Den gale og geniale instruktør (og tidligere Monty Python-medlem) Terry Gilliam har skrevet sig ind i historien med egenartede film som ‘Brazil’, ‘The Fisher King’, ’12 Monkeys’ og ‘Fear and Loathing in Las Vegas’ – og er kendt for ikke at afslibe sine holdninger. Eksempelvis har han udtalt sin utvetydige skepsis over for den succesrige ‘Black Panther’.
Nu har Gilliam set Martin Scorseses Oscar-duellerende ‘The Irishman’ ved en biografvisning i London, og han er generelt begejstret for kollegaens tre en halv time lange gangsterfilm.
»Jeg kan godt forstå, hvorfor folk kan lide den. Vi er bare tilbage i Martin-land. Vi er inde i det, han gør virkelig godt. Alderstingen virker overraskende godt, men det så ud til, at de havde haft brug for en bevægelsesinstruktør for at få dem til at gå som yngre versioner af dem selv. Ansigtet er yngre, men kroppen bevæger sig stadig gammelt. Man bruger alle de penge, men hvis man ikke får den del rigtigt… De skulle have været lidt mere livlige«, siger han til Indiewire og tilføjer i øvrigt, at hans hustru faldt i søvn til filmen.
Selv var Gilliam dog særdeles skeptisk over for den sidste halve time, hvor hovedpersonen Frank Sheeran er på plejehjem og blandt andet har samtaler med en præst og konfronteres af en af sine døtre, uden dog at virke synderligt reflekteret eller plaget af samvittighed over sine gerninger.
»Jeg kunne lide det hele undtagen de sidste 30 minutter, for at være ærlig. Med præsten og hans datter? Give me a fucking break. Vi har ikke brug for det. Efter vi slog Hoffa ihjel, tænkte jeg, fedt, vi er færdige… Martys spirituelle side er mindre interessant for mig end hans menneskelige side«.
Slutdelen hører ellers til den mest roste del af fortællingen, da der her tilføjes et melankolsk, elegisk lag, som man ikke tidligere har set i Scorseses gangsterfilm.
‘The Irishman’ kan ses på Netflix.