Esben and the Witch
Det tager noget tid, før man finder vej. Før man har kæmpet sig igennem de dunkle tonale tåger og frem til debuterende Esben and the Witchs dunkende sanghjerte. Men så sidder man også i saksen. For tvivlsomt bandnavn eller ej, de dystre briter kan noget særligt, når det kommer til at male dramatiske og stemningsfulde lydmalerier. Men det er ikke for sarte sjæle.
Der er både stilhed og storm på ‘Violet Cries’, men det stabile omdrejningspunkt igennem albummets ti numre er sangerinden Rachel Davies sørgmodige sirenesang, der kunstfærdigt glider ind og ud af de skiftevis afdæmpede oaser og buldrende frenetiske støjbrag, eksemplificeret ved det nær-instrumentale åbningsnummer ‘Argyria’.
På samme måde som hos Salem er stemning gud, men hvor de amerikanske maskinstormere spæder blandingen op med skingre high tech-beats og forvrængende spøgelsesvokaler, så sværger Esben and the Witch til en mindre horror-agtig og effektjagende og mere klassisk sortromantisk stil, der låner mange af sine teatralske tricks fra 80’ernes mascara-malede postpunk og sort-synthede new wave.
Kontrasten mellem de blide stunder og stejle udbrud skaber dynamik, og albummet lykkes først og fremmest, fordi de musikalske bagmænd Thomas Fisher og Daniel Copeman formår at holde hånd i hanke med virkemidlerne. Så medmindre du føler en snigende vinterdepression nærme sig, er ‘Violet Cries’ musik til tiden – både i forhold til årstiden og som soundtrack til tingenes generelt trøsteløse tilstand pt.