uhyre fængende vis. Sange, der sætter sig på hjernebarken allerede, inden første omkvæd er ovre, fylder størstedelen af albummet. Hyppig Jerry Lee Lewis-klaverboksning, trommer, der bliver tæsket, og guitarer, der forsøger at stikke af i skærende guitarsoloer, gør sit til at gøre udtrykket så slingrende og slasket som muligt.

Med sange som den galopperende albumåbner ‘My Friend John’, med fine korharmonier, gyngende guitarer og sprukken skønsang, er det svært at lade mulen hænge. ‘A Heady Tale’ er et andet sprudlende nummer med klaverboksningen i front og tempo og struktur, der skifter flere gange undervejs, mens forsanger John Fratelli proklamerer »Well I told you before, I love your braces and your innocent smile«.

De tre styk Fratellis skaber måske nok ikke nyskabende musik, men til gengæld er det, de skaber, så uhøjtideligt smittende, at selv den mest hårdkogte indiellectual må overgive sig.