’Transit’: Atypisk Anden Verdenskrig-film lægger fængslende fælder for sit publikum
’Transit’ er noget så sjældent som et historisk drama sat i nutiden. Filmen er baseret på Anna Seghers roman af samme navn fra 1942 og foregår i Frankrig under Anden Verdenskrig, hvor en jødisk tysker er på flugt fra nazisterne. Men her er ingen hagekors og stive krigshonnører. I stedet er der sortklædte politifolk med skudsikre veste og maskingevær, som genner mennesker sammen i klynger i de parisiske gader.
Instruktør Christian Petzold har placeret sin film i en udefinerbar tidslomme, hvorfra man oplagt kan drage paralleller til samtidens yderst aktuelle flygtningekrise. Ligesom de mange immigranter på flugt, der strander ved de europæiske grænser, er karaktererne i det meste af filmen fanget i venteposition på vej fra ét sted til et andet.
Hovedpersonen Georg, fornemt spillet af Franz Rogowski fra sidste års ’Happy End’ og ’In the Aisles’, flygter fra Paris til det stadigvæk fredelige Marseille, hvor han skal forsøge at komme på et skib til Mexico. Den franske kystby er varm, farverig og solbeskinnet, og hver dag spiser han pizza og drikker vin på en lille, romantisk restaurant med ternede duge. Men de pittoreske omgivelser er også befolket af flere fortabte skæbner, der både længes efter fortiden, de kommer fra, og friheden, de muligvis kan finde på den anden side af Atlanterhavet.
I løbet af den velorkestrerede fortælling, der kun ganske langsomt afslører sine hensigter, tages denne transit-tilstand til nye, klaustrofobiske og nærmest kafkaske højder. For hver gang den rodløse Georg føler sig nogenlunde tilpas, ændres hans situation. Han synes hverken i stand til at slå sig ned i eller forlade Marseille.
Inden afrejsen fra Paris beder en ven Georg om at aflevere nogle breve til forfatteren Weidel, der grundet sine venstreorienterede skriverier må gemme sig på et hotelværelse. Men Georg mødes af et blodigt badekar. Forfatteren har skåret sine håndled over, og vores hovedperson tager i stedet brevene med sig på rejsen. Papirerne giver ham pludselig mulighed for at overtage Weidels identitet og bruge hans visumpapirer til at forlade landet.
Det er ikke den eneste rolle, som Georg spiller i løbet af filmen, og for hver maske, han ifører sig, bliver både han og omverdenen i tvivl om, hvem han egentlig er. Gentagne gange prikker en fremmed kvinde (Paula Beer) ham på skulderen, fordi hun tror, han er en anden. Ligesom i Petzolds seneste film ’Phoenix’, hvor en skamferet kz-fange får nyt ansigt og vender tilbage sin mand, som ikke længere kan kende hende, får hovedpersonen gennem sørgelige omstændigheder mulighed for at genopfinde sig selv, men ikke nødvendigvis med det ønskede udfald.
Instruktøren har beholdt et litterært træk fra Anna Seghers’ forlæg ved at benytte en voiceover-fortæller, der dukker op fra tid til anden med skiftevis registrerende og reflekterende vendinger. I starten rynkede jeg på næsen over hans beslutning, for stemmen føltes akavet og pludselig.
Snart herefter formåede den dog ret effektivt at åbne nogle scener op. Mens Georg betragter et kort over byen, beskriver fortælleren eksempelvis hans tanker om ikke bare at skille sig ud som flygtning i et fremmed land, men slet ikke blive set af omverdenen. En opgivende følelse, som mange ildestedte mennesker i verden uden tvivl deler.
Fortælleren bruges imidlertid også som et effektivt, fremmedgørende middel i den foruroligende fortælling. Den fremmede stemme beretter et godt stykke tid i tredjeperson, men pludselig nævner han også sig selv. Man begynder at undre sig gevaldigt over, hvilken rolle denne udenforstående mand mon spiller i historien – og om han overhovedet er til at stole på.
Således lægger ’Transit’ hele tiden nye fælder for sit publikum og sine karakterer. Det leder til en på alle måder fængslende oplevelse.
Kort sagt:
Christian Petzolds surrealistiske maskespil udvikler sig langsomt, men sikkert til en dybt fascinerende og uforudsigelig fortælling om rodløse Georgs splittede indre.
Læs også: Anmeldelse af ’They Shall Not Grow Old’ – Peter Jacksons dokumentar er intet mindre end skelsættende