The Storm

The Storm åbner deres tredje album ‘Rebel Against Yourself’ som forventet. Og så alligevel ikke. De første fire minutter af ‘Save the World (You Couldn’t)’ er præcis så højdramatiske, sortlakerede og goth-dystre som bandets sidste album. Men så sker der noget. Et hårdt elektronisk beat, som man kender det fra Infernal, tager over og transformerer nummeret fra gothrock til electrorock.

Skiftet fra guitartung eyeliner-rock til klihcémættet electrorock og -pop er gennemgående på albummet, der byder på ti iørefaldende sange i ånden fra så forskellige kunstnere og bands som U2, Medina, Abba, Placebo og Scorpions. Der er altså ikke tale om et udtryk, man ikke har hørt før, selv om Pernille Rosendahl bidrager med en god portion tiltrængt personlighed og melankoli.

Alligevel er albummets største problem, at det fremstår charmeforladt. Man kan sagtens lave skematisk og hit-jagtende electropop med kant eller tungen i kinden. Stephin Merritt lykkedes med projektet på ’69 Love Songs’, ligesom også Robyn havde succes med det på sine seneste tre udgivelser. Det lykkes ikke for The Storm, der bygger deres electropop op alt for forudsigeligt og uden distance til de skabeloner, de slavisk følger.

Der er ikke noget i vejen med at tage sig selv alvorligt, men det havde hjulpet på helhedsindtrykket, hvis genreskiftet havde føltes naturligt og ikke blot som endnu et gimmick fra et band, der stadig ikke ved, hvilket ben de skal stå på.

Når det er sagt, er der bestemt solide popsange på albummet. Når The Storm rammer rigtigt, som på de storslåede electrohymner ‘Everything Hurts’ og ‘Lost in the Fire’, er de svære at afvise. Så nynner man med helt frivilligt, fodvippende og alting.